Viewing entries in
Østrig

Comment

Markus Huber Grüner Veltliner Alte Setzen 2019

Delikat duft, urtet, krydret, eksotisk. Saftig og stringent i munden men med en ret rig frugt, grønne æbler og pærer, grøn peber, grønne urter, alting grønt; og til trods for en ret høj alkohol forfrisker den med en kølig syre og et sprødt salt bid. 2019 kom varmt og solrigt fra start men kølede ned undervejs, så vinene fik syrerig nerve selv ved fuld modenhed, især i den lille og milde Traisental. Marken Alte Setzen ligger lige ved Markus Hubers vingård, og her har nogle af hans ældste Grüner Veltliner-stokke hjemme i et tykt lag løss oven på underliggende konglomerat.

Markus Huber Grüner Veltliner Alte Setzen 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Alte Setzen 2019
Vinhus: Markus Huber
Område: Traisental
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, kongolomerat
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke, akaciefade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 14%
Importør: Supervin
Pris: 250,-

Comment

Comment

Wohlmuth Riesling Ried Dr. Wunsch 2018

Nogle af Østrigs højest beliggende vinmarker finder man omkring Sausal i Südsteiermark; og med store temperatursvingninger mellem nat og dag samt en skiferrig jordbund er de som skabt til Riesling. Familien Wohlmuths fornemme enkeltmark Dr. Wunsch — navnet henviser til indehaveren for 150 år siden — ligger 520-550 meter over havoverfladen med en stigning på 40-90%. Her strækker gamle stokke i sydvendt vertikal beplantning rødderne ned i ren rød skifer og kvarts. Et studie i terroir og mineralitet, gæret og modnet i store gamle træfade. Svimlende syre, slank med den smidigste tekstur, saftig hvid fersken og mango, limeskal og hvide blomster, en Wunschvorstellung, das Land, wo die Zitronen blühn…

Weingut Wohlmuth pryder hver årgang etikketerne med et nyt kunstværk, 2018 er af tyske Torben Giehler.

Weingut Wohlmuth Riesling Ried Dr. Wunsch 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Dr. Wunsch 2018
Vinhus: Wohlmuth
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Rød skifer, kvartsit
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæring
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Gut Oggau Maskerade Rosé 2018

Forsinket fastelavn og sensommerlig rosé fra østrigske Gut Oggau, og det er et glimrende glas! Let perlende, sprød og saftig, smager som vandmelon, skovjordbær, hindbærbolcher og rød grapefrugt, ungdommelig og umiddelbar. Gut Oggau erhvervede nye marker forrige år, og det førte til en lille familieforøgelse på flaskefronten. Der er tale om blandede beplantninger, som nu dyrkes og vinificeres i tråd med husets filosofi. Certificeringen er endnu undervejs, ligesom vinenes endelige stil. Denne frøken fandt på ikke at gære helt ud i 2018, derfor kom hun på flaske med kapsel; men det er slet ikke værst.

Flaske: Maskerade Rosé 2018
Vinhus: Gut Oggau
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Grus, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Kapsel
Alkohol: 12%
Importør: Österreich Vin
Pris: 175,-

Comment

Comment

Dreisiebner Stammhaus Sauvignon Blanc Ried Hochsulz 2017

Sauvignon fra Sulztal i Südsteiermark— det sydlige Østrigs svar på Kløvedal. Der er noget flygtigt eventyrligt over aromaerne, sprøde stikkelsbær, passionsfrugt, solvarme solbær, hyldebær, saftiggrønt græs og krydderurter, salt brise. Syren er selvfølgelig himmelstræbende. Marken Hochsulz er en grydeformet hulning i de stejle, sydvendte skråninger, gammel havbund løftet næsten 500 meter mod himlen. Ligefrem men lang og mineralsk, måske også derfor vinder af ‘unoaked Sauvignon’ i Concours Mondial du Sauvignon i 2019.

Dreisiebner Stammhaus Sauvignon Blanc Ried Hochsulz 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Hochsulz 2017
Vinhus: Dreisiebner Stammhaus
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig lehm, kalksten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Rennersistas Welschriesling 2018

Welschriesling i verdensklasse fra de skønne Rennersøstre Susanne og Stefanie. Welschriesling er velkendt som simpel, sommerlig og læskende vin, men den kan meget mere end det, især med en smule skindkontakt som her. Perlemorsagtig i glasset, saftig, snurrende syrlig, nashipære og citrus flyder frit og byder velkommen i den grønne lund med fugtigt enggræs, krydderurter, grøn te, ingefær og limeskal, urtesalt. Biodynamisk dyrket, oprindelsen er marken Gebühl ved Gols med godt 20 år gamle stokke på kalkholdig lerjord. 11 dages skindkontakt, 20% helklasegæring, og modning på gærresterne i små franske egetræsfade. Flasket ufiltreret og uden sulfitter.

Rennersistas Welschriesling 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Welschriesling 2018
Vinhus: Rennersistas
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Welschriesling
Jordbund: Kalkholdig lerjord
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
11 dages skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 245,-

Comment

Comment

Mike Muff Blaufränkisch 2018

Saftig mørk bærfrugt, snild syre og smidig tanninstruktur, små strejf af grønne urter, lyng, blyant og blæk. Biodynamisk dyrket på en lille, kalkstensholdig mark i Leithaberg. Fra Schweiz til Østrig, fra elektriker over barbestyrer og dj til kældermester; først hos Claus Preisinger, så hos Johannes Trapl og nu også som solist. Mike Muff er altså en mand af mange talenter, og bælleværdig Blaufränkisch er altså et af dem. Minimalistisk vinifikation og produktion, klein aber fein.

Clemens Busch Riesling trocken 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Blaufränkisch 2018
Vinhus: Mike Muff
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Høtoft Vin
Pris: 195,-

Comment