Viewing entries in
Østrig

Comment

Fuhrgassl-Huber Wiener Gemischter Satz Ried Mitterberg 2018

En traditionel Wiener Gemischter Satz med røde æbler, rosenflor og jasminthe i duften, saftig eksotisk frugt og frisk syre i munden, ananas, litchi og mango, krydrede honning- og nøddenoter. Mitterberg på Nussberg er med sine 17 hektarer Wiens største sammenhængende vinmark, præget af lehm og kalksten og plantet til med mindst 11 forskellige sorter, Chardonnay, Riesling, Goldburger, Grüner Veltliner, Weissburgunder, Jubiläumsrebe, Silvaner, Müller-Thurgau, Traminer, Gutedel og Muskateller.

Fuhrgassl-Huber Wiener Gemischter Satz Ried Mitterberg in Neustift am Walde 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: WGS Ried Mitterberg
Vinhus: Fuhrgassl-Huber
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Lehm, sandsten, kalksten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12%
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Ploder-Rosenberg Aero 2015

Aero er endnu en overraskende god orangevin i Ploder-Rosenbergs fire-elementer-serie, en amforavin på Muscaris, Muskateller, Traminer og Sauvignon med fire måneders skindkontakt og et års lagring på gærresterne. Kompleks næse med citrusskal, tørrede limefrugter, ingefær, pomerans og tørrede roser; saftig og moden frugt i munden, god syre og stringente, fine tanniner. Markant tør og med salt eftersmag, en oplagt madvin til alt godt fra haven. En usædvanlig lækkerbidsken.

Alfred og Manuel Ploder har gennem en årrække forædlet arbejdet med de sygdomsresistente PiWi-sorter som eksempelvis Muscaris: Den er frembragt af Norbert Becker på Staatliches Weinbauinstitut i Freiburg, Tyskland i 1987 som en krydsning af Solaris og Gelber Muskateller. Dens vinøse kvaliteter ligger især i dens blomstrede aroma og høje syre.

Echtwein von Ploder-Rosenberg Aero 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Aero 2015
Vinhus: Ploder-Rosenberg
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesorter: Muscaris, Gelber Traminer,
Sauvignon Blanc, Gelber Muskateller
Jordbund: Mergel, sand, grus
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
fire måneders maceration
Lagring: Qvevri
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,6%
Pris: cirka 350,-

Comment

Comment

Michael Wenzel Wild+free Tauchgang 2017

Tørret citrus, et hint af havtorn, let røgede noter, fin syre, bløde tanniner = en saltvandsindsprøjtning til Chardonnay fra Michael Wenzel i Burgenland, der bevæger sig ud på dybt vand med et par ugers udblødning med skallerne, en del hele klaser, plus et lille skud Sauvignon, og så lagring på amfora. Wenzels Wild+free er vellykkede livtag med orangevin, og virkeligt flotte versioner af Furmint og Pinot Gris fremstiller han også.

Michael Wenzel Wild+Free Tauchgang 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Tauchgang 2017
Vinhus: Michael Wenzel
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Chardonnay
Jordbund: Sand og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
to ugers maceration
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 13%
Importør: Høtoft Vin
Pris: 165,-

Comment

Comment

Peter Veyder-Malberg Riesling Buschenberg 2015

Velfunderet Riesling fra glimmerskifer på Buschenbergs stejle terrasser øst for Weissenkirchen og de mere velkendte vinmarker Achleiten og Klaus. De fleste dyrker kun små parceller her, så Peter Veyder-Malberg er noget nær ene om at bringe Buschenberg til sin ret som enkeltmarksvin: Flot fylde, moden frugt, mineralsk nerve og stringent syre omfavner de hvide blomster, gule stenfrugt, røde sommerbær, våde sten og fine petroleumsnoter. Gamle stokke, druerne er økologisk/biodynamisk dyrkede, presset på kurvepresse, spontangærede og modnet på store akaciefade fra Stockinger. Har struktur og stof i sig til mange års lagring.

Veyder-Malberg Riesling Buschenberg 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling Buschenberg 2015
Vinhus: Veyder-Malberg
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sand, glimmerskifter
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,8%
Importør: Österreich Vin
Pris: 625,-

Comment

Comment

Uwe Schiefer Blaufränkisch Ried Reihburg 2015

Terroir og minimalisme, her har vi at gøre med Blaufränkisch, når den er allerbedst, både intens og elegant. Lys frugtduft, fyldig af mørke bær, strålende lilla stringens med mild krydring. Der er saftighed, god syre og de fineste tanniner, der runder tørt af efter en tæt, mørk bærfrugt, blåbær, brombær og en let krydring, tørrede urter og tobak, salt finish. Elegant vin med yderligere udviklingspotentiale. Fra gamle stokke i alderen 45-65 år på de jernholdige lehmjorde på marken Reihburg, Schiefers fornemste stykke af Eisenberg. Nænsom vinificering og tre års modning på store træfade, flasket ufiltreret.

Uwe Schiefer Ried Reihburg Eisenberg 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Reihburg 2015
Vinhus: Uwe Schiefer
Område: Eisenberg,
Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Jernholdig lehm, skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Grapeshop
Pris: 775,-

Comment

Comment

Bernhard Ott Ried Rosenberg Grüner Veltliner 2017

Bernhard Ott har fin fingerfornemmelse for Grüner Veltliner og ikke mindst marker af første klasse. Rosenberg er en sydvendt gryde på kalkholdig løss, en sand lækkerbisken for gamle Veltliner-stokke, der giver igen med pære, papaya, ananas og litchi, hvid peber, kamille, urter og nyslået hø... men endnu kun i knopform, et par års lagring vil forvandle subtilt til symfonisk og få roserne i fuldt flor. Cremet men stringent syre, salt mineralitet, en med tiden ganske givtig Grüner.

Bernhart Ott Ried Rosenberg Grüner Veltliner 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Rosenberg 2017
Vinhus: Bernhard Ott
Område: Wagram
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Atomwine
Pris: 299,-

Comment