Viewing entries in
Biodynamik

Comment

Odinstal Riesling Basalt 2019

Rank Riesling fra basaltholdige jorde, en af tre terroir- og jordbunds-specifikke udtryk fra enestående Odinstal i Pfalz. Citrusduftende med blomstrede og urtede indslag, skovmærke, røllike, liljer. Saftig og frisk smag med slank citrus- og stenfrugt, flot balanceret, bentør og mineralsk. Druerne dyrkes alle biodynamisk, både på sedimentære sandsten (Bundsandstein) og kalksten (Muschelkalk) og som her på basalt fra den for længst udslukte vulkan Pechsteinkopf. Odinstal er unik og deres vine altid en messe værd.

Flaske: Riesling Basalt 2019
Vinhus: Odinstal
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Basalt
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Simply Grapes
Pris: 252,-

Comment

Comment

Loimer Gumpoldskirchen Grosse Reserve Blanc de Noirs Brut Nature 2016

Smygende, symfonisk Sekt fra Fred Loimer, som ikke efterlader meget tilbage at ønske. Det er ren Pinot Noir fra hans besiddelser ved Gumpoldskirchen i den solrige Thermenregion syd for Wien, og det er så kompetent komponeret, at selv de stædigste Champagne-purister skulle kunne være med. Fint frugtig duft med friske røde æbler, liflige røde sommerbær, strejf af havrekiks og mildt røgede noter. Luftig skum i munden med de sprødeste små bobler, rensende syre og et smukt spil af røde bær, blodappelsin og rød grape, en mild mandelbitterhed og let salt afslutning. Fuldfed flygelklang i d-dur! Opskriften er enkel men krævende: Dyrk Pinot Noir biodynamisk på kalkholdige marker som Schwaben og Hausberg, pluk kun de bedste klaser og pres dem nænsomt, og gær mosten på store træfade, hvor den skal modne knapt et år på gærresterne. Gær så igen på flaske, og lad vinen modne mindst 44 måneder inden degorgering, og fyld kun efter med samme vin.

Flaske: Gumpoldskirchen Grosse Reserve 2016
Vinhus: Fred Loimer
Område: Thermenregion
Land: Østrig
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Små træfade, flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Österreich Vin
Pris: 325,-

Comment

Comment

Konni & Evi Silvaner 2018

Det lysner i øst med saftig Silvaner fra Saale-Unstrut, Tysklands nordligste område for kvalitetsvin. Den skal man ellers ofte spejde længe efter her, men hos det unge par Konrad Buddrus og Eva-Maria Wehner (Konni und Evi) er den i vinkel. De dyrker gamle stokke på stejle marker, som de har erhvervet for en slik— den første købt over eBay! — og dyrker biodynamisk og med stor ildhu. Dernæst naturnær vinificering (vi taler virkeligt garage-vineri) med lang lagring på gæren, ingen filtrering og helst ingen sulfit. Silvaneren her stammer fra markerne Karsdorfer Ziegental, Freyburger Schweigenberg og Steigrarer Hahneberg, og den er herligt læskende med morgendug, mild gul frugt (æble, pære, mispel) og stilfærdigt sprællende syre.

Flaske: Silvaner 2018
Vinhus: Konni & Evi
Område: Saale-Unstrut
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 10%
Importør: Lieu-dit
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Herbert Zillinger Grüner Veltliner Hirschenreyn 2020

Nok er Weinviertel Østrigs største vinregion og grobund for godt halvdelen af landets hoveddrue Grüner Veltliner, men opmærksomheden rettes som regel og med god grund mere mod Donauområdet. Det kan Herbert Zillinger måske afhjælpe, for i de seneste år har han perfektioneret sit håndværk og laver nu yderst trofaste terroirvine med sjælden substans og pikant friskhed. Vejen dertil har været en omlægning til biodynamisk dyrkning og en mindre teknisk tilgang i kælderen. Til gengæld smager hans vine af god, gammeldags Grüner Veltliner med både kølig og krydret nerve. Hirschenreyn er hans højest beliggende mark, vindblæst og nordvendt men med det dybe lag løss, som gør GV så godt. Syrefrisk og saftig med spændstig grøn og gul frugt, lime, yuzu, grønne reineclauder og fersken, meget stoflig og mineralsk med noter af lakridspulver og urtesalt.

Flaske: Hirschenreyn 2020
Vinhus: Herbert Zillinger
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, lehm
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Bichel
Pris: cirka 200,-
(ikke p.t. i sortiment)

Comment

Comment

Riffault Sancerre Saulétas 2012

Riffault retrouvé, og splitte mine bramsejl, hvor de kan udvikle sig storslået! Her er skarp lud til skurvede hoveder, som stadig måtte mene, at naturvin ikke kan holde sig. Saulétas, solopgangen, stammer fra gamle stokke på en mark med Kimmerigde kalksten, og druerne er høstet ved høj modenhed og med en del botrytis. Æterisk snude, pikant sursød i munden og fuld af moden gul frugt, abrikos, kvæde og grapefrugtskal, rå hyldeblomstsaft, citrongræssirup og et snip salt. Smager endnu ungt men har en dybde af noget aldrende.

Flaske: Saulétas 2012
Vinhus: Sebastien Riffault
Område: Sancerre
Land: Frankrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Mergel, kalsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Rosforth & Rosforth
Pris: 276,-

Comment

Comment

Johannes Trapl Uni6 2019

Seriøs østrigsk rosé til alle uanset kønsidentitet. Uni6 spankulerer et spændende sted i grænselandet mellem en mørk rosé, en lys rød og en pet nat— med en sprød og let prikkende saft af hindbær, kirsebær og granatæble og fine noter af viol, ruskind og krydderier. Kækt møde mellem Blaufränkisch og Sankt Laurent. Druer, hænder, fødder og fade, mere skal der ikke til for at lave god vin ifølge Johannes Trapl, som tror på enkelhed som kongevejen til kulinarisk og terroirtro vin. Efter han overtog familiens vinhus i Stixneusiedl i Carnuntum i 2000 har Hannes omlagt til først økologisk og siden biodynamisk drift og er gået mere og mere i retning af at bruge mindre og mindre sulfit og andet skidt— til glæde for ganen og den ganske natur.

Flaske: Uni6 2019
Vinhus: Johannes Trapl
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesorter: Blaufränkisch,
Sankt Laurent
Jordbund: Løss, lehm, grus, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 10,5%
Importør: Cru Vin
Pris: cirka 150,-
(ikke p.t. i sortiment)

Comment