Viewing entries tagged
Villa Dobravac

Comment

Dobravac Simminor Malvazija 2018

Et orange mesterværk omend den kun er den mindre symfoni fra familien Dobravac ved Rovinj på Istriens vestkyst. Sommerlig charme i klangfuld c-dur, der smyger sig med gylden frugt og delikate kryddernoter— modne mangoer, ferskner og abrikoser, akaciehonning og orangeblomstvand, kandiseret orangeskal og søde krydderier. Righoldig og varmblodet med fløjlsbløde tanniner, blid syre og en mild bitterhed, forførende som aftensolen ved Adriaterhavskysten. Simminor er en ny tilføjelse til Dobravacs allerede imponerende skala af Malvazija-modulationer, en lettere, friskere og frugtigere version af den store Simfonija. Begge er fremstillet af fuldt modne druer, Simminor med 20 dages skindkontakt og 9 måneder på barriques og tonneaux mod Simfonijas 30 dages maceration og op til 4 år på fade. En rigtigt flot og frugtig orangevin.

Flaske: Simminor 2018
Vinhus: Dobravac
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Jernholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
20 dages skindkontakt
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Dobravac Simfonija 2016

Malvazija med skindkontakt og sød musik opstår… Den musikalske familie Dobravac fra Ronvinj på Istriens vestkyst får flygelklang og fuld orkestrering på deres Malvazija med to ugers maceration og to års fadlagring på tonneaux og barriques og flasket ufiltreret. Sortens sædvanlige akacieduft, milde mandelnoter og salte sprødhed får her følgeskab af syrener og violer, bergamot og bitter orangeskal, ferskenskind og abrikoskerner, marcipan, tobak og krydret honning. Cremet tekstur og smidig tanninstruktur, en frisk og kompleks mundfuld. Dobravac fremstiller desuden den glimrende Simminor samt Suita, Sonata, Allegro, Toccata og Fuga.

Flaske: Simfonija 2016
Vinhus: Villa Dobravac
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Jernholdig flysch og ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
to ugers skindkontakt
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Dobravac Simfonija 2015

Musikalsk Malvazija macereret med en smule Chardonnay, og det er klassisk orangevin med symfonisk klang. Blomster, bergamot og læder i duften, fyldig, varm og krydret i munden, med mild syre og fine tanniner og en flot smag af abrikoser, orangeskal, kvædebrød, muskatblomme, muskatnød og vanille. Fra familien Dobravacs gård i Rovinj ved den kroatiske Adriaterhavskyst. Tre år på tonneaux og barriques.

Vina Dobravac Simfonija 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Simfonija 2015
Vinhus: Dobravac
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesorter: Malvazija Istarska, Chardonnay
Jordbund: Jernholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
to ugers skindkontakt
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Pris: cirka 250,-

Comment