Viewing entries in
Bobler

Comment

Kirsten Riesling Sekt Brut TR

Genial sprødhed, luftig skum, lys syre og mørk mineralitet. Der er en karakteristisk skiferkrydring på spil, som knivskarpt skærer sig gennem de gule æbler, pærer, kvæder og ananas og munder ud i strejf af syltet ingefær, pickles og parmesan og det klassiske pust petroleum. Pivfrisk og meget madvenlig Sekt, som emmer af Mosel med ekkoer fra Champagne; stukket sammen af økologisk og bæredygtigt dyrket Riesling fra den grå skifer på Klüsserather Bruderschaft, årgangene 2018, 2017, 2016 og 2015. Hver årgang er vinificeret med skånsom presning, kort maceration, spontan gæring og naturlig malolaktisk gæring i store kar, før vinen modnes på gamle fade og stikkes sammen til den endelige cuvée og gennemgår derpå klassisk andengæring på flaske, med manuel remuage, degorgeret uden dosage og uden tilsatte sulfitter. Bagmændende er tyske Bernhard Kirsten og danske Tavs Ritzau (TR), som siden 2009 har arbejdet sammen om at lave tør Sekt med forbillede i Champagne, og de må siges at have fundet formlen.

Flaske: Riesling Brut TR
Vinhus: Schlossgut Liebieg
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Grå skifer
Dyrkningsform: Økologisk, bæredygtig
Vinificering: Spontangæret, flaskegæret
Lagring: Store træfade, flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: WineInVein
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Champagne Nicolas Maillart Montchenot 2016

Forunderligt frugtig Champagne, som skummer over af roser, røde æbler, rabarber, rød grapefrugt, ristede hasselnødder og nybagt rugbrød. Fineste bobler, hvirvlende syre, salt mineralitet, elegance og balance. Nicolas Maillart er niende generation på sin families vingård i Ecueil med besiddelser udelukkende på premier og grand crus i Montagne de Reims og stor andel Pinot Noir. Montchenot kommer fra en parcel ved Villers Allerand med kalkholdig ler- og sandjord. 85% Pinot Noir og 15% Pinot Meunier, halvt om halvt gæret på ståltanke og træfade, spontant men uden malolaktisk gæring. Otte måneders modning med gærresterne før blend og tirage, basen er 80% årgang 2016 og 20% reservevin fra 2015. Degorgeret i februar 2020, 4 g/l dosage; men de tekniske detaljer yder den ingenlunde retfærdighed, det her er en poetisk komposition til gane såvel som hjerte.

Flaske: Montchenot 2016
Vinhus: Nicolas Montchenot
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesorter: Pinot Noir, Pinot Meunier
Jordbund: Kalkholdigt ler og sand
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Grower Champagne
Pris: 450,-

Comment

Comment

Sektmanufaktur Harkamp Zero Dosage

Fantastisk Sekt fra Petra og Hannes Harkamp i Sausal i Südsteiermark— man kan andet og mere end stille Sauvignon og Riesling på disse kanter! Fine noter af flint, røg og ristet brød foruden friske æbler og pærer, citrus, honning, hasselnødder og valnødder. Luftigt skum med blide bobler, forfriskende syre, oxidative noter og bentør men behagelig finish. Zero Dosage er et blend af Blauburgunder, Weissburgunder og Chardonnay fra de kalkstensholdige marker Oberburgstall og Flamberg ved St. Nikolai im Sausal. Biodynamisk dyrket, med selektiv håndhøst, skånsom helklasepresning, spontangæring og modning på store og små træfade før andengæringen på flaske. Godt tre år med gærresterne før degorgering. Harkamp gav sig i kast med Winzersekt i 2007, første årgang degorgeredes i 2010, og siden har de udviklet et ganske imponerende sortiment, som foruden Zero Dosage tillige omfatter den yderst interessante Solera Reserve.

Flaske: Zero Dosage
Vinhus: Harkamp
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Pinot Noir, Pinot Blanc,
Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig flysch
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på fad,
andengæring på flaske
Lagring: Tre års flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 350,-

Comment

Comment

Coronica CO due 2018

En lille genistreg— hvad skulle kroatiske Moreno Coronica ellers kalde sin mousserende vin? Etiketten forener snedigt husets logo med den knitrende kuldioxid i vinen CO2, som er Morenos fortolkning af den lokale Malvazija Istarska efter den klassiske metode med andengæring på flaske. Stålsat basisvin, tre år i flaske med gæren før degorgering og kun to gram dosage; og sådan skal den skæres! Frisk duft af milde hvide blomster med små flintede strejf. Livlig og luftig skum med små, sprøde bobler, knusprig syre og delikat smag af saftige æbler og pærer. En smule kærnemælk, ristet brød og milde mandelnoter samt en salt, mineralsk eftersmag. Malvazija er en mageløs sommerdrik, og her bruser den næsten over af friskhed. Istrisk skum af høj klasse.

Flaske: CO due 2018
Vinhus: Coronica
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Rød ler og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på ståltank
Lagring: Flaskelagrig
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Heinrich Oh when the Saints Pet Nat 2021

Oh when the saints go marching in… Bemeldte helgener er Sankt Laurent druer, dyrket biodynamisk på marken Rosenberg på Leithaberg af Gernot og Heike Heinrich, som altid sprudler af idéer; så idéen at bruge den mørke men tyndskallede Sankt Laurent til en blanc de noirs pet nat lå lige for— og den er flot lavet. Håndhøstet først i september, direkte presning af hele klaser, kølig spontan gæring på ståltanke og flaskning efter godt tre uger og færdiggæret på flaske, degorgeret i marts. 6,3 gram syre versus 7,9 gram restsødme og 11 procent alkohol. Fin og luftig skum, flot syre og mild restsødme, med aromatisk rød bærfrugt og blodappelsin, noter af hvid te, vådt hø og hævende fuldkornshvedebrød. En sommerlig improvisation, god pet nat er en kunstform. Det er den svenske saxofonist Mats Gustafsson, som i den østrigske billedkunstner Olaf Ostens gengivelse slår sig løs på etiketten.

Flaske: Oh when the Saints 2021
Vinhus: Heinrich
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Sankt Laurent
Jordbund: Glimmerskifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Kapsel
Alkohol: 11%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Harkamp Völlig Losgelöst Pet Nat 2020

Løssluppen stemning! Der tumler Shropshire-får rundt i Petra og Hannes Harkamps biodynamisk dyrkede vinmarker ved Sausal i Südsteiermark, og fårene har endda forvildet sig ind på etiketterne til parrets naturvinsserie. Med Harkamps forkærlighed for bobler (de fremstiller fremragende Sekt) skal de selvfølgelig have en pet nat på programmet. Som en slags Sturm— den i Steiermark så populære gærende, skummende druemost, der drikkes kort efter høsten— som blot har levet videre i flasken. Sauvignon Blanc, som det hør og bør sig på de kanter; og med en uges skindkontakt, så udtrykket er så forskelligt fra en klassisk Sekt som muligt. Men det skummer lystigt og smager livligt og godt. Lime, grapefrugt, ananas, urter og fine cider-, gær- og nøddenoter; en isotonisk forfriskende og fornøjeligt aromatisk drik.

Flaske: Völlig Losgelöst Pet Nat
Vinhus: Harkamp
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Rød skifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
en uges skindkontakt
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Kapsel
Alkohol: 11,5%
Pris: cirka 150,-

Comment