Viewing entries in
Østrig

Comment

Weingut Christ Ried Wiesthalen Wiener Gemischter Satz 2018

Wiesthalen er en af Wiens ældste vinmarker, og Rainer Christ fremstår igen som en værdig forvalter med sin Wiener Gemischter Satz årgang 2018. Spændende duft af grøn stenfrugt, græskarkerner og et hint af hørfrø. Ren, rund og smidig i munden med pæn syre og en delikat krydring, grøn fersken, mango, græs, urter, løvstikke og røllike. Wiesthalen står stadig som enkeltstående Stockkultur, og der er tale om ældre stokke af Grüner Veltliner, Riesling, Chardonnay, Weissburgunder og Welschriesling m.fl. Charmerende vin.

Weingut Christ Wiener Gemischter Satz Ried Wiesthalen 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Wiesthalen WGS 2018
Vinhus: Weingut Christ
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Sandsten, kalksten, løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Birgit Braunstein Blaufränkisch Magna Mater 2010

Birgit Braunstein er en mesterinde i Blaufränkisch. Biodynamisk dyrkning er udgangspunktet, og en underliggende interesse i lokalhistorik og gamle vinifikationsteknikker fik hende i 2009 til at forsøge at fermentere vinen i amforaer nedgravet i baghaven— med mulig inspiration fra de keltere, der dyrkede vin i området årtusinder tilbage. Druerne er fra markerne Heide og Glaubarinza, gærer godt otte måneder med skallerne under jorden for så at modne to år på gamle træfade i kælderen. Flasket uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter — og fuldstændigt ren i enhver forstand. 2010 er både livlig og moden, ungdommelig og gammelklog. Sitrende syre, smidige tanniner, mørkt stof fra det underjordiske og strålende sol fra oven: Saftige skovbær, blå blommer, svesker, urter, orangeskal og oolong the. Se mere her.

Birgit Braunstein Blaufränkisch Magna Mater 2010 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Magna Mater 2010
Vinhus: Birgit Braunstein
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Lehm, ler og kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Mr. Ruby
Pris: cirka 400,-
(ikke i sortiment)

Comment

Comment

Hirsch Riesling Ried Gaisberg 2019

Gaisberg er fyrig frugt og stenet mineralitet, og i Johannes Hirschs hænder forvandles det til intense, fokuserede og stoflige vine. Ikke mindst i Rieslingen fra den nyligt frigivne og fornemme 2019: Nydelig næse med hvide blomster, stenfrugter og salvie. Kølig krystallinsk sprødhed på tungen, stimulerende syre, fint stoflig, først sagte og så tydeligt klingende, limesaft, modne stenfrugter, salt— som varm morgensol over et med rimfrost dækket landskab. Gaisberg ligger lige foran Hirschs vinhus, et sydøstvendt højdedrag med gnejs og glimmerskifer, Riesling top terroir.

Hirsch Riesling Ried Gaisberg 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling Gaisberg 2019
Vinhus: Weingut Hirsch
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Gnejs, glimmerskifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Atomwine
Pris: 299,-
(tilbudspris 199,-)

Comment

Comment

Winzerhof Landauer-Gisperg Amphore 2015

Tilbage til dengang, der var tider til: Familien Landauer-Gisperg vil give os et indblik i gamle traditioner i deres fine amfora-vine fra Thermenregion i Østrig. Et blend af lokale sorter gæret i nedgravede amforaer skal give fornemmelse for fortidens livsformer, som de også er udtrykt på Bayeux-tapetet, der pryder etiketten; og vinen er både rustik og raffineret— en flot struktureret orangevin med aromaer af orangeskal, abrikoser, bivoks og harpiks, fin syre og et fast tanningreb.

Winzerhof Landauer-Gisperg Amphore Weiss 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Amphore 2015
Vinhus: Landauer-Gisperg
Område: Thermenregion
Land: Østrig
Druesorter: Rotgipfler,
Zierfandler, Weissburgunder
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
ni måneders maceration
Lagring: Amfora
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Schloss Gobelsburg Grüner Veltliner Ried Grub 2019

Grub kan godt gå hen og blive glemt i selskab med sine højt besungne nabomarker Gaisberg og Heiligenstein, men ret beset er den smørhullet mellem de to og et glimrende Grüner Veltliner terroir: En sydvendt hulning på sandsten, lehm og løss, som både Johannes Hirsch og Michael Moosbrugger brygger til krydrede, mineralske vine. Gobelsburgs Grub 2019 er gule mirabeller og blommer, modne citrusfrugter og pikante noter af pinje, nåleskov, pibetobak og peber— først tilbageholdende, så mere ligefrem i fremtoningen, slank og elegant med en livlig syre. En klassisk og stilig Grüner Veltliner.

Schloss Gobelsburg Grüner Veltliner Ried Grub 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Grub 2019
Vinhus: Schloss Gobelsburg
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, lehm, kalksten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Bichel Vine
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Weninger Blaufränkisch 2017

Franz Weninger fortjener Nobels vinpris for sin basisvin på Blaufränkisch, for sjældent får man mere for pengene end her: Det er intet mindre end en fremragende formidling af både sorten, oprindelsen og den biodynamiske balancetanke— og så er det bare et svært saftigt og velsmagende glas rødvin. Brombær, blåbær, solbær, vibrerende syre, der summer på tungen som et 9 volts batteri, de fineste kridtede tanniner og krydret dybde, laurbærblade, enebær, peberkorn, sorte oliven, lakrids. Mens man sparer sammen til Weningers store enkeltmarksvine, er der masser af Trinkfluss i denne her!

Weninger Blaufränkisch 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Blaufränkisch 2017
Vinhus: Weninger
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop, voks
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 175,-

Comment