Viewing entries in
Økologi

Comment

Jaroslav Osička Pinot Gris 2020

Ingen gråtoner på grisen, bare et svinsk godt glas spændstig Pinot Gris fra den tjekkiske naturvinspioner Jaroslav Osička i Mæhren. Frisk, livlig og let volatil snude, der emmer af friskpresset pæresaft og nygæret pærecider. Sløret i glasset men glasklar i munden med syrlig saft af pærer, pomelo og grapefrugt, grønne sager, ananas og fersken. Flot stoflig fylde mellem den indledende sprødhed og den tørre, let tonic-agtige eftersmag. Alt i alt en usædvanlig og usædvanligt forfriskende Pinot Gris. Denne tjekke har tjek på druen— med køligt klima, økologisk dyrkning, håndhøst fra marker i Velkopavlovická, spontan gæring, en smule skindkontakt, et godt år på bærmen i gamle fade og endnu et år på flaske for at bringe det hele i balance.

Flaske: Pinot Gris 2020
Vinhus: Jaroslav Osička
Område: Morava
Land: Tjekkiet
Druesort: Pinot Gris
Jordbund: Kalkholdig løss og lehm
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 220,-

Comment

Comment

Nando Ma Jantar 2019

Glødende ravgylden og med dyb duft af frisk ferskenfrugt og en flot fylde af orangeblomst, mandarin, abrikos, kandiseret citrus og akaciehonning. Det er takket være tre ugers skindkontakt og to år på store slavonske egetræsfade, at Malvazijas aromatiske dybde og dejlige stoflighed er fremkaldt. Formidabelt forarbejdet af Kristančič i fodsporene på farfaren Nando. Familiegården i Goriška Brda, den slovenske genpart til italienske Collio Goriziano, drives økologisk i marken og med tænksom tilbageholdenhed i kælderen. Tilnavnet jantar (slovensk for rav) signalerer klassisk orangevin af høj karat, og man får meget for pengene her.

Flaske: Ma Jantar 2019
Vinhus: Nando
Område: Brda
Land: Slovenien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre ugers skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Allezallez
Pris: 285,-

Comment

Comment

Schloss Vollrads Riesling Schlossberg Grosses Gewächs 2017

Økologisk dyrkning og bæredygtig tilrettelæggelse er rykket ind i et af Tysklands mest traditionsrige vinhuse, Schloss Vollrads i det ellers så konservative Rheingau. 2017 var en ret klassisk årgang, hvor klimaet dog drillede med sen frost i april og hærgende haglbyger i august. Vollrads altid udmærkede Winkler Schlossberg som Grosses Gewächs blev særdeles fast i kødet, med spændstig syre og en krystalklar mineralitet, vævet sammen med hvide blomster, modne gule mirabeller, røde bær og lette honningnoter.

2022 markerer slottets første år med fuld økologisk certificering og samtidigt konstruktionen af en ny kælder opbygget omkring energieffektivitet, f.eks. ved brug af tyngdekraft frem for pumper og selvforsyning med strøm fra egne solcelleanlæg. Slottet lægger desuden marker til en eksperimentel planteskole med mange forskellige kloner af Riesling, herunder gamle kloner hentet hjem fra Australien, som studeres med henblik på fremtidens vinavl i et varmere klima.

Flaske: Schlossberg GG 2017
Vinhus: Schloss Vollrads
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Korak Rajnski Rizling Laškovec 2017

Flot ny årgang af Chiara Condellos lækre Le Lucciole, seriøs Sangiovese med burgundisk charme og en detaljerigdom, der kan matche et maleri af Georges Seurat. Dyb duft af modne røde bær og kirsebær med strejf af violer, vilde urter og røg. Ren rød frugt i munden, fløjlet fylde forenet med en frisk syre og stringente tanniner, delikat tør. Masser af moreller og blommer krydret med urter, lakrids, tobak og lufttøret kød, fast i kødet og med fornem længde. Le Lucciole er Chiaras topvin fremstillet på økologisk dyrket Sangiovese Piccolo fra tre små parceller i godt 250 meters højde. Druerne håndhøstes, afstilkes og gæres spontant i store træfade med en mindre andel hele klaser. To års lagring på store slavonske egetræsfade, flasket ufiltreret.

