Viewing entries in
Østrig

Comment

Winkler-Hermaden Quevri Gewürztraminer 2011

Ansporet af Bernhard Otts vellykkede Qvevre 2009 forsøgte Christof Winkler-Hermaden fra Schloss Kapfenstein i Steiermark at gøre ham kunsten efter i 2011. Gamle stokke Gewürztraminer og seks måneders skindkontakt. Vinen blev god, og tiden har kun gjort den bedre: I dag er den et besindet overflødighedshorn af gule roser, sultanasrosiner, kandiseret citrusskal, litchi, banan og akaciehonning, med ro på frugtsødmen, cremet syre og de fineste tanniner. Qvevrierne er nu sendt på pension igen, og senere årgange er vinificeret på ståltank og egetræsfade— men de er nu også anbefalelsesværdige!

Winkler-Hermaden+Gewurztraminer+Quevri+2011+Flaskevis+%28C%29+Thomas+Bohl.jpg

Flaske: Quevri 2011
Vinhus: Winkler-Hermaden
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Gewürztraminer
Jordbund: Lehm, basalt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på qvevri,
seks måneders skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Fuchs-Steinklammer Wiener Gemischter Satz Klippe 2018

Den grønne klippe fra Fuchs-Steinklammer står fast i det sydlige Wien: Et forfriskende ungt sammenrend af lige dele Grüner Veltliner, Riesling, Welschriesling og Sauvignon— saft, grøn frugt og krydret urt, alt er godt, så længe lager haves! Den helt rigtige sommervin.

Fuchs-Steinklammer Wiener Gemischter Satz 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Klippe 2018
Vinhus: Fuchs-Steinklammer
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Kalkholdig lehm
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Tement Zieregg Trockenbeerenauslese 2013

Sauvignon fra Südsteiermark er allerede en klassiker, og samme status fortjener de sjældnere ædelsøde eksemplarer, der nu og da lader sig høste, såsom Tements Trockenbeerenauslese 2013 fra den sydvestvendte kalkstensskråning Zieregg. En svirpende syre strømmer gennem dens honningsøde guldåre af modne ferskner, abrikoser, ananas og sultanas rosiner, omkranset af pikante purløgs- og peberrodsaromaer. Sød men ikke klistrende, meget delikat.

Tement Sauvignon Blanc Zieregg TBA 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Zieregg TBA 2013 (0,375 l)
Vinhus: Tement
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Importør: Østrigsk Vinimport
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Wieninger Wiener Gemischter Satz Rosengartl 2017

Saftig, fyldig frugt fletter sig sammen med glasklar syre og mineralitet i Fritz Wieningers udlægning af Rosengartl, marken midt på bakken Nussberg, et absolut højdepunkt i Wien. Vinstokkene slår rødder i kalkholdig sandsten og kvarts, sorterne er Grüner Veltliner, Weissburgunder, Neuburger, Riesling og Traminer. Arketypisk Wiener Gemischter Satz med subtil kompleksitet af hvide blomster, let rødmende fersken, modne citrusfrugter, røde roser og solvarme hindbær, let nøddede noter i eftersmagen. En smuk vin.

Wieninger Wiener Gemischter Satz Rosengartl 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: WGS Rosengartl 2017
Vinhus: Wieninger
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Kalkholdig sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Sigurd Müller Vin
(men p.t. ikke i sortiment)
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Kemetner Grüner Veltliner Ried Karl Alte Reben 2017

Grønspættet kildevand fra Kamptal, denne Grüner Veltliner Alte Reben fra Ried Karl. Karl er en sydvestvendt mark ved Strasser Bergweg i det østligste Kamptal, brede terrasser på løss, sand og grus i 280-340 meters højde— med gamle stokke dyrket økologisk af familien Kemetner. Der er en mild duft af varm sommerluft, græs, nyslået hø og modne pærer, før syren spreder en kølig brise. Mineralsk underlag og eftersmag af citrus, bergamot, mentol og kamfer.

Kemetner Ried Karl Grüner Veltliner Alte Reben 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Grüner Veltliner Ried Karl Alte Reben 2017
Vinhus: Bioweingut Kemetner
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, sand, grus
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 90,-

Comment

Comment

Skoff Original Sauvignon Blanc Grassnitsberg 2011

Saftig, slank og salt Sauvignon fra the one and only Walter Skoff i Südsteiermark. Modne stikkelsbær, passionsfrugt og mango fortoner sig i baggrunden for en udpræget mineralitet og snurrende syre. Den modne 2011 bereder forfriskende slupren, før man dykker ned i en sagte kompleksitet af flint, fedtsten, hvidler, strandsand, skovbund, græs, urter og hø. Grassnitzberg er en af skov omringet sydøstvendt skråning på kalkholdige sand- og siltjord lige uden for Gamlitz. Selekteret høst, gæring på ståltanke, seks måneder sur lie.

Skoff Sauvignon Blanc Grassnitzberg 2011.jpg

Flaske: Grassnitsberg 2011
Vinhus: Skoff Original
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig sand
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 150,-

Comment