Viewing entries in
Østrig

Comment

Winzerhof Landauer-Gisperg Amphore 2015

Tilbage til dengang, der var tider til: Familien Landauer-Gisperg vil give os et indblik i gamle traditioner i deres fine amfora-vine fra Thermenregion i Østrig. Et blend af lokale sorter gæret i nedgravede amforaer skal give fornemmelse for fortidens livsformer, som de også er udtrykt på Bayeux-tapetet, der pryder etiketten; og vinen er både rustik og raffineret— en flot struktureret orangevin med aromaer af orangeskal, abrikoser, bivoks og harpiks, fin syre og et fast tanningreb.

Winzerhof Landauer-Gisperg Amphore Weiss 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Amphore 2015
Vinhus: Landauer-Gisperg
Område: Thermenregion
Land: Østrig
Druesorter: Rotgipfler,
Zierfandler, Weissburgunder
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
ni måneders maceration
Lagring: Amfora
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Schloss Gobelsburg Grüner Veltliner Ried Grub 2019

Grub kan godt gå hen og blive glemt i selskab med sine højt besungne nabomarker Gaisberg og Heiligenstein, men ret beset er den smørhullet mellem de to og et glimrende Grüner Veltliner terroir: En sydvendt hulning på sandsten, lehm og løss, som både Johannes Hirsch og Michael Moosbrugger brygger til krydrede, mineralske vine. Gobelsburgs Grub 2019 er gule mirabeller og blommer, modne citrusfrugter og pikante noter af pinje, nåleskov, pibetobak og peber— først tilbageholdende, så mere ligefrem i fremtoningen, slank og elegant med en livlig syre. En klassisk og stilig Grüner Veltliner.

Schloss Gobelsburg Grüner Veltliner Ried Grub 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Grub 2019
Vinhus: Schloss Gobelsburg
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, lehm, kalksten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Bichel Vine
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Weninger Blaufränkisch 2017

Franz Weninger fortjener Nobels vinpris for sin basisvin på Blaufränkisch, for sjældent får man mere for pengene end her: Det er intet mindre end en fremragende formidling af både sorten, oprindelsen og den biodynamiske balancetanke— og så er det bare et svært saftigt og velsmagende glas rødvin. Brombær, blåbær, solbær, vibrerende syre, der summer på tungen som et 9 volts batteri, de fineste kridtede tanniner og krydret dybde, laurbærblade, enebær, peberkorn, sorte oliven, lakrids. Mens man sparer sammen til Weningers store enkeltmarksvine, er der masser af Trinkfluss i denne her!

Weninger Blaufränkisch 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Blaufränkisch 2017
Vinhus: Weninger
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop, voks
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 175,-

Comment

Comment

Wieninger Wiener Gemischter Satz Nussberg Alte Reben 2010

Fritz Wieningers smukke Wiener Gemischter Satz fra Nussberg (nærmere bestemt marken Ulm lige ud mod Donau) var et af mange højdepunkter i en smagning af årgang 2010 til dette års Erste Lagen præsentation hos ÖTW. Intens frugt, dansende syre, cremet tekstur og en salt mineralitet smeltede sammen i en næsten fuldkommen himmerigsmundfuld… med mango, grapefrugt, bergamot, mos, karse, peberrod, peber, krydret kompleksitet og vibrerende balance. Skulle nogen være i tvivl om WGSs lagringspotentiale eller årgang 2010s langtidsholdbarhed, så burde man kunne lukke munden på dem med denne her. Moden men stadig med mange år foran sig, en smuk vin.

Wieninger Wiener Gemischter Satz Nussberg Alte Reben 2010 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Nussberg Alte Reben 2010
Vinhus: Wieninger
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Flysch, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
(nyeste årgange)
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Schloss Gobelsburg Riesling Ried Heiligenstein 2018

Gobelsburg er endnu en gang garant for en ren og djærv fortolkning af den mægtige mark Heiligenstein med Riesling som mesterlig formidler. 2018 har diskret duft af hvide blomster, er glasklar og silkeglat i munden, hvor en smidig syre skærer sig gennem en saftig og moden frugt af fersken, abrikos og citrus. Kompakt men balanceret og elegant, endnu i sin pureste ungdom, en fryd for såvel de tørstige som de tålmodige.

Schloss Gobelsburg Riesling Ried Heiligenstein 1ÖTW 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Heiligenstein 2018
Vinhus: Schloss Gobelsburg
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæring
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Bichel Vine
Pris: 300,-

Comment

Comment

Mantlerhof Roter Veltliner Ried Reisenthal 2018

Er du til fyldig frugt og krydret kompleksitet? Så er Roter Veltliner nok noget for dig. Østrigs måske ældste indfødte sort excellerer i eksotisk frugt, cremet fylde og krydrede noter. En saftig syre svinger med i Mantlerhofs aftapning fra Reisenthal, en sydvendt mark med et tæt lag løss, plantet til med en massal selektion af Roter Veltliner, som bedstefar Mantler påbegyndte i 1955. Røde æbler, mandariner, kumquats, krydderier, krydderurter og blomster i dybden. Godt lagringspotentiale.

Mantlerhof Roter Veltliner Ried Reisenthal 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Reisenthal 2018
Vinhus: Mantlerhof
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Roter Veltliner
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Estrup & Udsen Vin
Pris: 225,-

Comment