Viewing entries in
Østrig

Comment

Geyerhof Riesling Ried Kirchensteig 2019

Kirkestien hedder marken, og den kære familien Mayer på Geyerhof holder også vinen derfra på dydens smalle sti: Modne gule stenfrugter og stikkelsbær, saftspændt og stramt struktureret men med mild blødhed og mørk mineralsk dybde. Åstedet er en sydvestvendt skråning syd for landsbyen Oberfucha, med lys metamorfisk granulit under et tyndt lag muld, beliggende i 230-260 meters højde. Dyrket økologisk som det naturligste i verden, Geyerhof har været certificeret siden 1988. Håndhøst først i november, helklasepresning og spontangæring på ståltanke, modnet halvandet år på gærresterne. Klassisk Kremstal Riesling.

Flaske: Kirchensteig 2019
Vinhus: Geyerhof
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, granulit
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: ViniPortugal
Pris: 245,-

Comment

Comment

Veyder-Malberg Grüner Veltliner Weissenkirchner Ried Weitenberg 2019

Glimrende Grüner Veltliner fra Wachaus verdensmest i mineralitet og raffinement, Peter Veyder-Malberg. Weitenberg er en terraseret vinmark ved Weissenkirchen midt i Wachau, en stejl sydvendt skråning bag byen på lehm, gnejs og glimmerskifer. Her dyrker Peter gamle stokke af en massal selektion af kloner med løsere klaser og mindre druer, der høstes høstes ved høj modenhed men helt og aldeles uden ædelråd. Langsom helklasepresning, gæret og modnet et år på store, gamle Stockinger fade. Stilsikkert Veyder-Malbergsk saft med koncentration og kompleksitet men uden flomme og unødig ornamentering. Fløjlsblødt stof med silkeagtig lethed, moden grøn pære, kiwi, fersken og ananas, med citrusfrisk syre og små strejf af pollen, hvid peber, kommen, stenmel og solskin.

Flaske: Weitenberg 2019
Vinhus: Veyder-Malberg
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Gnejs, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Österreich Vin
Pris: 495,-

Comment

Comment

Weingut Herbert Zillinger Toast Hawaii Weiss 2020

Toast Hawaii for voksne, og her kan veganere, glutenallergikere og folk med god smag faktisk være med! Herbert Zillinger har pakket sydfrugterne i et blend af Sauvignon og Traminer med skånsom skindfermentering og et års modning på gærresterne i betonæg — og det dælme gur! Det dufter og smager af saftig, frisk og fuldmoden ananas, ingen dåser her, og den lange modning sur lies har givet dybe briochenoter, så associationen til den berygtede toast er ikke helt hen i vejret. Sauvignon og Traminer komplementerer hinanden flot, så der er komplekse aromaer af ananas, fersken og citrus, mundvandsdrivende syre og en dejligt tæt tekstur og tørt finish. Sjov og seriøs saft, som nemt ryger ned i en fart; men hvis ikke, åbner den faktisk ganske meget op for mere skæg og spas efter nogle timer.

Flaske: Toast Hawaii 2020
Vinhus: Herbert Zillinger
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesorter: Sauvignon Blanc,
Roter Traminer
Jordbund: Løss, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
to ugers skindkontakt
Lagring: Betonæg
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12%
Importør: Bichel Vine
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Weingut Tement Ried Zieregg Vinothek Reserve 2018

Skal der Sauvignon i glasset, skænkes der sjældent mere storslået af slagsen end Zieregg fra familien Tement i Südsteiermark. Vinotheksreserve 2018 har superb struktur, tekstur og kompleksitet, “en vin til evigheden”, som familien selv beskriver den. Selvom det nærmest er helligbrøde at tage forsmag på evigheden allerede, så frister den med liflig fersken, passionsfrugt og moden mango, dugfriske grønne urter, våd skovbund, sten, sydesalt og en syre så spændt som Apollos gyldne bue. Knivskarp balance og betagende længde. Druerne stammer fra parcellen Weisse Wand på den stærkt skrånende, sydvendte Zieregg, og vinen lagrer 30 måneder sur lie i store træfade før flaskning. Fabelhaft!

Flaske: Zieregg Vinothek Reserve 2018
Vinhus: Tement
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Philipson Wine
Pris: cirka 750,-

Comment

Comment

Markus Huber Metamorphosis 2020

Unoder eller nye nuancer fra Markus Huber i Traisental: Orange Grüner Veltliner på lertøjsflaske, og det er en yderst fornøjelig og forfriskende vin… fuld af forårsblomster, friske stenfrugter, kandiseret citrus, akaciehonning, enghø og hvid peber. Genkendelig Grüner Veltliner og alligevel ikke. Huber på hjemmebane og alligevel ikke. Måske ikke en fuldstændig forvandling som fra larve til sommerfugl men i det mindste et mindre hamskifte, der klæder Hubers sortiment. Druerne kommer fra gamle stokke på Alte Setzen og gæres på betonæg med hele tre måneders skindkontakt; men den er stadig frugtig og ganske let tilgængelig, et rigtigt godt glas. 

Flaske: Metamorphosis
Vinhus: Markus Huber
Område: Traisental
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, konglomerat
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Betonæg
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Supervin
Pris: 350,-

Comment

Comment

Sattlerhof Sauvignon Blanc Ried Kapellenweingarten 2019

Smuk Sauvignon fra Sattlerhofs højest beliggende mark Kapellenweingarten. Forfriskende frugtig duft med mildt røgede, gærede noter. Sprøde, saftige stikkelsbær i smagen, syrefrisk nerve, en smule passionsfrugt og grapefrugt og delikat krydrede noter, korianderfrø, hvide peberkorn, hyldeblomstsalt. Svævende saft, enormt appetitlig. Beplantningerne på Kapellenbergs sandede, grusede skråninger i 550 meters højde stammer fra 2014, og marken indgår således (endnu ikke) i STKs officielle klassifikation. Kvaliteten er der dog ikke en finger at sætte på, arketypisk Sauvignon fra Steiermark er det.

Flaske: Kapellenweingarten 2019
Vinhus: Sattlerhof
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Sand, grus
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sigurd Müller Vin
Pris: cirka 300,-

Comment