Viewing entries in
Økologi

Comment

Šember Qvevri 2015

Gylden nektar fra dybet og op mod solen — familien Šember formår at få Riesling til at indfange årstidernes skiften og årenes gang i deres overbevisende gode Qvevri 2015, som er frisk som foråret, fyrig som sommeren, gylden som efteråret og kølig som vinteren. Flygtige noter af rågummi og petroleum svæver over modne sydfrugter, som skæres i mundrette stykker af en sitrende syre og fine tanniner; og som samler sig med mørkere noter af tørrede abrikoser, kandiseret citrus, harpiks, bivoks og søde krydderier. Smæskelig, læskende og levende, lige nu svinger den i fuldkommen samklang, og i sammenligning med årgang 2011, smagt sidste sommer, har den stadig stof til fremtidig udfoldelse i sig. Store sager fremstillet i ganske små mængder, af økologiske dyrkede druer gæret seks måneder med skallerne i georgiske qvevri, vinen skilles traditionelt fra skallerne og stikkes om på fad Skærtorsdag. Modnet yderligere to år på store slavonske træfade og først frigivet efter et par år på flaske. Mageløs vin omend nært beslægtet med Tomacs udmærkede œuvre i samme genre, se nærmere her.

Flaske: Qvevri 2015
Vinhus: Šember
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig flysch
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på qvevri,
seks måneders skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Forhandler: f.eks. wine&more
Pris: cirka 450,-

Comment

Comment

Markus Altenburger Skin & Stones 2018

Markus Altenburger bekender kulør med Skin & Stones, et sammenskudsgilde af Burgenlands hvide druesorter med skindkontakt, så det fulde farvespektrum kommer frem… fra dengang paletten var det, en kunstmaler holdt i hånden og ikke noget, en sommelier havde i munden. Gengiver skær af roser, kaprifolie, hyldeblomster, ferskner, lime og grapefrugt, stikker hverken af i aroma, syre eller tanniner, men smelter sammen til en creme af moden frugt, mild syre, blide tanniner og delikat bitterhed. Kernen udgøres af Veltliner, Traminer, Muscat og Sauvignon med mindre aromatiske elementer som Chardonnay, Neuburger og Welschriesling, to til ti dages skindkontakt, og den nærmere komposition og maceration afhængigt af årgangen. Vinen er modnet et år på brugte barriques, uklaret og flasket ufiltreret og med meget moderat sulfit. Utæmmet men afslappet vildskab og en vældig god gang rod at gå weekenden i møde med…

Flaske: Skin & Stones 2018
Vinhus: Markus Altenburger
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesorter: Grüner Veltliner, Traminer, Chardonnay
Sauvignon Blanc, Muskat Ottonel
Jordbund: Kalkholdig lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
en uges skindkontakt
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Čotar Vitovska 2010

Klassisk slovensk orangevin med nerve og sjæl, en vidunderlig Vitovska vækket efter 10 års tornerosesøvn. Moden og dybsindige men stadig sært ungdommelig, som om tiden har stået stille i mellemtiden. Vågner med milde aromaer af jasmin, pære og kvæde, følger op med syltede pærer, kvædebrød og abrikoschutney og en honningagtig rigdom til trods for, at den er totalt tør. Smidig tekstur, glatte tanniner, sindig syre og en salt mineralitet. Vitovska er en indfødt sort fra grænseregionen Kras/Karst/Carso ved Adriaterhavets nordspids, tilpasset den karrige, jernholdige kalkstensjord og den kolde, hårde boravind fra Alperne. Blandt druens dygtigste fortolkere er Branko Čotar og hans søn Vasja, som fra familiegården i Gorjansko nær havet dyrker deres druer efter økologiske og biodynamiske retningslinjer og gærer dem i åbne trækar med godt en uges skindkontakt og godt fire års modning på store træfade, meget lav sulfit.

Flaske: Vitovska 2010
Vinhus: Čotar
Område: Kras
Land: Slovenien
Druesort: Vitovska Grganja
Jordbund: Jernholdig kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
en uges skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Niche Vine
(yngre årgange)
Pris: 325,-

Comment

Comment

Champagne Barrat-Masson Fleur de Craie Brut Nature 2018

Kridt i fuldt flor, ren og klar Chardonnay fra Loïc Barrat og Aurélie Masson i Côte de Sezanne. Der er fine bobler på spring, citrisk sprød syre og samtidigt en flot fylde, dybde og kompleksitet, så man løftes til det høje d og langsomt daler til klangfuld c. Knastør, syrefrisk og mineralsk med klare toner af blomstrende æbletræer, frisk citrus og saltsyltede citroner, friskkværnet smør og ristede mandler, meget appetitvækkende. Vi taler økologisk dyrket Chardonnay fra godt 40 år gamle stokke på Côte de Sezannes sydvendte og særdeles kalkholdige skråninger; gæret på ståltanke og modnet ni måneder med gærresterne før tirage, til dels på gamle egetræsfade; og mere end to år med gæren på flaske før degorgering, ingen dosage.

Flaske: Fleur de Craie 2018
Vinhus: Barrat-Masson
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesort: Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Grower Champagne
Pris: 395,-

Comment

Comment

Weingut Mehofer Grüner Veltliner Neudegg 2021

Kraftig Grüner Veltliner med fylde, krydring og dybde— og god grøn samvittighed, som familien Mehofer altid er garant for. Brede penselstrøg af grønne druer, æbler og pærer, med finere strejf af moden lime, grøn peber, friske krydderurter, nyslået hø, ensilage og små prikker af peber, muskat, moskus og røgelse. Sprødt bid og mild syre munder ud i en ret cremet mundfølelse med præg fra lagring på gærresterne og en mørk mineralitet. Potent madvin, som går glimrende til grillede rodfrugter, røgede kødtyper og milde oste; eller som opvarmning til den komplekse enkeltmarksvin Wadenthal. Village-vinen Neudegg er selekteret af økologisk dyrkede druer fra marker med tykke løsslag, gæret på ståltanke og modnet et halvt år med gærresterne, klaret med bentonit og flasket ufiltreret med en mindre mængde sulfitter.

Flaske: Grüner Veltliner 2021
Vinhus: Mehofer
Område: Wagram
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Hargaard Vinimport
Pris: 110,-

Comment

Comment

Bolfan Vinski Vrh Primus Pinot Noir 2017

Strålende rød frugt kaster en mørk, krydret skygge og stilner sagte af. Der er stil over Tomislav Bolfans fyldige Pinot Noir Primus fra Zagorje nord for Zagreb. Økologisk-biodynamisk dyrkede druer, selekteret høst, gæring på ståltanke og modning på barriques. Jasmin, roser og skovjordbær i duften, dunklere bærfrugt à la hindbær, brombær og blåbær i smagen, med mos, skovmærke, kørvel, hvid peber og vanille i eftersmagen. Fløjlsblød fylde, moden frugtsødme, mild syre, fine tanniner og sart bitterhed, meget flot balanceret— ikke mindst i betragtning af dens ret høje alkohol, som heldigvis ikke skæmmer— og så er der endda tale om årgang 2017, som stadig fremstår frisk og lebendig. Værdigt alternativ til en fyldig Bourgogne eller spicy Spätburgunder og til en flot pris.

Flaske: Primus Pinot Noir 2017
Vinhus: Bolfan
Område: Zagorje
Land: Kroatien
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: vinomolim.dk
Pris: 185,-

Comment