Viewing entries in
Økologi

Comment

Sekt- und Weingut Barth Riesling Extra Brut

Proppen er skudt af til årets Riesling Week, hvor den tyske verdensstjerne er i centrum i alle sine mange afskygninger—  inklusiv den Sekteriske. Wein- und Sektgut Barth i Rheingau gør flere glimrende af slagsen, og der er passende både hverdag og fest over deres Riesling Extra Brut. Eminent balanceret, bentør med sprød og luftig skum, saftig æblefrugt og let nøddeagtige og flintede noter. Af økologisk dyrkede druer, manuel høst, presning af hele klaser, traditionel andengæring på flasken, to års lagring med gærresterne, 2 gram dosage.

Flaske: Extra Brut
Vinhus: Barth
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, kvartsit
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæret på flaske
Lagring: Ståltanke, flaske
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Vinello
Pris: 145,-

Comment

Comment

Des Jus et du Lien Bigarade 2020

Tør, sød og skummende, den altid alsidige Chenin gør sig (så glimrende) gældende over hele spektret, tilmed i orange, og tak til Julien Rousselot for det. Ti dages maceration af fuldmodne, hele klaser, og det har givet en righoldig og harmonisk vin med spændstig sursød frugt, honningmelon, kvæde og orangeskal (bigarade er det franske navn for pomerans) samt delikat krydrede noter af tomatstilk, ærtehalm og gule ærter. Sært lyder det sidste måske, men det smager sgu glimrende! Des Jus et du Lien er Juliens nyligt opstartede soloprojekt i Rablay-sur-Layon, tidligere har han arbejdet for flere andre naturligt orienterede vinmagere i Anjou og Saumur.

Flaske: Bigarade 2020
Vinhus: Des Jus et du Lien
Område: Loire
Land: Frankrig
Druesort: Chenin Blanc
Jordbund: Sand, sandsten, skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
ti dages skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Reduktivt
Pris: 215,-

Comment

Comment

Cantina Fiammetta Favola Rebola 2020

Forfriskende hvidvin fra den italienske Adriaterhavskyst. Alle kender Rimini men kun få kender oplandets klassiske hvidvin Rebola, en mild, saftig og salt hvidvin, som passer perfekt til det lokale fiske- og skaldyrskøkken. Omend navnet kunne antyde en forbindelse til Friulis Ribolla er der snarere tale om en forbindelse sydpå, den er nemlig identisk med den umbriske Grechetto Gentile. For at øge forvirringen er det lokale synonym Pignoletto! Men det glemmer man alt om, når man skyller Cantina Fiammettas fine eksempler ned… næsten vandigt drivende, med ganske blid syre og modne citrusnoter, inklusiv små strejf af saltsyltede citroner og noritang.

Flaske: Favola 2020
Vinhus: Cantina Fiammetta
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Rebola
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Geyerhof Riesling Ried Kirchensteig 2019

Kirkestien hedder marken, og den kære familien Mayer på Geyerhof holder også vinen derfra på dydens smalle sti: Modne gule stenfrugter og stikkelsbær, saftspændt og stramt struktureret men med mild blødhed og mørk mineralsk dybde. Åstedet er en sydvestvendt skråning syd for landsbyen Oberfucha, med lys metamorfisk granulit under et tyndt lag muld, beliggende i 230-260 meters højde. Dyrket økologisk som det naturligste i verden, Geyerhof har været certificeret siden 1988. Håndhøst først i november, helklasepresning og spontangæring på ståltanke, modnet halvandet år på gærresterne. Klassisk Kremstal Riesling.

Flaske: Kirchensteig 2019
Vinhus: Geyerhof
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, granulit
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: ViniPortugal
Pris: 245,-

Comment

Comment

Veyder-Malberg Grüner Veltliner Weissenkirchner Ried Weitenberg 2019

Glimrende Grüner Veltliner fra Wachaus verdensmest i mineralitet og raffinement, Peter Veyder-Malberg. Weitenberg er en terraseret vinmark ved Weissenkirchen midt i Wachau, en stejl sydvendt skråning bag byen på lehm, gnejs og glimmerskifer. Her dyrker Peter gamle stokke af en massal selektion af kloner med løsere klaser og mindre druer, der høstes høstes ved høj modenhed men helt og aldeles uden ædelråd. Langsom helklasepresning, gæret og modnet et år på store, gamle Stockinger fade. Stilsikkert Veyder-Malbergsk saft med koncentration og kompleksitet men uden flomme og unødig ornamentering. Fløjlsblødt stof med silkeagtig lethed, moden grøn pære, kiwi, fersken og ananas, med citrusfrisk syre og små strejf af pollen, hvid peber, kommen, stenmel og solskin.

Flaske: Weitenberg 2019
Vinhus: Veyder-Malberg
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Gnejs, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Österreich Vin
Pris: 495,-

Comment

Comment

Weingut Tement Ried Zieregg Vinothek Reserve 2018

Skal der Sauvignon i glasset, skænkes der sjældent mere storslået af slagsen end Zieregg fra familien Tement i Südsteiermark. Vinotheksreserve 2018 har superb struktur, tekstur og kompleksitet, “en vin til evigheden”, som familien selv beskriver den. Selvom det nærmest er helligbrøde at tage forsmag på evigheden allerede, så frister den med liflig fersken, passionsfrugt og moden mango, dugfriske grønne urter, våd skovbund, sten, sydesalt og en syre så spændt som Apollos gyldne bue. Knivskarp balance og betagende længde. Druerne stammer fra parcellen Weisse Wand på den stærkt skrånende, sydvendte Zieregg, og vinen lagrer 30 måneder sur lie i store træfade før flaskning. Fabelhaft!

Flaske: Zieregg Vinothek Reserve 2018
Vinhus: Tement
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Philipson Wine
Pris: cirka 750,-

Comment