Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Filippi Castelcerino 2012 — Folgio 1 —

Soave med sjælden substans— så er Filippo Filippi manden! Hans Castelcerino er normalt en af basisvinene men altid alt andet end simpel. Årgang 2012 har han keret sig særligt om med 56 måneder på gærresterne. Vi taler gamle Garganega-stokke på vulkansk jordbund, opbundet i pergola og dyrket biodynamisk. Frisk syre og den fineste tekstur, moden ananas- og æblefrugt er krydret med kamille, mynte og en mild mandelbitterhed. Fin stoflighed og flot dybde, associationerne få frit spil: Den er let og luftig som tuf og samtidigt bastant som basalt.

Filippi Castelcerino 2012 Folgio 1 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Castelcerino 2012
Vinhus: Cantina Filippi
Område: Veneto
Land: Italien
Druesort: Garganega
Jordbund: Basalt, tuf, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vintro Vin
Pris: 165,-
(for den sædvanlige Castelcerino)

Comment

Comment

Bründlmayer Riesling Ried Heiligenstein Alte Reben 2019

Sindssyg syre, salt mineralitet, luftig stoflighed og moden frugt. Få formår at fange sådan en balance mellem elementerne som Willi Bründlmayer, men den noget nær perfekte sommer i 2019 hjalp ham også på vej. Den er endnu alt for ung, men allerede en fornøjelse at friske sig op med, en fin og stringent saft af lime, grape, passionsfrugt og fersken. Alt andet er til gengæld gammelt: Stokkene op imod 80 år, vinhuset hen imod de 400, og Heiligensteins sandsten godt og vel 275 millioner år.

Bründlmayer Riesling Ried Heiligenstein Alte Reben 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Heiligenstein Alte Reben 2019
Vinhus: Weingut Bründlmayer
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten, konglomerat
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Jysk Vin
Pris: 539,-

Comment

Comment

Markus Huber Grüner Veltliner Alte Setzen 2019

Delikat duft, urtet, krydret, eksotisk. Saftig og stringent i munden men med en ret rig frugt, grønne æbler og pærer, grøn peber, grønne urter, alting grønt; og til trods for en ret høj alkohol forfrisker den med en kølig syre og et sprødt salt bid. 2019 kom varmt og solrigt fra start men kølede ned undervejs, så vinene fik syrerig nerve selv ved fuld modenhed, især i den lille og milde Traisental. Marken Alte Setzen ligger lige ved Markus Hubers vingård, og her har nogle af hans ældste Grüner Veltliner-stokke hjemme i et tykt lag løss oven på underliggende konglomerat.

Markus Huber Grüner Veltliner Alte Setzen 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Alte Setzen 2019
Vinhus: Markus Huber
Område: Traisental
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, kongolomerat
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke, akaciefade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 14%
Importør: Supervin
Pris: 250,-

Comment

Comment

Bassermann-Jordan Riesling Forster Pechstein Grosses Gewächs 2014

Iskold frugt, en smule røg og petroleum i snuden på denne fint modnede Pechstein 2014. Ingen bassemand i munden men en slank statur med sprælsk syre og en kompakt rigdom af grapefrugt, fersken, abrikos og mandel, spændstig salt nerve. Forster Pechstein er en af Tysklands mest særegne vinmarker med sine høje forekomst af blåsorte basaltsten. Økologisk dyrkning og latterligt lave udbytter har sikret koncentration og balance i den drilske årgang 2014

Bassermann-Jordan Riesling Pechstein GG 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Pechstein GG 2014
Vinhus: Bassermann-Jordan
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Sand, lehm, basalt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: H.J. Hansen Vin
Pris: 479,-

Comment

Comment

Wohlmuth Riesling Ried Dr. Wunsch 2018

Nogle af Østrigs højest beliggende vinmarker finder man omkring Sausal i Südsteiermark; og med store temperatursvingninger mellem nat og dag samt en skiferrig jordbund er de som skabt til Riesling. Familien Wohlmuths fornemme enkeltmark Dr. Wunsch — navnet henviser til indehaveren for 150 år siden — ligger 520-550 meter over havoverfladen med en stigning på 40-90%. Her strækker gamle stokke i sydvendt vertikal beplantning rødderne ned i ren rød skifer og kvarts. Et studie i terroir og mineralitet, gæret og modnet i store gamle træfade. Svimlende syre, slank med den smidigste tekstur, saftig hvid fersken og mango, limeskal og hvide blomster, en Wunschvorstellung, das Land, wo die Zitronen blühn…

Weingut Wohlmuth pryder hver årgang etikketerne med et nyt kunstværk, 2018 er af tyske Torben Giehler.

Weingut Wohlmuth Riesling Ried Dr. Wunsch 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Dr. Wunsch 2018
Vinhus: Wohlmuth
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Rød skifer, kvartsit
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæring
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Madame Flöck Dewy’s Drop 2018

At en amerikaner og en canadier mødes i Australien og siden slår sig ned i Tyskland for at lave vin fra så urimeligt stejle skråninger, at tyskerne selv har opgivet dem, er vel en alle velkommen form for fremmedarbejde. Wir schaffen das! Robert Kane og Derek Labelle har genopdyrket den svært skrå Lehmener Ausoniusstein i Untermosel med håndkraft og fingrene-væk-værk i kælderen, og kun et enkelt fad bliver det til, når årgangen tillader det. En vild vin på papiret men ret stilfærdig i glasset: En frisk og levende saft af friskplukkede æbler, en smule syrlig tropefrugt, bivoks og et drys indiske krydderier. Rank, rank syre og skifret mineralitet.

Madame Flöck Wines Dewy's Drop Riesling Lehmener Ausoniusstein 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Dewy’s Drop 2018
Vinhus: Madame Flöck Wines
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Blå og grå skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 12%
Importør: Reduktivt
Pris: 300,-
(men alt udsolgt)

Comment