Viewing entries tagged
Weingut Schönhals

Comment

Weingut Schönhals Saphira 2020

Hybridsorter har et blakket ry hos mange vinfolk, mere eller mindre velfortjent, men de nye generationer af PIWI-sorter og ikke mindst vinmagere gør det ry til skamme; og så gør deres større sygdomsresistens og tørketolerance dem til en gave for et fremtidssikret, bæredygtigt vinbrug. Saphira er en krydsning af Arnsburger og Seyve-Villard 1-72, to andre moderne krydsninger med gode resistensegenskaber. “Saphira, die wunderbare Schönheit, er dejlig druesort,” siger Hanneke Schönhals, “den elsker solen, tåler tørke godt og giver meget saftige, søde druer med meget eksotisk smag, mango, papaya og passionsfrugt — og så tænker jeg straks på stranden!” Hendes Saphira Zukunftswein er en saftig solskinsvin, med fin duft og smag af gule hindbær, mandariner, abrikoser og bemeldte sydfrugter samt en smidig syre. Måske en illusion i disse mørke tider, men den har en snert af en lys fremtid. Læs mere om Zukunftsweine her.

Flaske: Saphira 2020
Vinhus: Weingut Schönhals
Område: Rheinhessen
Land: Tyskland
Druesort: Saphira
Jordbund: Ler, lehm
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltank
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vild med Vin
Pris: cirka 100,-
(ikke p.t. i sortiment)

Comment

Comment

Weingut Schönhals Cabernet Blanc 2020

Superlækker hvidvin fra Rheinhessen, hvor familien Schönhals de sidste tredive år har eksperimenteret med nye sygdomsresistente sorter (PIWI) til økologiske og biodynamisk vinbrug. Cabernet Blanc er frembragt i 1991 af schweiziske Valentin Blattner som en krydsning af Cabernet Sauvignon og en vild hvid sort af ukendt oprindelse. Sorten har siden spredt sig fra Volker Freytag i Pfalz og er i dag en af de mest populære nye sorter i Tyskland. Schönhals har skabt en smuk balance mellem aroma og struktur i deres fine hvide Cabernet Blamc 2020: Mild duft af græs, nælder og nye ærter, og et saftigt skud grøn peberfrugt, friske grønne asparges, pebermynte og hvid peber i smagen, syrefrisk og delikat.

Flaske: Cabernet Blanc 2020
Vinhus: Weingut Schönhals
Område: Rheinhessen
Land: Tyskland
Druesort: Cabernet Blanc
Jordbund: Ler, lehm
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltank
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vild med Vin
Pris: cirka 150,-
(ikke p.t. i sortiment)

Comment