Flaske: Le Lucciole 2019
Vinhus: Chiara Condello
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Sangiovese
Jordbund: Kalkholdig mergel og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Distinto
Pris: 379,-

Comment

Comment

Fürstlich Castell’sches Domäneamt Mittwoch 6. Apriles anno 1659 Silvaner 2019

Så blev det skærtorsdag og såmænd Silvaners fødselsdag 🥂 Det kan fejres med maner med Castells 6. Apriles anno 1659 Silvaner 2019, som glimrer let gyldent i glasset og sender en mildt røget duft med modne gule stenfrugter og pust hvide blomster op. Saftig, smidig og mineralsk i munden, med en spændstig syre og drivende våd pære, fersken, abrikos og ananaskirsebær. Struktureret og seriøs stil, 6,3 gram syre versus 1,9 gram restsukker. Druerne er selekteret fra husets klassificerede marker, køligt gæret på ståltanke og modnet på gærresterne på store træfade. En flot vin med tiden foran sig, fortjener luft og gerne et glas af den burgundiske slags — og måske hvide asparges, nu hvor påsken og foråret banker på døren.

De ældste skriftlige kilder til Silvaner er fra onsdag den 6. april 1659, hvor man plantede Silvaner-stokke på Kirchberg ved Castell. Dengang var navnet som regel Österreicher, en antydning af druens oprindelse længere tilbage. Mange myter har omgivet Silvaners nærmere ophav— at den skulle stamme fra Transsylvanien eller sågar Lilleasien— men mere akademiske studier i druens skriftlige historie og ikke mindst dens genetik gør en oprindelse i det østrigske så godt som sikker. Silvaner har vist sig at være en krydsning af en Traminer og den nu særdeles sjældne Österreichisch Weiss. Druen spredte sig i sin tid ud i hele det østrigske kejserrige, mens den i det nuværende Østrig næsten udelukkende findes i field blends. Formodentlig indførte cisterciensermunke sorten i det sydtyske, hvor kaldenavnet først var Österreicher. Castell har de ældste dokumenter fra 1659, hvorefter druen hurtigt tog Franken og store dele af Tyskland med storm, således var den allerede plantet på Würzburger Stein i 1665. Druen er i dag at finde i Alsace, i Alto Adige og i Schweiz samt i Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien og Kroatien; men siden 1659 er den stadig blevet mere og mere synonym med Franken.

Flaske: Apriles Silvaner 2019
Vinhus: Castell
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Christian Tschida Himmel auf Erden Rosé 2020

Himmel og jord går i et i Alfred Hrdlickas raderinger og i Christian Tschidas altid elskelige rosé, som er lys og mørk, har friskhed og lethed, dybde og kompleksitet. Cabernet Franc er langt fra hverdagskost i Østrig, men Tschida tryller med den, tilsat en smule Blaufränkisch i årgang 2020. Druerne er dyrket økologisk på markerne Edelgraben og Thenau ved Purbach nær Neusiedlersee, kalk, kisel og skifer. Høstet manuelt og spontangæret og modnet på gærresterne i store Stockingerfade. Flasket uden hverken det ene eller det andet, så forvent en sprællevende og syrefrisk saft af rød grape, blodappelsin, tranebær, ribs og hindbær, indestængt henrykkelse og forårskuller.

Flaske: Himmel auf Erden Rosé 2020
Vinhus: Christian Tschida
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesorter: Cabernet Franc, Blaufränkisch
Jordbund: Sand, kisel, kalksten, skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 265,-

Comment