Viewing entries in
Østrig

Comment

Weingut Bründlmayer Grüner Veltliner Ried Spiegel Vincent 2018

Frisk, fyrig og intens Grüner Veltliner fra Vincent Bründlmayers hånd, med en velsignet håndsrækning fra de favorable vejrforhold i 2018: Frisk stenfrugtsduft med en smule vilde urter, pibetobak og nåleskovsnoter. Sirlig og stringent syre vibrerer gennem en fuldmoden frugt, citrus, fersken og abrikos, med mandler, hasselnødder, karamel og krydderier i eftersmagen. Vincent går efter en mere burgundisk stil, som stadig er atletisk og slank i udtrykket og har Grüners klassisk krydrede signatur og en salt mineralitet, som må tilskrives terroiret. Spiegel ligger lige syd for Langenlois og er en østsydøstvendt hvælving, som spejler sig mod solen. Bründlmayers gamle stokke står her grundigt rodfæstet i dyb, kalkholdig løss, superb til Grüner Veltliner. Et herligt svirp på tungen nu, egner sig eminent til mad og til ti år i kælderen.

Flaske: Ried Spiegel Vincent 2018
Vinhus: Bründlmayer
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Jysk Vin
Pris: cirka 400,-

Comment

Comment

Diwald Riesling Ried Goldberg 2019

Den ene af Martin Diwalds Goldberg-variationer, fuldmoden Riesling fra den lune og tørre 2019-årgang. Syrlig citrus, saftige gule blommer, ananas, endda en smule banan, blød i munden men med højstemt syre og klassisk østrigsk krydderi. Et studie i koncentration, balance og længde. Goldberg ved Grossriedenthal er en blid sydvendt skråning med et tykt lag løss, som sikkert bidrager til de runde former og den fine krydring i vinen. Hans og Paula Diwald var enestående pionerskikkelser, da de lagde om til økologisk vinbrug allerede i 1976, og i dag fører sønnen Martin faklen videre med stor indlevelse og virkelyst.

Flaske: Riesling Goldberg 2019
Vinhus: Martin Diwald
Område: Wagram
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Jurtschitsch Ried Heiligenstein Riesling Alte Reben 2019

Alt harmonerer her, druesorten, vinmarken, vinmageren og årgangen, alle arbejder de sammen om denne vidunderlig vin — Alwin og Stefanie Jurtschitschs elegante forarbejdning af Riesling fra gamle vinstokke på Heiligensteins sandsten anno 2019. Saftspændt og syrligt vibrerer den mellem moden frugt og stenet mineralitet, grønne reineclauder, grapefrugt og lime, foruden flint, salt og røgelse. Ret meget renere og bedre bliver knastør Riesling ikke!

Flaske: Heiligenstein Alte Reben 2019
Vinhus: Jurtschitsch
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Østjysk Vinforsyning
Pris: 299,-

Comment

Comment

Claus Preisinger Kalkundkiesel 2020

Smuk saft fra kalk og kisel, først filtreret gennem Grüner Veltliner-, Weissburgunder- og Chardonnay-stokke, så ganske ufiltreret flasket af Claus Preisinger. Man kan næsten mærke solen over Burgenland med små strejf af pære, fersken, grapefrugt og urt, men først og fremmest slås man af den smidige struktur og en behagelig blødhed— forfriskende som koldt ferskvand og salt som havvand. Det kommer sikkert fra terroiret, marker ved Neusiedlersee præget af kalksten og kiselgrus, resten fra en smule skindkontakt og lagring på gærresterne. Uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter.

Flaske: Kalkundkiesel 2020
Vinhus: Claus Preisinger
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesorter: Weissburgunder,
Grüner Veltliner, Chardonnay
Jordbund: Lehm, kalksten, grus
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade, amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 185,-

Comment

Comment

Bernhard Ott Grüner Veltliner Ried Rosenberg 2018

Den højt beliggende Rosenberg er Wagrams vel nok berømteste enkeltmark. Den let hvælvede, sydvendte skråning ligger på et tykt lag løss, som med sine mange mineraler, kalk og gode vandforsyning er særligt velegnet til rige Grüner Veltlinere — som Bernhard Otts: 2018 dufter diskret og er ret kompakt i betrækket men åbner så op for modne pærer, litchi og mango, med små strejf af flormelis, hvid peber, nyslået hø og tørrede blomster. En ung og strukturbetonet vin med smidig syre, fint tørstof og en let bitternote i finishen, meget madvenlig, som den madglade Ott også gerne understreger. Marken Rosenberg er holdt hans far i 1961, og de fleste stokke stammer stadig fra beplantningen i 1956. Druerne holdes sunde gennem biodynamisk dyrkning og nøjsomt arbejde i marken; mens vinen spontangæres på ståltanke og modnes langsomt på gærresterne i store træfade.

Flaske: Rosenberg 2018
Vinhus: Bernhard Ott
Område: Wagram
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Atomwine
Pris: 350,-

Comment

Comment

Weingut Dorli Muhr Samt & Seide Blaufränkisch Prellenkirchen 2017

Fløjl og silke er stadig et velvalgt navn til Dorli Muhrs vin fra de yngre stokke på Spitzerberg ved Prellenkirchen i det østligste Carnuntum— for det er fint vævet stof med saftig bærfrugt, svævende syre og plystanniner, riflet med skovjordbær, blåbær, brombær og kirsebær, kandiserede violer, kanel og tobak. Carnuntum er et ret så tørt terroir, men selvom 2017 var en meget varm og solrig sommer, er der stadig friskhed og lethed her, omend ikke samme saftighed og urtekrydring som så ofte før. Druerne er dyrket økologisk og høstet fra godt 20 parceller på sydsiden af Spitzerberg, spontangæret med en smule af stilkene og modnet godt to år på store træfade før flaskning. Den kan med fordel dekanteres, folder sig først for alvor ud efter flere timers luft.

Dorli Muhr Samt & Seide Blaufränkisch Prellenkirchen 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Samt & Seide 2017
Vinhus: Dorli Muhr
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Sand, silt, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Victoria Vine
Pris: 199,-

Comment