Viewing entries tagged
Vinarija Cmrećnjak

Comment

Cmrečnjak Polaris Brut 2020

Måske polariserende men i alle tilfælde mousserende Pušipel på den klassiske metode. Flot og klar gulliggrøn farce, med livlig og luftig skum, sprøde bobler med masser af bid. Stringent citrus, stenfrugt og lette noter af ristet brød, gennemskåret af knusprig syre og med helt tørt finish, kun to gram sukker. Ungdommelig og meget forfriskende, savner måske en smule alder og modning for at være helt i balance.

Flaske: Polaris Brut 2020
Vinhus: Cmrečnjak
Område: Meðimurje
Land: Kroatien
Druesort: Furmint
Jordbund: Løss, sand, ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret, flaskegæret
Lagring: Ståltanke, flaskelagret
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Cmrečnjak Pušipel Xtreme2 2016

Tungekrøllende af navn og tungepirrende af gavn. Marko Cmrečnjak [ts-mretsj-njak] laver labre vine i Međimurje i det nordlige Kroatien, tæt på grænsen til Slovenien og Ungarn. Områdets specialitet er Furmint, som lokalt går under navnene Pušipel og Šipon, og det er særdeles drikværdige vine. Med “Pušipel Xtreme na kvadrat” udøver Marko ekstremsport med sorten, det er Furmint gange Furmint, med lang skindkontakt og to et halvt års fadlagring på gærresterne — en orangevin for lettere øvede tunger, men fans af genren vil elske den. Noter af ruskind og læder i duften dækker oven en dybde af frodig, mørk frugt. Fyrig syre og støvede tanniner, fuld af tørrede abrikoser, abrikoskerne, kandiseret orangeskal, mandarin, grapefrugt, søde krydderier som kanel og nellike samt mildt røgede noter. Bukolisk bryg af den mest spændende slags.

Flaske: Pušipel Xtreme2 2016
Vinhus: Cmrečnjak
Område: Međimurje
Land: Kroatien
Druesort: Furmint
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre måneders skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 250,-

Comment