Viewing entries in
Østrig

Comment

Schödl Pét Naturel 2022

Der er luftig skum og knitrende bobler for fuld musik i søskendeflokken Schödls læskende pétillant naturel på Grüner Veltliner, Riesling og Weissburgunder høstet fra Blumenthal og Loidesthal i Weinviertel.Sprød og saftig pære, knusprige grønne druer, moden citrus og noter af nyslået græs og friske urter, med al en pet nats ufortrødne livlighed og en mere seriøs mousserendes smidige struktur og perlage. Lys, let og mineralsk, som skabt til midsommeraftner og alt det, der ligner.

Flaske: Pét Naturel 2022
Vinhus: Schödl
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesorter: Grüner Veltliner,
Riesling, Weissburgunder
Jordbund: Kalkholdig lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Kapsel
Alkohol: 12%
Importør: Høtoft
Pris: 205,-

Comment

Comment

Fred Loimer Grüner Veltliner Ried Loiserberg 2017

Glimrende græsset Grüner Veltliner fra marken Loiserberg, mesterligt fortolket af selveste Fred Loimer. Mens den nyligt frigivne årgang 2021 er fuld af grønne reineclauder, mango og papaya, friskfrugtig med flot fylde og stor saftighed og en frisk urtethed, som spirer frem i baggrunden, så rykker urterne frem i forreste række i den flot modnede årgang 2017. Cremet tekstur righoldigt rustet med solvarme krydderurter, nyslået hø og et hint af ensilage, sort te, den eksotiske hvide peber og en let salt svirp til sidst. Stor og seriøs Grüner Veltliner.

Loiserberg ligger lige vest for hans hjem i Langenlois og dækker hele 50 hektarer. Loimer ejer omtrent 10 med Grüner Veltliner på denne terrasserede vinmark, der rejser sig fra 250 til 380 meters højde. Jordbunden er stenet og består foruden et tyndt toplag løss hovedsageligt af paragnejs, glimmerskifer og amfibolit. Dens sydvendte skråning samler sol og varme om dagen, mens højden og vinde fra nord betyder kølige nætter. Perfekte betingelser for langsommelig men fuld modning af Riesling såvel som Grüner Veltliner.

Flaske: Ried Loiserberg 2017
Vinhus: Loimer
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Gnejs, glimmerskifer, amfibolit
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Vinova / Österreich Vin
Pris: 225,-

Comment

Comment

Schödl Grün Grün Grüner Veltliner In Natura 2022

Saft til sommeraftnerne, skænket af søskendeflokken Mathias, Viktoria and Leonhard Schödl fra Loidesthal i Weinviertel. De skaffer os her en Grüner Veltliner på ganen i dens grønnere og mere krydrede, mineralske klædedragt, dyrket efter økologiske og biodynamiske principper på marken Kreuthern, som karakteristeres af kalkholdig lehm og løss— rent guf for Grüner Veltliner. Frisk og frugtig duft, mildt røget og delikat krydret. Sprød og slank i munden med masser af saftig pære og et pikant skud salt og peber, isotonisk læskedrik til folket.Håndhøstet midt i oktober, afstilket og presset efter et døgn med skallerne, gæret på store egetræsfade. Ti måneder med gærresterne, minimalt med sulfit, flasket uklaret og ufiltreret, men hvor står den skarpt.

Flaske: Grün Grün Grüner Veltliner 2022
Vinhus: Schödl
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdig lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Høtoft
Pris: 185,-

Comment

Comment

Birgit Braunstein Blaufränkisch Ried Thenau 2012

Righoldig Riesling med duft af hvide blomster, akaciehonning og galiamelon og smag af modne kerne- og stenfrugter. Flot fylde og en smidig syre danser sig gennem dens tætte stof og milde frugtsødme. Super charmerende og ikke uden seriøse miner, der er dybere, mere krydrede lag, som lægger op til længere tids flaskemodning. Druerne er dyrket på marken Laškovec ved Okić i området Plešivica vest for Zagreb, hvor de solrige dage og kølige nætter giver perfekt modnede, sursøde druer. Et par dages kold maceration før spontangæring på store træfade og et års modning med gærresterne.

Flaske: Ried Thenau 2012
Vinhus: Birgit Braunstein
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Mr. Ruby
Pris: 399,-

Comment

Comment

Bründlmayer Riesling Ried Heiligenstein 2021

Saftig charme, luftig lethed og krystallinsk kølighed i Bründlmayers bedårende Riesling fra Heiligenstein i den allerede helgenkårede årgang 2021. Det her er sublimt stof at safte sig ned i, mens man venter på den mørkere og mere komplekse Alte Reben. Brise af hvide forårsblomster og nåleskov, en strøm af koldt kildevand med dråber af fast ferskenkød og liflig citrus, spændstig syre fint vævet sammen med en flintet mineralitet, milde noter af mandler, bivoks og røgsalt. Stilfærdigt storslået vin helt i vater!

Flaske: Riesling Heiligenstein 2021
Vinhus: Bründlmayer
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Konglomerat, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Jysk Vin
Pris: 329,-

Comment

Comment

Christian Tschida Himmel auf Erden Rosé 2020

Himmel og jord går i et i Alfred Hrdlickas raderinger og i Christian Tschidas altid elskelige rosé, som er lys og mørk, har friskhed og lethed, dybde og kompleksitet. Cabernet Franc er langt fra hverdagskost i Østrig, men Tschida tryller med den, tilsat en smule Blaufränkisch i årgang 2020. Druerne er dyrket økologisk på markerne Edelgraben og Thenau ved Purbach nær Neusiedlersee, kalk, kisel og skifer. Høstet manuelt og spontangæret og modnet på gærresterne i store Stockingerfade. Flasket uden hverken det ene eller det andet, så forvent en sprællevende og syrefrisk saft af rød grape, blodappelsin, tranebær, ribs og hindbær, indestængt henrykkelse og forårskuller.

Flaske: Himmel auf Erden Rosé 2020
Vinhus: Christian Tschida
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesorter: Cabernet Franc, Blaufränkisch
Jordbund: Sand, kisel, kalksten, skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 265,-

Comment