Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Ingrid Groiss Gemischter Satz Braitenpuechtorff 2019

Dette er et studie i grønt og de sjældneste nuancer på farvepaletten: Hvornår smagte du sidst Hietl Rote, Grauer Vöslauer eller Silberweisse? Der er 17 forskellige sorter i Ingrid Groiss glimrende Gemischter Satz fra hendes lokale ‘druesortsmuseum’ i Weinviertel. Navnet er et konglomerat af navnene på tre gamle vinmarker rundt om byen Breitenwaida. Jordbunden er også konglomerat, og smagen mineralsk, urtet og umiskendeligt østrigsk. Sprød, syrerig, fuld af æbler og pærer, af hvæsset le og nyslået hø, af græs og grønne reineclauder. En forårsbebuder, en sommervin.

Selekteret høst, nænsom presning, syv timers skindkontakt og fire måneders lagring på gærresterne. Stokkene stammer fra bedstemoren, størstedelen er plantet omkring 1951. Grüner Veltliner, Riesling, Roter Veltliner, Welschriesling, Müller Thurgau, Chardonnay, Grauburgunder, Weissburgunder, Frühroter Veltliner, Neuburger, Zierfandler, Rotgipfler, Sämling, Hietl Rote, Grauer Vöslauer, Weiße Vöslauer og Silberweiße.

Ingrid Groiss Gemischter Satz Braitenpuechtorff 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Braitenpuechtorff 2019
Vinhus: Ingrid Groiss
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Kalkholdigt konglomerat
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Cappa Vin
Pris: 149,-

Comment

Comment

Birgit Eichinger Grüner Veltliner Ried Lamm 2016

Im wunderschönen Monat Mai må der Grüner Veltliner til, mens alle andre ting også grønnes. Den sandstens- og lehmholdige Lamm lægger år for år druer til nogle af Østrigs bedste Grüner Veltliner-vine, og Birgit Eichingers er ingen undtagelse. Grøn pære, galiamelon og kiwi blander sig med bivoks og runder af med små spor af cypress, basilikum, kørvel og estragon. Fyldig frugt, frisk syre og salt mineralitet, med et fint fenolisk bid og god længde.

15 timers kold udblødning med skallerne, gæring på store træfade og endelig fire måneders lagring på gærresterne i store og små egetræsfade sørger for den særligt cremede tekstur og gode dybde.

Birgit Eichinger Grüner Veltliner Ried Lamm 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Lamm 2016
Vinhus: Birgit Eichinger
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Lehm, løss, sandsten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på store træfade
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Andrup Vin
Pris: 299,-

Comment

Comment

Weingut Meier Riesling Steinwerk 2017

Riesling groet og gæret på granit: Meiers Riesling Steinwerk fra Pfalz. Flintet og petroleumsduftende med markant friskhed og fyldig frugt— fra stram lime og grøn fersken til moden passionsfrugt og orangeskal— og nedenunder en kølig syre og krystallinsk mineralitet, stringent og tør. Druerne stammer fra lehmjorde fulde af forvitret granit. Et par døgns skindkontakt, gæring på 1.110 liters granitkar og tre måneders lagring på gærresterne, afrundet i 2.400 liters Doppelstückfade.

Weingut Meier Riesling Steinwerk 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling Steinwerk 2017
Vinhus: Weingut Meier
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, granit
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
et par dages skindkontakt
Lagring: Granitkar og store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: WineFly
Pris: 150,-

Comment

Comment

Lenikus Wiener Gemischter Satz Erinnerungsgarten 2015

En mindeværdig Wiener Gemischter Satz fra Bioweingut Lenikus. Havskildpadden er en slags æresborger i Wien, hvor den i hine tider havde hjemme i urhavet, hvorfra Nussberg har hævet sig. Erinnerungsgarten er en enkeltmark på særdeles kalkstensholdig jord med gamle stokke af mere end 10 forskellige sorter. Frisk duft af blomster og modne frugter. Æbler, pærer, kvæder og abrikoser i smagen, righoldig og kompleks, med cremet fylde, en ganske let restsødme (3,5 g/L) og mild syre, grøn krydring og mineralsk dybde.

Sorterne er hovedsageligt Grüner Veltliner, Riesling, Weissburgunder, Grauburgunder, Zierfandler, Rotgipfler, Roter Veltliner, Traminer, Neuburger, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Bioweingut Lenikus Wiener Gemischter Satz Erinnerungsgarten 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Erinnerungsgarten 2015
Vinhus: Lenikus
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 14,5%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Warga-Hack Grauburgunder Natural 2016

Struktur, dybde og delikat frugt: 50% stigning i over 500 meters højde gør selv Grauburgunder rank i ryggen og fast i kødet. Jasmin og Rainer Hack driver biodynamisk vinbrug ved Sausal nordligt i Südsteiermark, hvor de højest beliggende og stejleste vinmarker i Østrig befinder sig. Grauburgunder Natural 2016 er efter et døgns skindkontakt gæret og modnet to år på gærresterne i et lokalt Startinfad. I glasset stringent syre og struktur, moden frugt og cremet fylde med stor aromatisk dybde: Fersken, ferskensten, mandel, karamel, malt, saltsyltede citroner og ingefær.

Warga-Hack Grauburgunder Natural 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Grauburgunder Natural 2016
Vinhus: Warga-Hack
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Grauburgunder
Jordbund: Koralkalk, grå skifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Valli Unite Derthona 2018

Æbler, kvæder, blomstrende frugttræer, mandler— med fylde, friskhed og kant. Den gamle piemontesiske sort Timorasso kan vi takket være Walter Massas stædighed stadig smage i dag— og takket være Valli Unite i en rustik men raffineret udgave som denne Derthona. Kort maceration, spontan gæring, flasket ufiltreret. ‘De forenede dale’ er dannet som et kooperativ tilbage i 1970’erne af tre bønder, der var trætte af kulturtab, kemi og pengemænd i maden og vinen. Alternativet: Samarbejde mellem småbønder om traditionelt landbrug, økologisk og biodynamisk dyrkning, og fokus på regionale specialiteter.

Valli Unite Derthona Timorasso 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Derthona 2018
Vinhus: Valli Unite
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Timorasso
Jordbund: Ler, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Azienda Vin
Pris: 175,-

Comment