Viewing entries tagged
Wien

Comment

Hajszan Neumann Grüner Veltliner Natural 2020

En orange vårhare fra Wien, den fine Grüner Veltliner Natural fra Hajszan Neumann. Liflig duft af grøn banan, mango og papaya, et pust thaibasilikum og koriander, Østrig møder Orienten. I munden er den saftig og stoflig, griber godt fat med masser af tørstof, kalket mineralitet, summende syre og en mild bitterhed. Af biodynamisk dyrkede druer fra marken Gabrissen på Bisamberg i byens nordøstlige hjørne, spontangæret på ståltanke med fire måneders skindkontakt og flasket ufiltreret. En karakteristisk anderledes GV til UG med kryds og slange.

Flaske: Grüner Veltliner Natural 2020
Vinhus: Hajszan Neumann
Område: Wien
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdigt sand og grus
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på stål,
fire måneders skindkontakt
Lagring: Ståltank
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 12,5%
Importør: Løgismose
Pris: 144,-

Comment

Comment

Wieninger Wiener Gemischter Satz Ried Ulm 2018

Das muss ein Stück vom Himmel sein, Wieninger’s Wein… som altid er Fritz Wieninger på toppen med sin Wiener Gemischter Satz fra Ried Ulm. Den er som østrigsk vins slogan siger: Grosse Kunst. Ohne Allüren. 2019 bød på en lang og tør sommer med et mildt og køligt efterår, så der er både fuldmoden frugt og god syrestruktur i vinene. Ulm ulmer af friske gule stenfrugter i snuden med den obligatoriske krydring fra hø, hvid peber og nåletræer nedenunder. Saftigt flow, rund fylde og mild syre, og smagen forsætter med pære, syltede grønne tomater, moden mango, sød galiamelon og et salt svirp til sidst. Som altid elskelig, som udsigten ud over Wien fra Nussbergs kalkholdige sandstensjord — og sorter som Grüner Veltliner, Neuburger, Riesling, Sylvaner, Traminer, Rotgipfler, Zierfandler, Weissburgunder og Welschriesling . Læs mere her.

Wieninger Wiener Gemischter Satz Ried Ulm 1ÖTW 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Ulm 2019
Vinhus: Wieninger
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Ler, kalksten, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Weingärtnerei Uhler Ried Reisenberg «Wien 1960» 2018

Overraskende orange Grüner Veltliner fra Peter Uhler i Wien. Marken Reisenberg huser de dybt rodfæstede Veltliner-stokke plantet i 1960, som sædvanligvis lægger druer til vinen Der Jubilar; men her er det som om han med fire ugers skindkontakt har transponeret den fra c-dur til a-mol eller skiftet sin vanlige violin ud med en bratsch! Saftig pærefrugt med citrusnoter, først ret læskende men så mere tør og stoflig med fint støvede tanniner og efterklang af anisfrø, kommen, pæreskal og grapefrugt. Play it again!

Weingärtnerei Uhler Grüner Veltliner Ried Reisenberg Wien 1960 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: «Wien 1960» 2018
Vinhus: Weingärtnerei Uhler
Område: Wien
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Flysch, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
fire ugers skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 13,5%
Importør: Vinpusheren
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Hajszan Neumann Riesling Ried Steinberg 2019

Dugfrisk Riesling fra Wien, hvor Hajszan Neumann med biodynamik kortlægger byens nordlige vinmarker. Citrusfrisk snude med et røget strejf. Sprød, saftspændt og syrerig i munden, smager af citrus, stenfrugt og sagte eksotik, mens en livlig syre skøjter rundt og slår pirouetter på is. Stenet mineralitet. Sydvest for det navnkundige Nussberg ligger Steinberg, en sydvendt skråning på sandsten, der hæver sig 300-330 m.o.h. og med udsigt over det meste af byen. Gamle stokke og gæring på ståltanke giver rankhed og koncentration. En forfriskende fornøjelse.

Hajszan Neumann Riesling Ried Steinberg 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Steinberg 2019
Vinhus: Hajszan Neumann
Område: Wien
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Ler, sandsten, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 14%
Importør: Løgismose
Pris: cirka 225,-
(ikke p.t. i sortiment)

Comment

Comment

Weingut Christ Ried Wiesthalen Wiener Gemischter Satz 2018

Wiesthalen er en af Wiens ældste vinmarker, og Rainer Christ fremstår igen som en værdig forvalter med sin Wiener Gemischter Satz årgang 2018. Spændende duft af grøn stenfrugt, græskarkerner og et hint af hørfrø. Ren, rund og smidig i munden med pæn syre og en delikat krydring, grøn fersken, mango, græs, urter, løvstikke og røllike. Wiesthalen står stadig som enkeltstående Stockkultur, og der er tale om ældre stokke af Grüner Veltliner, Riesling, Chardonnay, Weissburgunder og Welschriesling m.fl. Charmerende vin.

Weingut Christ Wiener Gemischter Satz Ried Wiesthalen 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Wiesthalen WGS 2018
Vinhus: Weingut Christ
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Sandsten, kalksten, løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Wieninger Wiener Gemischter Satz Nussberg Alte Reben 2010

Fritz Wieningers smukke Wiener Gemischter Satz fra Nussberg (nærmere bestemt marken Ulm lige ud mod Donau) var et af mange højdepunkter i en smagning af årgang 2010 til dette års Erste Lagen præsentation hos ÖTW. Intens frugt, dansende syre, cremet tekstur og en salt mineralitet smeltede sammen i en næsten fuldkommen himmerigsmundfuld… med mango, grapefrugt, bergamot, mos, karse, peberrod, peber, krydret kompleksitet og vibrerende balance. Skulle nogen være i tvivl om WGSs lagringspotentiale eller årgang 2010s langtidsholdbarhed, så burde man kunne lukke munden på dem med denne her. Moden men stadig med mange år foran sig, en smuk vin.

Wieninger Wiener Gemischter Satz Nussberg Alte Reben 2010 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Nussberg Alte Reben 2010
Vinhus: Wieninger
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Flysch, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
(nyeste årgange)
Pris: cirka 250,-

Comment