Viewing entries in
Biodynamik

Comment

Fred Loimer Riesling Heiligenstein 2018

“Oprindelsen former vinen. Og intet får oprindelsen til at skinne igennem som biodynamisk dyrkning. Det er vores overbevisning.” — Fred Loimer. Og lad os tilføje, at den udbredte overbevisning, at biodynamik kan sikre en bedre balance i vinen også synes at holde stik — for Loimers Riesling Heiligenstein fremstår ligevægtig, elegant og forfinet i den solrige og varme årgang 2018. En mild duft af blomster og urter følges op af en saftig citrussmag og en lethed og luftighed, der næsten får syren til at gå ubemærket hen. Krystalklar mineralitet og lavmælt kompleksitet— litchi, fersken, passionsfrugt og stenbrud. Høstet den 18. september 2020, helklasepresset og med et døgns skindkontakt. Gæret på ståltanke og modnet ti måneder på gærresterne, siden ti måneder på store træfade. Naturlig sedimentering, flasket ufiltreret i juni 2020.

Fred Loimer Riesling Ried Heiligenstein 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Heiligenstein 2018
Vinhus: Fred Loimer
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten, konglomerat
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich / Vinova
Pris: cirka 400,-
(p.t. ikke i sortiment)

Comment

Comment

Sepp Moser Sauvignon Blanc Diagonal 2018

Går dagene på hæld, må vinene gøre ligeså; og Diagonal lyser op i mørket, det er strålende Sauvignon på sned. Niki Moser lod i 2016 sin datter Kathi eksperimentere med en halv hektar Sauvignon, og hun dannede hurtigt skole med sin skæve tilgang, som de har fastholdt siden: Kort skindkontakt, fadgæring (inklusiv malolaktisk) og lang lagring på gærresterne, og ingen klaring, filtrering eller svovling. Så er der til gengæld: Hyldeblomster, skumfiduser, kvæder, ananas, urter og kinin, svævende syre, flot fylde og mineralsk krydring. Sjov vinkling af Sauvignon.

Sepp Moser Sauvignon Diagonal 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Diagonal 2018
Vinhus: Sepp Moser
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Sauvginon Blanc
Jordbund: Løss, konglomerat
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
kort skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vinotheket
(ikke i sortiment)
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Birgit Braunstein Blaufränkisch Magna Mater 2010

Birgit Braunstein er en mesterinde i Blaufränkisch. Biodynamisk dyrkning er udgangspunktet, og en underliggende interesse i lokalhistorik og gamle vinifikationsteknikker fik hende i 2009 til at forsøge at fermentere vinen i amforaer nedgravet i baghaven— med mulig inspiration fra de keltere, der dyrkede vin i området årtusinder tilbage. Druerne er fra markerne Heide og Glaubarinza, gærer godt otte måneder med skallerne under jorden for så at modne to år på gamle træfade i kælderen. Flasket uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter — og fuldstændigt ren i enhver forstand. 2010 er både livlig og moden, ungdommelig og gammelklog. Sitrende syre, smidige tanniner, mørkt stof fra det underjordiske og strålende sol fra oven: Saftige skovbær, blå blommer, svesker, urter, orangeskal og oolong the. Se mere her.

Birgit Braunstein Blaufränkisch Magna Mater 2010 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Magna Mater 2010
Vinhus: Birgit Braunstein
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Lehm, ler og kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Mr. Ruby
Pris: cirka 400,-
(ikke i sortiment)

Comment

Comment

Hirsch Riesling Ried Gaisberg 2019

Gaisberg er fyrig frugt og stenet mineralitet, og i Johannes Hirschs hænder forvandles det til intense, fokuserede og stoflige vine. Ikke mindst i Rieslingen fra den nyligt frigivne og fornemme 2019: Nydelig næse med hvide blomster, stenfrugter og salvie. Kølig krystallinsk sprødhed på tungen, stimulerende syre, fint stoflig, først sagte og så tydeligt klingende, limesaft, modne stenfrugter, salt— som varm morgensol over et med rimfrost dækket landskab. Gaisberg ligger lige foran Hirschs vinhus, et sydøstvendt højdedrag med gnejs og glimmerskifer, Riesling top terroir.

Hirsch Riesling Ried Gaisberg 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling Gaisberg 2019
Vinhus: Weingut Hirsch
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Gnejs, glimmerskifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Atomwine
Pris: 299,-
(tilbudspris 199,-)

Comment

Comment

Domaine Bruno Clavelier Bourgogne Aligoté Vieilles Vignes 2018

“Vinmageren er til for at hjælpe planten med at finde sine råstoffer, for at tilskynde den til at udforske sine omgivelser. Det er vekselvirkningen mellem planten, jorden og lyset, der er vingårdens røde tråd, som væves over vækstsæsonen, og som overføres i druen og dens særlige smag.” — Bruno Clavelier om at indfange tid og sted i sine vine. Det gælder også for hans fornemme Aligoté: Vinstokkene er henved hundrede år gamle, det var oldefaren, som plantede den massale selektion i 1921, de har aldrig været dyrket ‘konventionelt’, og siden årtusindeskiftet er de dyrket biodynamisk; og vinificeret minimalistisk men med stor pertentlighed. 2018 er saftig, sirlig og frisk i munden med en spændstig syre og eminent balance. Den bevæger sig stilfærdigt fra fine noter af ananas over ingefær og kaffir limeblade til solbær og mynte, hele strækningen ledsaget af limesaft og kærnemælk og en kalket mineralitet. En intens, rank og læskende fornøjelse!

Bruno Clavelier Bourgogne Aligoté Vieilles Vignes 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Bourgogne Aligoté 2018
Vinhus: Bruno Clavelier
Område: Bourgogne
Land: Frankrig
Druesort: Aligoté
Jordbund: Kalkholdig ler og lehm
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: WineInVein
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Albert Boxler Edelzwicker Réserve 2018

Tiderne skifter! Engang var Zwicker en udbredt blandingsvin af druer som Silvaner og Chasselas, mens den ædlere Edelzwicker var forbeholdt noblere sorter som Riesling, Gewurztraminer og Pinot Gris. I dag er alle Alsaces sorter tilladt i blandingen, og den gamle vintype vinder indpas igen efter mange år i skyggen af sortsrene vine. Jean Boxler brillerer med begge typer. Hans Edelzwickers er udvalgt fra forskellige (ofte Grand Cru) marker, og sammensætningen varierer fra år til år. Man mærker fylden fra den solrige årgang 2018; og ellers klassiske Alsace-dyder som delikat tørhed, læskende frugt og krydret charme— hvide blomster, modne æbler, pærer, honningmelon og litchi.

Albert Boxler Edelzwicker Réserve 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Edelzwicker Réserve 2018
Vinhus: Albert Boxler
Område: Alsace
Land: Frankrig
Druesorter: Riesling, Pinot Gris,
Pinot Blanc, Auxerrois
Jordbund: Granit, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Bichel
Pris: 170,-

Comment