Viewing entries in
Danmark

Comment

Lindely Vingård Nordlys H..vid 2020

Der er grøde i dansk vin for tiden, og år for år forbedres kvaliteten. Nordlys er en sand forårsbebuder fra Lindely Vingård ved Kolding, en af vores største og ældste vingårde. Vinen er stukket sammen af druesorterne Solaris, Mertzling og Johanitter, tre af de særligt egnede til dyrkning i vort kølige nordiske kystklima med lange sommerdage og nætter. Dem fornemmer man i både duft og smag, som er sprød, syrefrisk og fuld af grønne æbler og stikkelsbær, med noter af nyslagen eng, krydrede gærnoter og et lille bitter bid fra rønnebær.

Flaske: Nordlys 2020
Vinhus: Lindely Vingård
Område: Jylland
Land: Danmark
Druesorter: Solaris,
Mertzling, Johanitter
Jordbund: Ler, sand, muld
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltank
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 11,5%
Pris: 149,-

Comment

Comment

Stokkebye Vingård Frank 2020

Stokkebye Vingård sår et frø af forår i sindet med den seneste årgang af deres fine hvidvin Frank, opkladt efter familiens trofaste labrador. Frank 2020 er 100% Solaris, langsommeligt gæret i det kølige vineri i gårdens gamle kornlade og modnet 70% på ståltank og 30% i egetræsfad før flaskning i oktober året efter. Frisk og frejdig med fine grønne noter af hyld, lime og urt, en læskende saftighed, spændstig syre og en sart, kølig nerve. Nok engang grund til at slå fast, at Stokkebye laver forbilledlige vine i vores i øvrigt mere og mere interessante vinland Danmark.

Flaske: Frank 2020
Vinhus: Stokkebye Vingård
Område: Fyn
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltank og træfad
Lagring: Ståltanke og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: 185,-

Comment

Comment

Stokkebye Vingård Stella Mary Pinot Noir Brut Nature 2018

Smuk satsning på lang lagring. Stokkebye Vingård har gjort kometkarriere med deres mousserende vin på Pinot Noir siden debuten i 2017. Flaskerne lå de første år sur lie i kun godt ni måneder, først og fremmest for at kunne frigive noget af den ganske lille produktion. Men familien har i mellemtiden udvidet beplantningerne med Pinot Noir, og fremover kan vi forvente længere lagring og endnu fornemmere bobler som i denne Stella Mary fra de 15% af flaskerne fra 2018, som fik lov at ligge til længere lagring. Det er 100% Pinot Noir, økologisk dyrket og gæret og modnet 50/50 på ståltanke/egetræsfade før andengæring på flaske. 21 måneder med gærresterne i flasken før degorgering den 6. juni i år, frigivet den 1. oktober og simpelthen allerede udsolgt! Men tænk jer til små, fine bobler, en frisk, frugtig smag, ret rund og cremet tekstur med god syre og mild bitterhed. Jordbær, kirsebær, rødmende ferskner, friskbagt brød og strejf af ristede nødder, karamel og eg. Det lover godt for fremtiden!

Flaske: Stella Mary 2018
Vinhus: Stokkebye Vingård
Område: Fyn
Land: Danmark
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
anden gæring på flaske
Lagring: Ståltanke, træfade, flaske
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: 495,-

Comment

Comment

Vexebo Vin Solaris Orange 2018

Et hovedspring ned i appelsiner og abrikoser, kvædete og Earl Grey og så alskens sjove små strejf af havtorn, rønnebærgelé, rabarberkompot, pastinak, selleri og urter. Udfordrende men utroligt underholdende— påfuglefrugt og grævlingetanniner! Tanninstrukturen er nærmest georgisk i vælde, men vinen hænger ganske godt sammen, selvom det vist er orange for de let øvede. Der er vild variation i Vexebos orange Solaris fra år til år, en afspejling af udsvingene i de danske somre; og supersommeren 2018 slår igennem mellem den syrefriske og læskende 2017 og den frugtige og forførende 2019 (se her). To ugers skindkontakt og otte måneders lagring på bundfaldet før flaskning.

Flaske: Solaris Orange 2018
Vinhus: Vexebo Vin
Område: Sjælland
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Ler, sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltank
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Pris: 225,-

Comment

Comment

Stokkebye Vingård Liva 2019

De har gjort det igen! Fynske familien Stokkebyes flotte Solaris Liva står stærkt i årgang 2019. Denne gang er hele molevitten lagret på fade, og det kan smages, men fadet er fornemt integreret med frugten og den syngende syre — som funklende sol gennem grønne blade, der vejrer i vinden: Grønne æbler, sødmefuld lime, en smule sydfrugter og små strejf af hyldetræ, harpiks og karamel, med et saftigt flow og i flot balance. Liva er Solaris fra stokke plantet i 2009 og 2015, økologisk dyrket, spontangæret og fadlagret 11 måneder på fade fra Domaine de Chevalier. Det bedste af den danske sommer, Midsommervisen som drik!

Flaske: Liva 2019
Vinhus: Stokkebye Vingård
Område: Fyn
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: 235,-

Comment

Comment

Vexebo Vin Solaris Orange 2019

Det er dansk, det er dejligt; og dejligt ikke mindst, at man gang på gang kan sige det om en vin. Ved Veksebo på Nordsjælland dyrker Daniel Milan økologiske druer og laver dem til naturvin af høj klasse — så der er sommersol og levende land i hans orange Solaris fra den ret fine årgang 2019. De ti dages skindkontakt afslører sig allerede i næsen, der er dyb duft af kvæde, kandiseret orangeskal og en snert af tørt træværk; et fint greb i munden med raffineret syre og blide tanniner; og så en overraskende saftig mundfuld modne gule pærer, masser af mandarin, syrlige drops, orangeskal og harpiks. Großes Kino!

Flaske: Solaris Orange 2019
Vinhus: Vexebo Vin
Område: Sjælland
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Ler, sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltank
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 10%
Pris: 225,-

Comment