Viewing entries in
Økologi

Comment

Maurer Oszkár Pet-Nat 2022

Grøn skum fra den serbisk-ungarske skuffe, den aldrig skuffende Oszkár Maurer. Han er den heldige indehaver af en mark med upodede buskvine af den gamle sort Bakator, som blandt andet bliver til denne pet nat, en sjældent fint sprudlende af slagsen. Sprød og slank med masser af delikat grønlig frugt, æbler og pærer især, spændt op af en rank og rensende syre. Nul tilsatte sulfitter men nul unoder. Bakator er en gammel og tidligere ganske udbredt centraleuropæisk sort af uvis oprindelse og afstamning men aldeles værd at stifte bekendskab med. Slukker tørsten og mætter samtidigt trangen til obskuriteter uden at geråde ud i bølleuvæsen.

Flaske: Pet-nat 2022
Vinhus: Maurer Oszkár
Område: Vojvodina
Land: Serbien
Druesort: Bakator
Jordbund: Sand, lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
kort skindkontakt
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Terroiristen
Pris: 185,-

Comment

Comment

Will’s Wine Blanc d’Or 2022

Righoldig Riesling med duft af hvide blomster, akaciehonning og galiamelon og smag af modne kerne- og stenfrugter. Flot fylde og en smidig syre danser sig gennem dens tætte stof og milde frugtsødme. Super charmerende og ikke uden seriøse miner, der er dybere, mere krydrede lag, som lægger op til længere tids flaskemodning. Druerne er dyrket på marken Laškovec ved Okić i området Plešivica vest for Zagreb, hvor de solrige dage og kølige nætter giver perfekt modnede, sursøde druer. Et par dages kold maceration før spontangæring på store træfade og et års modning med gærresterne.

Flaske: Blanc d’Or 2022
Vinhus: Will’s Wine
Område: Rhône
Land: Frankrig
Druesort: Aligoté
Jordbund: Sand og skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Terracottakar og træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Reduktivt
Pris: 215,-

Comment

Comment

Kabola Secco 2022

Nok er det en kliché, at vin er solstråler i flydende form, men nogle vine fanger bare præcist den følelse— for eksempel Kabolas mildt aromatiske og svært læskende Secco, en tør fortolkning af Muškat Momjanski, den lokale istriske klon af Moscato Bianco eller Muscat Blanc à Petit Grains, dyrket økologisk på områdets karakteristiske kalkholdige mergel. Den rammer næsen med milde topnoter af akacie og orangeblomst og derunder drivhus med vinranker, berusende strejf af solvarme modne druer og krydrede mørkegrønne vinblade. De saftspændte grønne druer går igen I smagen, der er sprød og frugtig, med en smule mandarin og frisk ananas, frisk syre og et delikat salt svirp til sidst. Tørstlukkende, appetitvækkende, aldeles elskelig og den perfekte sommervin!

Flaske: Secco 2022
Vinhus: Kabola
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Muškat Momjanski
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Vinomolim
Pris: 118,-

Comment

Comment

Škegro Krš Bijeli Žilavka 2022

En lille hvid velsignelse fra Hercegovina, den lokale stolthed Žilavka dyrket i det kuperede karstlandskab omkring byen Ljubuški, hvor den driftige vinmager Bariša Škegro har hjemme. Krš bijeli (hvid karst, Žilavka er en ret frodig sort, som kan dyrkes selv i ret fattige og meget stenede jorde som den gråhvide karst) har en herlig saftighed, noget nærmest mostet over sig, friskpressede, fuldmodne æbler og pærer, en forfriskende syre, mild salt note og et delikat bitter eftersmag af kvæde. Fin fylde og lækker tekstur, let at slumre i sig i varmen men ligeledes velegnet til sommerlige spiser. En spændende vin fra et lettere forsømt hjørne af det gamle Europa.

Flaske: Krš Bijeli 2022
Vinhus: Škegro
Område: Neretva
Land: Bosnien-Hercegovina
Druesort: Žilavka
Jordbund: Karst
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Forhandler: f.eks. wine&more
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Jurtschitsch Grüner Veltliner Stein 2021

Snorlige saft til livet i det grønne, Grüner Veltliner fra altid eminente Stefanie og Alwin Jurtschitsch. Afslappende og forfriskende, saftig, syrlig og frugtig, man får svært ved at finde mere arketypisk Kamptal i dette prisniveau; eller mere passende vin til diverse grønne forårsspiser eller stille stunder i forsommersolen. En dukkert i masser af modne grønne æbler og pærer, en smule ferskner og andre sydfrugter, friske urter og salt og peber. Jurtschitsch er dybt dedikeret til økologiske dyrkning og bæredygtige produktionsformer; og druer til Stein er håndhøstet fra flere højtliggende, terrasserede vinmarker i landskabet omkring Langenlois (ved Loiserberg, Steinberg og Steinmassl) og afspejler flot dets kølige klima og stenede jordbund; for derefter at blive forvandlet til vin ved spontan gæring og en lang blunder på den bundfaldne gær før flaskning.

Flaske: Grüner Veltliner Stein 2021
Vinhus: Jurtschitsch
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Gnejs og glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Østjysk Vinforsyning
Pris: 150,-

Comment

Comment

Vinarija Križ Plavac Milo 2021

Tæskelækker kondenseret solskin fra Dalmatien, brændende sol, varme sten og havets dybe blå på flaske. Med mantraet “modgang gør godt for Plavac Mali« fremtryller den lille men storslåede vingård Križ mystisk saftige dråber af en mærkværdigt mørk og nærmest dekadent frugt. Paradoksalt er det, at en så læskende og overdådigt righoldig vin kan frembringes fra så fattige, stenede og sandede forhold. Križ er selv en et kontrastfuldt forhold mellem ungdom og alderdom, fortid og fremtid. I 2004 vendte Denis Bogoević Marušić ryggen til en fortsat karriere i Split og vendte tilbage til den lille flække Prizdrina på Pelješac-halvøen i det sydlige Dalmatien for dér at restaurere sin families gamle hus. Samtidig hjalp han sin gamle far Mile med at passe nogle endnu ældre vinstokke; og i 2011 blev deres lille familievingård født. Der dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper, og vinene frembringes uden moderne faciliteter eller interventioner, så man får et rent og levende terroirudtryk. En lind strøm af friske figner og solmodne morbær, fin syre og spændstige men silkeglatte tanniner.

Flaske: Milo 2021
Vinhus: Križ
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Plavac Mali
Jordbund: Karst
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Pris: cirka 175,-

Comment