Viewing entries in
Østrig

Comment

Weingut Hirsch Ried Gaisberg Grüner Veltliner 1ÖTW 2017

En elegant Grüner Veltliner fra Johannes Hirsch, saftig, smidig og krydret. Hirsch har som den eneste en parcel med Grüner Veltliner på Gaisberg, på den nedre, sydvendte del med løss og eroderet gnejs. Biodynamisk dyrket og høstet først i oktober, modnet på gærresterne i store træfade frem til juni og flasket i august. Mild og moden grønlig stenfrugtsmag med subtile noter af basilikum, humle og små strejf af gærbrød, olivenolie og salt, ret så delikat.

Johannes Hirsch Grüner Veltliner Ried Gaisberg 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Gaisberg Grüner Veltliner 2017
Vinhus: Hirsch
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, gnejs
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade, ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Atomwine
Pris: 299,-

Comment

Comment

Weinbau Straka Welschriesling P……r 2017

Supersaftig og seriøs Welschriesling fra Weinbau Straka i det sydlige Burgenland, man må ty til tyske gloser for at finde noget, der dækker: Trinkfluss og Vielschichtigkeit. Området omkring Rechnitz er en af Welschrieslings østrigske højborge, og med økologisk dyrkning og 80 år gamle stokke på marken Prantner tryller den unge Thomas Straka en vin med stor skarphedsdybde frem: Smidig syre, et let salt og røget tilsnit, og pænt med saftig frugt— gule æbler, grapefrugt, mango— og små strejf af alt muligt aromatisk— jasmin, akacie, sort te, tørrede roser og basmatiris. Godt gjort.

Weinbau Straka Welschriesling Prantner 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Welschriesling P……r 2017
Vinhus: Weinbau Straka
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Welschriesling
Jordbund: Lehm, grøn skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Wieninger Wiener Gemischter Satz Ried Falkenberg 1ÖTW 2018

Virkeligt glimrende Wiener Gemischter Satz fra Fritz Wieninger: Sommerregn, grønne reineclauder, ananas, mango, limesaft og -skal, nærmest asiatisk i smag men ikke i vælde. Slank og saftig, livlig syre, tør men mundvandsfremkaldende, salt. Et tumult af syv sorter: Grüner Veltliner, Riesling, Weissburgunder, Welschriesling, Chardonnay, Neuburger og Traminer. Sand og sandsten præger marken Falkenberg, der ligger på toppen af Bisamberg på Donaus venstre bred i det nordlige Wien.

Wieninger Wiener Gemischter Satz Ried Falkenberg 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: WGS Falkenberg 2018
Vinhus: Wieninger
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Løss, sand, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltank
Lukning: Glasprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Ingrid Groiss Gemischter Satz Braitenpuechtorff 2019

Dette er et studie i grønt og de sjældneste nuancer på farvepaletten: Hvornår smagte du sidst Hietl Rote, Grauer Vöslauer eller Silberweisse? Der er 17 forskellige sorter i Ingrid Groiss glimrende Gemischter Satz fra hendes lokale ‘druesortsmuseum’ i Weinviertel. Navnet er et konglomerat af navnene på tre gamle vinmarker rundt om byen Breitenwaida. Jordbunden er også konglomerat, og smagen mineralsk, urtet og umiskendeligt østrigsk. Sprød, syrerig, fuld af æbler og pærer, af hvæsset le og nyslået hø, af græs og grønne reineclauder. En forårsbebuder, en sommervin.

Selekteret høst, nænsom presning, syv timers skindkontakt og fire måneders lagring på gærresterne. Stokkene stammer fra bedstemoren, størstedelen er plantet omkring 1951. Grüner Veltliner, Riesling, Roter Veltliner, Welschriesling, Müller Thurgau, Chardonnay, Grauburgunder, Weissburgunder, Frühroter Veltliner, Neuburger, Zierfandler, Rotgipfler, Sämling, Hietl Rote, Grauer Vöslauer, Weiße Vöslauer og Silberweiße.

Ingrid Groiss Gemischter Satz Braitenpuechtorff 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Braitenpuechtorff 2019
Vinhus: Ingrid Groiss
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Kalkholdigt konglomerat
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Cappa Vin
Pris: 149,-

Comment

Comment

Birgit Eichinger Grüner Veltliner Ried Lamm 2016

Im wunderschönen Monat Mai må der Grüner Veltliner til, mens alle andre ting også grønnes. Den sandstens- og lehmholdige Lamm lægger år for år druer til nogle af Østrigs bedste Grüner Veltliner-vine, og Birgit Eichingers er ingen undtagelse. Grøn pære, galiamelon og kiwi blander sig med bivoks og runder af med små spor af cypress, basilikum, kørvel og estragon. Fyldig frugt, frisk syre og salt mineralitet, med et fint fenolisk bid og god længde.

15 timers kold udblødning med skallerne, gæring på store træfade og endelig fire måneders lagring på gærresterne i store og små egetræsfade sørger for den særligt cremede tekstur og gode dybde.

Birgit Eichinger Grüner Veltliner Ried Lamm 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Lamm 2016
Vinhus: Birgit Eichinger
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Lehm, løss, sandsten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på store træfade
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Andrup Vin
Pris: 299,-

Comment

Comment

Lenikus Wiener Gemischter Satz Erinnerungsgarten 2015

En mindeværdig Wiener Gemischter Satz fra Bioweingut Lenikus. Havskildpadden er en slags æresborger i Wien, hvor den i hine tider havde hjemme i urhavet, hvorfra Nussberg har hævet sig. Erinnerungsgarten er en enkeltmark på særdeles kalkstensholdig jord med gamle stokke af mere end 10 forskellige sorter. Frisk duft af blomster og modne frugter. Æbler, pærer, kvæder og abrikoser i smagen, righoldig og kompleks, med cremet fylde, en ganske let restsødme (3,5 g/L) og mild syre, grøn krydring og mineralsk dybde.

Sorterne er hovedsageligt Grüner Veltliner, Riesling, Weissburgunder, Grauburgunder, Zierfandler, Rotgipfler, Roter Veltliner, Traminer, Neuburger, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Bioweingut Lenikus Wiener Gemischter Satz Erinnerungsgarten 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Erinnerungsgarten 2015
Vinhus: Lenikus
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 14,5%
Pris: cirka 250,-

Comment