Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Fornaro Soave Classico Anfora 2016

En af Soaves mange små og spændende producenter er Damiano Fornaro, der i en alder af 25 slog sig ned som vinbonde i 2010. Han søger det maksimale udtryk fra sine fossilrige, kalkholdige jorde og Garganega-druen; og han gør gerne en forskel— for eksempel med vinificering på amforaer. Soave Classico Anfora 2016 er puristisk og mineralsk i stilen. Æterisk duft af citrus, tørrede blomster og benzin; og slank, stringent og syrerig smag af grapefrugt og sagte bitternoter af akaciehonning og friske mandler.

Fornaro Soave Classico Anfora 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Soave Classico Anfora 2016
Vinhus: Fornaro
Område: Veneto
Land: Italien
Druesort: Garganega
Jordbund: Kalkholdig
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Klaus Zimmerling Riesling R 2015

Stille flyder Elben nær Königlicher Weinberg ved Pillnitz i den sydøstlige udkant af Dresden. Skulle man tro, at et tidligere østtysk vinområde som Sachsen ikke kan rivalisere Rheinhessen eller Pfalz, bør man besinde sig med et glas Riesling fra Klaus Zimmerling: Saftig, fuldmoden ferskenfrugt med kølig nerve, ferskensten og litchi, meget lind tekstur og livlig mineralitet; ikke mindst takket være 2015-årgangens lyshav over den sydvendte granitskråning. En elegantier, der kan matche etikettens yndige bronzeskulptur, skabt af hustruen Małgorzata Chodakowska. Sammen har de to forfinet hver sin kunstart siden 1992.

Klaus Zimmerling Riesling R 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling R 2015
Vinhus: Weingut Klaus Zimmerling
Område: Sachsen
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Forvitret granit
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 11,5%
Importør: Vinpusheren
Pris: 149,-

Comment

Comment

Veyder-Malberg Riesling Wachauer Blümchen 2018

En buket blomster fra Wachau, hvor Peter Veyder-Malberg har håndplukket Riesling fra sommeren 2018 og bundet den til Blümchen. Virkeligt velduftende, æterisk og floral, østrigsk krydret. Slank, syrlig, saftig og salt i munden, en ligefrem forfriskning, kan kaste lys over selv en regnvåd mandag i november.

Veyder-Malberg Wachauer Blümchen Riesling 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling Blümchen 2018
Vinhus: Peter Veyder-Malberg
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Gnejs, løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Emidio Pepe Pecorino Colli Aprutini 2015

Pecorino er andet og mere end romersk fåreost eller en gammel italiensk fårerace. Det er også en behagelig mundfuld modne abrikoser med strejf af syrnet smør, bivoks og harpiks. Syren er livlig og en delikat salt note runder af. Emidio Pepe mestrer ikke blot Trebbiano men også den sjældnere sort Pecorino, og fremgangsmåden er da også den samme: Vinen dyrkes opbundet i pergola, som beskytter de sarte grønne druer mod solens stærk lys, så de modner i skyggen og bevarer friskhed og finesse. Mosten trædes fra hele klaser, gæres på cementtanke og flaskes ufiltreret med minimal sulfit.

Emidio Pepe Pecorino 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Pecorino 2015
Vinhus: Emidio Pepe
Område: Abruzzo
Land: Italien
Druesort: Pecorino
Jordbund: Ler, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Cementtanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Österreich Vin
Pris: 425,-

Comment

Comment

Jurtschitsch Grüner Veltliner Ried Dechant 2018

En forfriskende og frugtig Grüner Veltliner fra Alwin og Stefanie Jurtschitsch i Kamptal. Grøn pære, grønne reineclauder, grøn peber, krydderurter, kandiseret citrusskal. Fyldig og mild, gribende syre og mineralsk grundklang. Marken Dechant hilser morgensolen fra sine sydøstvendte terrasser på kalkholdig løss og lehm lige uden for Langenlois. I hine tider var marken i kirkens besiddelse, deraf dekan-navnets hentydning til det kirkelige embede.

Clemens Busch Riesling trocken 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Grüner Veltliner Dechant 2018
Vinhus: Weingut Jurtschitsch
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Sur lie på store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Østjysk Vinforsyning
Pris: 269,-

Comment

Comment

Hofgut Falkenstein Krettnacher Altenberg Spätlese trocken 2017

Knivskarp syre og bentør mineralitet i denne Riesling fra Hofgut Falkenstein i Saar. Krettnacher Altenberg er med sin grå skifer og grønne diabas grobund for gamle vinstokke, som familien Weber med godt gammeldags håndværk vrider rene og klassiske vine ud af— med helklasepresning, spontangæring, minimal svovling og lagring på gamle Fuder-fade. Limesaft, grapefrugtskal, kinin, alt er godt.

Hofgut Falkenstein Krettnacher Altenberg Riesling Spätlese trocken 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Krettnacher Altenberg Spätlese 2017
Vinhus: Hofgut Falkenstein
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Grå skifer, diabas
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Sur lie på store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Jørgensen & Co
Pris: cirka 200,-

Comment