Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Bernhard Ott Gemischter Satz 2018

Mennesket skal ikke leve af Veltliner alene, end ikke den gode Grüner-hvisker Bernhard Ott. Hans Gemischter Satz er et kludetæppe af både Grüner og Roter Veltliner, Riesling, Welschriesling, Weissburgunder, Neuburger og Gelber Muskateller, og det spiller sammen i en saftig, frugtig og krydret kamæleon af en vin. I senere årgange i øvrigt som bestanddel i den endnu mere spraglede Cuvée Spectrum.

Bernhard Ott Gemischter Satz 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Gemischter Satz 2018
Vinhus: Bernhard Ott
Område: Wagram
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12%
Importør: Atomwine
(Gemischter Satz ikke i sortiment)
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Brandl Grüner Veltliner Ried Kammerner Lamm 2019

Lamm er måske marken i Kamptal, hvor Grüner Veltliners grønne urter og friske grønt toner tydeligst frem. Familien Brandls fine fortolkning emmer af modne pærer og mango med friske urter, grønne peberkorn og tobak i baggrunden. Krydret bid, mild syre og cremet tekstur. Gæret på store træfade og lagret længe på gærresterne, så der er både stof til udvikling og frugtig friskhed. Det er som, der er forår i luften.

Brandl Grüner Veltliner Ried Kammerner Lamm 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Lamm 2019
Vinhus: Brandl
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Lehm, løss, sandsten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 14,5%
Importør: KC Vinimport
Pris: 279,-

Comment

Comment

Selbach-Oster Zeltinger Schlossberg Riesling Spätlese 2009

Ingen anden Riesling kommer rigtigt i nærheden af moden Mosel Spätlese. Den er ganske enkelt uforlignelig i sin mildhed, intensitet, lethed og kompleksitet; og Selbach-Oster har alle forudsætninger for at få friskhed, modenhed og mineralitet i mål på Zeltinger Schlossberg: En stejl, sydvestvendt skråning på tæt blå skifer. Sen høst og gæring på gamle Mosel Fuderfade. Mild brise af hvide blomster og gule æbler, saftig og kølig som smeltende citronsorbet i munden, og syren balancerer sødmen perfekt. Modne æbler og abrikoser, æggesnaps, flødekaramel, mørkt rørsukker og krydrede noter af æblekerner og peberrod. Sagte lyksalighed.

Selbach-Oster Zeltinger Schlossberg Riesling Spätlese 2009 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Schlossberg Spätlese 2009
Vinhus: Selbach-Oster
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Blå skifer, lehm
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 8,5%
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Weinbau Wenzel Furmint Ried Vogelsang 2018

“Furmint kan tale jordbundens sprog, og det gør vinmageren glad.” Vinmarken er Vogelsang, hvor jordbunden er stenet lehm fuld af blågrå kvarts, og den glade vinmager er Michael Wenzel. I Østrig-Ungarn var Furmint en vidt udbredt sort, men i løbet af det 20. århundrede mistede sorten sit greb i Østrig. Indtil Michael Wenzels far og bedstefar smuglede stiklinge ind fra Ungarn og genplantede den i Rust. Så nu slår den nye rødder blandt gamle venner. Vogelsang er den oprindelige nyplantning fra 1985, og årgang 2018 giver os grund til at takke d’herrer for deres grænseoverskridende adfærd. Det er en storladen vin med yppig syre og fløjlsblødt stof, en creme af gule æbler, modne kvæder, mirabeller, bivoks, urter og krydderier.

Wenzel Furmint Ried Vogelsang 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Vogelsang 2018
Vinhus: Wenzel
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Furmint
Jordbund: Lehm, kvarts, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små og store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Høtoft Vin
Pris: 225,-

Comment

Comment

AlternativWein Schrammel 2.0 Alternativ Weiss 2019

Nyt fra det østrigske vækstlag: Unge hænder på gamle stokke og let hvid vin i tung sort flaske. Det er skruet op for kontrasterne hos AlternativWein, som er Nicole og Daniels version 2.0 af familien Schrammels vinhus i Wolkersdorf i Weinviertel. Det naturnære og enkle er kernen i deres tilgang, og deres saftige Grüner Veltliner slår sig løs med modne æbler, pærer, en smule banan og jojoba og let jordede og urtede noter. Aromatisk og strukturelt let oxidativt præget men på charmerende vis, udvikler sig med tid i glasset. Høstet af flere omgange og spontangæret på store glasballoner og fyldt uklaret, ufiltreret og usvovlet på lerflasker. 300 styk i nærværende årgang.

Schrammel 2.0 AlternativWein Alternativ Weiss 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Alternativ Weiss 2019
Vinhus: AlternativWein
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Ler, løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på glasballon
Lagring: Ståltank
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Reduktivt
Pris: 265,-

Comment

Comment

Stokkebye Vingård Liva 2018

Et genskær fra den stærke sommersol i 2018. Familien Stokkebyes ældste datter Liva har lagt navn til deres fineste Solaris, som kombinerer sprælsk syre og moden frugt. Ni måneders lagring på gæren, halvdelen på ståltanke, halvdelen i franske fade fra Domaine de Chevalier i Pessac-Léognan; og der er både noget stålsat og noget fadet over Liva. Frisk duft af flint, blomstrende hyld, nyplukkede æbler, hyldetræ, hvide asparges og solbærblade. Stringent syre i munden, limesaft, syltede stikkelsbær og en cremet fylde, syrnet smør og saltkaramel. Måske melon, mynte, grønne asparges, agurkesaft, rønnebær og hyldebær— i al fald flot kompleksitet fra det fynske.

Stokkebye Vingård Liva 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Liva 2018
Vinhus: Stokkebye Vingård
Område: Fyn
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: 225,-

Comment