Viewing entries in
Østrig

Comment

Christ Weissburgunder Ried Falkenberg 2017

Falkenberg frembringer fornem Weissburgunder ved Rainer Christs mellemkomst: En mild og frugtig forfriskning, blomstrende lindetræer og modne limefrugter følges op af akaciehonning og en smule karamel. Falkenberg ligger højt, skråner mod øst, er rig på kalk- og sandsten og udelukkende beplantet med Weissburgunder. Weingut Christ er en institution i Wien med næsten 400 års historie: De holder til på Donaus venstre bred, hvor Rainer holder bakken Bisambergs mange og forskelligartede vinmarker under kyndigt opsyn.

Weingut Christ Weissburgunder Ried Falkenberg 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Weissburgunder Falkenberg 2017
Vinhus: Weingut Christ
Område: Wien
Land: Østrig
Druesort: Weissburgunder
Jordbund: Sandsten, løss
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke og små egetræsfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Andreas Tscheppe Hirschkäfer 2015

Eghjorten er egentlig uddød i Danmark men for få år siden genudsat og ellers at finde på en flaske Hirschkäfer fra Andreas Tscheppe— en sjælden og vild vin, som forfører med sin glødende ravfarve og umiskendeligt orange duft af abrikos og sveske og en vegetalsk dybde— rodfrugter, fermenteret kål og muldjord. Smagen er pikant med syrlig ferskensten, tørret abrikos og sofrito, karamelliserede løg, mørk rom, ædeltræ og et strejf røg. Rund og blød med fine tanniner og en flot integreret syre. Druerne er Sauvignon og Chardonnay, dyrket på den sydvestvendte skråning Czamillonberg, og gæret med skallerne i to uger for så at overvintre i et nedgravet fad! Det underjordiske ophold oplader den efter sigende med en overjordisk energi. Livskraftigt smager det i al fald.

Andreas Tscheppe Hirschkäfer Erdfass 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Hirschkäfer 2015
Vinhus: Andreas Tscheppe
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesorter: Sauvignon Blanc, Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
to ugers maceration
Lagring: Små træfade, nedgravede
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Österreich Vin
Pris: 395,-

Comment

Comment

Nikolaihof Riesling Vinothek 2002

En lille tidsrejse tilbage til 2002 og til gammeldags håndværk fra en svunden tid: Nikolaihofs Vinotheksabfüllung er efter 16 år på et stort, gammelt træfad smukt udviklet men stadig så ungdommelig, som var tiden gået i stå. Duften er fuld af hvide forårsblomster, friskrevet limeskal og en let petroleumsnote. Citrus slår igennem i smagen, en glasklar saft med sirlig syre og dybere lag af moden stenfrugt, ristede kastanjer, bivoks og knuste sten. En rank og livskraftig vin med tid bag— og foran sig. Nikolaihof kan spore sin historie tilbage til romersk tid. Vinhuset, som det står i dag, blev købt af familien Saahs i 1894, og efter en svær tid i århundredets første halvdel rejste det sig som Fugl Fønix. Biodynamisk dyrkning siden 1971 med fuld Demeter-certificering siden 1998.

Nikolaihof+Riesling+Vinothek+2002+Flaskevis+%28C%29+Thomas+Bohl.jpg

Flaske: Riesling Vinothek 2002
Vinhus: Nikolaihof
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Gnejs, lehm, løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
(dog ikke i sortiment)
Pris: cirka 750,-

Comment

Comment

Peter Veyder-Malberg Grüner Veltliner Alternative 2016

Genial Grüner med kvæde, nyslået hø, tobak og friskkværnet peber, knusprig syre og fine tanniner. Tre ugers skindkontakt har fremhævet udtrykket af druerne fra terrasser på Buschenberg, Loibenberg og Hochrain i Wachau; og Peter Veyder-Malbergs mange års erfaring med rødvinsfremstilling hos Graf Hardegg fornemmes. Flot balance og fint polymeriserede tanniner. Druerne er høstet ved håndkraft, afstilket og gæret hele, hvorefter vinen er lagret et år på små cigarformede træfade.

Peter Veyder-Malberg Grüner Veltliner Alternative 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Alternative 2016
Vinhus: Veyder-Malberg
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Gnejs, løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre ugers maceration
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 350,-

Comment

Comment

Lackner-Tinnacher Sauvignon Blanc Ried Welles 2011

Flirtende frugtduft i denne frodige, modne Sauvignon fra Steiermark! Grøn fersken, fyrrenåle, grøn vingummi og hvide forårsblomster. I smagen er der moden fersken, pinje, urter, harpiks og nødder. Rund fylde og fin stoflighed, en let tannisk bitterhed og måske også botrytisnote, man fornemmer i hvert fald lakridspulver og støvet peber. Kompleks og finesserig, lover godt også for de senere varme årganges lagringspotentiale.

Welles er en gruset og sandet kedelformet skråning i op til 510 meters højde. Siden 1937 har den været i familiens enebesiddelse.

Lackner-Tinnacher Sauvignon Blanc Ried Welles 2011.jpg

Flaske: Ried Welles 2011
Vinhus: Lackner-Tinnacher
Område: Südsteiermark
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Konglomerat, grus, sand
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: P.t. ingen dansk importør
Pris: cirka 375,-

Comment

Comment

Erzherzog Johann Grauburgunder Selection 2017

Mild duft med en aromatisk røget note. En saftig mundfuld følger, let fylde, ret ren og mineralsk i stilen. Noter af syrnet smør, nyslået hø og gule blommer. Et ganske behageligt og letdrikkeligt glas.

Erzherzog Johann Weine Grauburgunder 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Grauburgunder Selection 2017
Vinhus: Erzherzog Johann Weine
Område: Vulkanland Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Grauburgunder
Jordbund: Vulkansk
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltank
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Pris: cirka 125,-

Comment