Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Geyerhof Riesling Ried Kirchensteig 2019

Kirkestien hedder marken, og den kære familien Mayer på Geyerhof holder også vinen derfra på dydens smalle sti: Modne gule stenfrugter og stikkelsbær, saftspændt og stramt struktureret men med mild blødhed og mørk mineralsk dybde. Åstedet er en sydvestvendt skråning syd for landsbyen Oberfucha, med lys metamorfisk granulit under et tyndt lag muld, beliggende i 230-260 meters højde. Dyrket økologisk som det naturligste i verden, Geyerhof har været certificeret siden 1988. Håndhøst først i november, helklasepresning og spontangæring på ståltanke, modnet halvandet år på gærresterne. Klassisk Kremstal Riesling.

Flaske: Kirchensteig 2019
Vinhus: Geyerhof
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, granulit
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: ViniPortugal
Pris: 245,-

Comment

Comment

Tröpfltalhof Le Viogn 2019

Viognier er måske skabt til langt højere bjerge end hjemme i det franske? Her er den i uvante omgivelser i Alperne, hvor sorten synes både at opnå større friskhed og bevare flere af sine charmerende  sider end i nutidig Condrieu. Kølig brise af jasmin, stokrose, kaprifolie, morgenfruer og milde urter, smidig saft af friske ferskner og mirabeller og et dryp akaciehonning men ingen flæsket fedme eller plump parfume. Godt håndværk fra Rosmarie og Andreas Dichristin, som står bag den smukke biodynamiske vingård Tröpfltalhof ved Kaltern i Sydtyrol. Druerne stammer fra tyve år gamle stokke, en massal selektion fra det sydfranske, som vokser på marken Barleiths sydøstvendte terrasser med udsigt til Kalterer See. Dolomitkalk i undergrunden og bjerge i baggrunden giver mineralsk nerve og rank ryg. Spændende fortolkning.

Flaske: Le Viogn 2019
Vinhus: Tröpfltalhof
Område: Alto Adige
Land: Italien
Druesort: Viognier
Jordbund: Kalksten, grus, ler
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Veyder-Malberg Grüner Veltliner Weissenkirchner Ried Weitenberg 2019

Glimrende Grüner Veltliner fra Wachaus verdensmest i mineralitet og raffinement, Peter Veyder-Malberg. Weitenberg er en terraseret vinmark ved Weissenkirchen midt i Wachau, en stejl sydvendt skråning bag byen på lehm, gnejs og glimmerskifer. Her dyrker Peter gamle stokke af en massal selektion af kloner med løsere klaser og mindre druer, der høstes høstes ved høj modenhed men helt og aldeles uden ædelråd. Langsom helklasepresning, gæret og modnet et år på store, gamle Stockinger fade. Stilsikkert Veyder-Malbergsk saft med koncentration og kompleksitet men uden flomme og unødig ornamentering. Fløjlsblødt stof med silkeagtig lethed, moden grøn pære, kiwi, fersken og ananas, med citrusfrisk syre og små strejf af pollen, hvid peber, kommen, stenmel og solskin.

Flaske: Weitenberg 2019
Vinhus: Veyder-Malberg
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Gnejs, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Österreich Vin
Pris: 495,-

Comment

Comment

Weingut Fußer Paradiesgarten Riesling trocken 2019

Paradisisk Riesling fra de biodynamiske brødre Martin og Georg Fußer i Pfalz. Marknavnet er givet grundet den smukke beliggenhed på randen af Pfälzerwald og Haardtbjergene med udsigt ud over Deidesheim. Fra de skovklædte bakker strømmer kølig luft ned over den solbeskinnede, sydvestvendte skråning, sat på lehm og gul og rød sandsten; så spændstig syre såvel som moden frugt er nerven i Paradiesgarten. Der er plukket syndigt gode gule stenfrugter af enhver slags til at drive mundvandet frem, mirabeller, blommer, ferskner, abrikoser, en dejlig drik med dunet stoflighed og flintet mineralsk spænding. Behageligt tør, 8,2 gram syre, 0,9 gram restsukker. Langsom helklasepresning, kølig gæring på ståltanke inklusiv malolaktisk gæring, et godt års modnings på gærresterne, filtrering og flaskning med en minimal mængde sulfit. 

Flaske: Paradiesgarten 2019
Vinhus: Fußer
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,7%
Importør: Vild med Vin
Pris: 299,-

Comment

Comment

Damjanić Malvazija Akacija 2018

Forår i luften med familien Damjanićs klassiske Malvazija modnet et år på akaciefade. Det fremkalder den indfødte istriske sorts blomstrede aromaer og milde krydring yderligere— foruden akacier er der lindeblomster og nerier i duften, og i smagen får de følge af saftig ferskenfrugt, akaciehonning, et lille hint frisk bittermandel og et let røget og salt finish. Fornem forfriskning. Ivan Damjanić står i front for sin families vinhus med godt ti hektarer vinmarker omkring landsbyen Fuškulin på det vestligste Istien, der karakteriseres af en dybrød jord og Adriaterhavets nærhed. Druerne til Akacija er høstet fra markerne Mandrijača and Gobovica, begge terra rossa og begge i godt 50 meters højde over havet. Forfriskende og forfinet, en kroatisk klassiker.

Flaske: Malvazija Akacija 2018
Vinhus: Damjanić
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Jernholdig mergel
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små akaciefade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Domaine François Gaunoux Meursault Clos des Meix Chavaux 2019

Moderne Meursault uden forstyrrende fadnoter, så terroiret trænger igennem uden hindring. Claudine Gaunoux gør underværker på sin fars vingård Domaine François Gaunoux, som hun lidt efter lidt har overtaget siden 2000. Tilgangen er ekstremt terroir-fikseret, og de traditionelle træfade har Claudine vist vintervejen. Druerne til denne vin stammer fra hendes elskede Clos des Meix Chavaux, en muromsluttet monopolmark, som familien erhvervede i 2013. Særdeles selektiv håndhøst, nænsom afstilkning, pneumatisk presning og gæring, malolaktisk gæring og modning udelukkende på ståltanke. Det er ren og skær saft af kalksten, blød, rund og fyldig med en luftig lethed og svævende syre. Duft af våde sten, nyplukket champignon, paranødder og friskkærnet smør; og smag af saftig pære og en smule stjernefrugt og ananas, men ingen af de eksotisk krydrede noter, man ofte finder i Meursault og måske hellere burde finde i rom… men tekstur som talkum og flow som kildevand. Kærkommen forandring.

Flaske: Clos des Meix Chavaux 2019
Vinhus: Domaine François Gaunoux
Område: Bourgogne
Land: Frankrig
Druesort: Chardonnay
Jordbund: Brunjord, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Victoria Vine
Pris: 649,-

Comment