Viewing entries in
Økologi

Comment

Kolfok Intra! The Wild Rosé 2021

Elskelige rødmende dråber fra Stefan Wellanschitz, svaler som sommerregn og forsvinder som dug for solen… Kolfok er burgenlandsk dialekt for en enegænger, en person som bevidst går mod strømmen; og Stefan Wellanschitz går stilsikkert sine egne veje. Han er slået ind på en ny kurs, der har ledt ham ned ad gamle stier, med skarpt fokus på Mittelburgenlands så godt som glemte tradition for hvidvine på Welschriesling og Grüner Veltliner og desuden denne sarte aftapning af Blaufränkisch. Serien Intra! the Wild byder på vine med intracellulær fermentering (maceration carbonique) og modning på store, østrigske træfade, ufiltrerede og uden sulfitter. Det her er seriøs rosé med saftige skovbærfrugt, spændstig syre, dunet stof og urtet krydring.

Flaske: Intra! The Wild Rosé 2021
Vinhus: Kolfok
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
delvist kulsyregæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Matthias Warnung 7 Years in Tibet 2013

Exceptionel og excentrisk Grüner Veltliner, som alligevel sidder lige i skabet. Den unge, innovative og tænksomme Matthias Warnung startede sit virke på den fædrende vingård i Kamptal i 2010 efter at have arbejdet for blandt andre Craig Hawkins (Testalonga) og Tom Lubbe (Matassa). De må have lært ham nogle hundekunster, for 7 Years in Tibet er presset af hele klaser økologisk Grüner Veltliner og gæret og modnet ikke mindre end syv år på gærresterne i store træfade, som ikke er toppet, så vinen har hvilet under flor! Dristigt men vellykket, afstemt reduktiv og oxidativ på samme tid. Overraskende nok sprudler vinen en smule lige efter åbning, men ellers er den en snorlige saft af sprøde grønne æbler og pærer, med fine noter af hø, nødder, urter og tobak, umami og salt.

Flaske: 7 Years in Tibet
Vinhus: Matthias Warnung
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 350,-
(ikke i sortiment)

Comment

Comment

Domaine d’Ansignan Les Grenadines 2021

Milde himmel, hvor kan Sydfrankrig faktisk præstere fine og forbløffende friske rødvine i de rette hænder! Domaine d’Ansignan er et joint venture mellem tusindkunstneren Jeff Carrel og hans sydfranske håndlanger Sebastien Calduch. Carrel kommer oprindeligt fra den spraglede bydel Goutte d’Or i Paris og studerede først kemi, før han sadlede om til vinmager i 1990’erne, med udgangspunkt i Loire og siden især i det sydfranske. Sammen har Carrel og Calduch senest kastet sig over at genoplive de gamle vinstokke på de karge granitjorde i bjergrige Ansignan i Pyrénées-Orientales med økologisk omlægning— og allerede med overbevisende resultater. I de køligere højder giver Grenache, Carignan og Syrah lysere og mere syredrevne vine, her i selskab med lidt af den lokale Lledoner Pelut og et skvæt Macabeu. Delvis maceration carbonique på Carignan, og ellers er druerne vinificeret med let pres af hele klaser. Modnet i cementtanke og store, gamle fade i fem måneder, aftappet med en mindre mængde sulfitter. Les Grenadines stråler, ud over den granatrøde farve, med en sart jordbærfrugt og en frisk muldjordet dybde i næsen. Saftig, smidig syre og sødmefuld rød frugt, jordbær, hindbær, hibiscus, sumak og rosenblade— og en blidhed og blødhed, som bør få Bourgogne og Beaujolais i samme prisklasser til at rødme.

Flaske: Les Grenadines 2021
Vinhus: Domaine d’Ansignan
Område: Côtes Catalanes
Land: Frankrig
Druesorter: Grenache, Carignan,
Syrah, Pellut, Macabeu
Jordbund: Granit og gnejs
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
delvis kulsyregæring
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vinimondo
Pris: 149,-

Comment

Comment

Weiser-Künstler Enkircher Steffensberg Riesling Spätlese feinherb 2019

Ægteparret Konstantin Weiser og Alexandra Künstler har siden 2005 i fællesskab fortryllet verden med klassiske Riesling-vine, som smager en af svunden tid. Fra gamle og i vid udstrækning upodede stokke omkring Traben-Trarbach, såvel gæring som modning foregår i gamle Fuderfade, med kort skindkontakt og spontan gæring, hvorefter vinene hviler længe på gærresterne og hverken klares eller filtreres før flaskning. Enkircher Steffensberg ligger i en sidedal til selve Mosel-floden på grårød skifer, og som Spätlese feinherb fra 2019 forfører den med fyldig æble- og kvædeduft, en saftig, blød og sød stenfrugt, fulgt op af et summende syresvirp og en mørk mineralsk dybde. Det tekniske: Syre på 8 g/L, restsødme på 25 g/L, alkohol på 12,5%, flot balanceret. Oplivende, dvælende og stilfærdigt kompleks.

Flaske: Steffensberg Spätlese 2019
Vinhus: Weiser-Künstler
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Grå og rød skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Distinto Vinimport
Pris: 299,-

Comment

Comment

Weingut Weszeli Grüner Veltliner Ried Schenkenbichl 2016

Intens krydret Grüner Veltliner fra Davis Weszeli i Kamptal, et kondensat for kendere og andre viderekomne. Fyrig næse med moden fersken, nåleskov, fyrreblomster og grønne urter; og en saftig mundfuld fersken, mango og ananas, med masser af karakter, kompleksitet og ikke mindst længde. Druerne stammer fra den sydvendte skråning Schenkenbichl, fra fire terrasser med vinstokke plantet tilbage i 1972 og rodfæstet i løss, amfibolit, paragnejs og kalksten; økologisk dyrket, og som symbol på biodiversitet prydes etiketten af den sjældne hærfugl, som Weszeli har været med til at genindføre i området ved at indrette redepladser til den i sine vinmarker.

Flaske: Schenkenbichl 2016
Vinhus: Weszeli
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, amfibolit,
paragnejs, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Kjær & Sommerfeldt
Pris: 359,-

Comment

Comment

Sekt- und Weingut Barth Riesling Extra Brut

Proppen er skudt af til årets Riesling Week, hvor den tyske verdensstjerne er i centrum i alle sine mange afskygninger—  inklusiv den Sekteriske. Wein- und Sektgut Barth i Rheingau gør flere glimrende af slagsen, og der er passende både hverdag og fest over deres Riesling Extra Brut. Eminent balanceret, bentør med sprød og luftig skum, saftig æblefrugt og let nøddeagtige og flintede noter. Af økologisk dyrkede druer, manuel høst, presning af hele klaser, traditionel andengæring på flasken, to års lagring med gærresterne, 2 gram dosage.

Flaske: Extra Brut
Vinhus: Barth
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, kvartsit
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæret på flaske
Lagring: Ståltanke, flaske
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Vinello
Pris: 145,-

Comment