Viewing entries in
Økologi

Comment

Weinbau Straka Welschriesling P……r 2017

Supersaftig og seriøs Welschriesling fra Weinbau Straka i det sydlige Burgenland, man må ty til tyske gloser for at finde noget, der dækker: Trinkfluss og Vielschichtigkeit. Området omkring Rechnitz er en af Welschrieslings østrigske højborge, og med økologisk dyrkning og 80 år gamle stokke på marken Prantner tryller den unge Thomas Straka en vin med stor skarphedsdybde frem: Smidig syre, et let salt og røget tilsnit, og pænt med saftig frugt— gule æbler, grapefrugt, mango— og små strejf af alt muligt aromatisk— jasmin, akacie, sort te, tørrede roser og basmatiris. Godt gjort.

Weinbau Straka Welschriesling Prantner 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Welschriesling P……r 2017
Vinhus: Weinbau Straka
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Welschriesling
Jordbund: Lehm, grøn skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Pieropan Soave Classico Calvarino 2016

Soave kan ganske vist oversættes med sød og blød, men der er intet blidt eller rundt over Calvarino fra Pieropan, en enkeltmarksvin fra terrasser på vulkansk jordbund lige uden for byen Soave. Navnet betyder i øvrigt ‘lille Golgata’ med en hentydning til markens plagsomme opdyrkning. Efter en let flintet og røget åbning er der jasmin, parafin, ferskensten og mandler, citronskal, sprød syre og salt eftersmag. Det er en anderledes rank og spændstig vin end dens genpart fra kalkholdige lerjorde, den frodigere og frugtigere La Rocca. Hovedrollen i begge indtages af Garganega (gamle stokke) med støtte fra Trebbiano di Soave. Gæret i glasbeklædte cementtanke og lagret et år på gærresterne i ståltanke.

Pieropan Soave Classico Calvarino 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Calvarino 2016
Vinhus: Pieropan
Område: Veneto
Land: Italien
Druesorter: Garganega,
Trebbiano di Soave
Jordbund: Tuf, basalt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Cement- og ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Adriat Vinimport
Pris: 175,-

Comment

Comment

Vejrhøj Vingård Gylden 2018

Vejrhøj Vingård lod i 2018 Solaris og Souvignier Gris gære med skallerne omtrent seks uger og lagre et godt års tid på små træfade, flasket ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Vinens navn blev Gylden, og nomen est omen! Det er ædle dråber med gyldent skær, en spændende duft af hyldetræ, tomatstilk, fyrrenåle og cypres, og saftige stikkelsbær, rønnebær og havtorn i smagen, en sirlig syre, fine, tørre tanniner og fornem tekstur. Den kan endda gå i spænd med årstidens skønne men vinmæssigt vanskelige asparges. Det er godt gjort— dansk vin i verdensklasse!

Vejrhøj Vingård Gylden Solaris Souvignier Gris Orange 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Gylden 2018
Vinhus: Vejrhøj Vingård
Område: Sjælland
Land: Danmark
Druesorter: Solaris, Souvignier Gris
Jordbund: Moræne
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
seks ugers skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Pris: 215,-

Comment

Comment

Zehnthof Luckert Sulzfelder Silvaner trocken 2018

Saftig og svævende Silvaner, som skik er det hos Zehnthof Luckert. Mild syre og fint stof med moden pære, kvæde, nyslået hø og våde sten— fordamper som dug fra solen, som forfriskning en forårs- og sommerdag fås det ikke meget bedre. Bredde og frodighed fra den svært solrige sommer 2018, mineralitet fra den magre Muschelkalk rundt om Sulzfeld am Main og blød dybde fra lagring på gærresterne.

Zehnthof Luckert Sulzfelder Silvaner trocken 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Sulzfelder Silvaner 2018
Vinhus: Zehnthof Luckert
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Vinpusheren
Pris: 150,-

Comment

Comment

Josep Foraster Julieta 2018

Rød velour fra Katalonien. Julieta er essensen af sorten Trepat, en katalansk specialitet mest kendt fra Cava, men mange gamle stokke i Conca de Barberà bliver i dag til glimrende rødvine. Josep Foraster er en af foregangsmændene for de sortsrene rødvine. Julieta er fra marken Montornès, 520 meter over havet på kalksten og ler; økologisk dyrket, køligt gæret på betonæg og med lav sulfittilsætning. Spændstig og saftig rød bærfrugt— solbær, blåbær, brombær, kirsebær— med moden sødme, frisk syre, fløjlsbløde tanniner og små strejf af tørrede roser, hø, mandler, kærnemælk og kanel.

Josep Foraster Julieta Trepat 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Julieta 2018
Vinhus: Josep Foraster
Område: Catalunya
Land: Spanien
Druesort: Trepat
Jordbund: Ler, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Syv måneder på betonæg
Lukning: Korkprop, lakforseglet
Alkohol: 12%
Importør: Vinpusheren
Pris: 180,-

Comment

Comment

Ingrid Groiss Gemischter Satz Braitenpuechtorff 2019

Dette er et studie i grønt og de sjældneste nuancer på farvepaletten: Hvornår smagte du sidst Hietl Rote, Grauer Vöslauer eller Silberweisse? Der er 17 forskellige sorter i Ingrid Groiss glimrende Gemischter Satz fra hendes lokale ‘druesortsmuseum’ i Weinviertel. Navnet er et konglomerat af navnene på tre gamle vinmarker rundt om byen Breitenwaida. Jordbunden er også konglomerat, og smagen mineralsk, urtet og umiskendeligt østrigsk. Sprød, syrerig, fuld af æbler og pærer, af hvæsset le og nyslået hø, af græs og grønne reineclauder. En forårsbebuder, en sommervin.

Selekteret høst, nænsom presning, syv timers skindkontakt og fire måneders lagring på gærresterne. Stokkene stammer fra bedstemoren, størstedelen er plantet omkring 1951. Grüner Veltliner, Riesling, Roter Veltliner, Welschriesling, Müller Thurgau, Chardonnay, Grauburgunder, Weissburgunder, Frühroter Veltliner, Neuburger, Zierfandler, Rotgipfler, Sämling, Hietl Rote, Grauer Vöslauer, Weiße Vöslauer og Silberweiße.

Ingrid Groiss Gemischter Satz Braitenpuechtorff 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Braitenpuechtorff 2019
Vinhus: Ingrid Groiss
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Kalkholdigt konglomerat
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Cappa Vin
Pris: 149,-

Comment