Viewing entries tagged
Srednja i Južna Dalmacija

Comment

Prović Danica 2022

Adriatisk stemning i glasset, den sjældne, gamle sort Zlatarica i spændende fortolkning fra familien Prović i Opuzen: Selektiv håndhøst, spontangæring af hele klaser i et gammelt akaciefad, 100 dages skindkontakt og derefter omstikning og modning på gæren i et år, lejlighedsvis bâttonage, flasket ufiltreret. Det resulterer i en ret enestående mundfuld, saftig, glat, smidig og fuld af frodige stenfrugter og en moden citrisk syrlighed. Lækker mundfølelse, delikat syre og fine fenoler, små strejf af urter, vilde blomster og bivoks, let salt.

Danica er navnet på de søskendeparret Vjeko og Monikas bedstemor, som medbragte landområdet, hvor vinmarkerne er plantet, i medgift, da hun giftede sig med deres bedstefar. Danica er desuden morgenstjernen, den slaviske personificering af planeten Venus. Zlatarica Vrgorska er en gammel og længe så godt som glemt hvid druesort, som i dag mest findes omkring Vrgorac i det dalmatiske bagland og langs Neretva-flodens delta (ses på etiketten) i det sydlige Dalmatien. Familien Prović har arbejdet med den i omkring ti år nu og og gør gode fremskridt. Med den rette pleje i marken giver Zlatarica stabile udbytter og pænt modne druer, gyldne (zlatan) med små mørke pletter, og i de rette hænder resulterer de i friske, let blomstrede og friskfrugtige vine med moderat alkoholindhold, aldeles velegnede til de lokale fiske- og skaldyrsretter.

Flaske: Danica 2022
Vinhus: Prović
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Zlatarica Vrgorska
Jordbund: Ler, sand, kalksten, fossiler
Dyrkningsform: Koventionel
Vinificering: Spontangæret,
100 dages skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Vinarija Križ Milo 2023

Strålende mørk saft med vidtløftig frugt og forunderlig dybde. Der er nærmest uendelige sommerdage langs havet under sydens sol i Vinarija Križs vidunderlige Milo, som er sært saftig og friskfrugtig Plavac Mali fra Pelješac-halvøen nord for Dubrovnik. Vinen er opkaldt efter vinmageren Denis Bogoević Marušićs nu afdøde far, som han for små tyve år siden vendte hjem for at lave vin sammen med. Et møde mellem to generationer og tidsaldre— der var 42 år mellem dem— men de mødtes på de karrige karstskråninger med gamle buskvine, økologisk biodynamisk dyrkede, og forvandlede med gammeldags minimalisme druerne til vin i deres lille garagevineri. Milo er husets topvin, om man vil, en friskfrugtig og charmerende version af den ellers så tanninrige, kraftige og krydrede sort. Nærværende årgang har en smule mindre morbær og figen end dens foregængere; men samme fjøjlsbløde stof og underfundige spil mellem sødmefuld frugt, mild syre og fine, støvede tanniner, som gør den saftspændt og virkeligt tør på samme tid. En lind strøm af modne sorte kirsebær og brombær med kompleks understrøm af kumquat, lakrids, læder, damascenerroser, middelhavsurter og havsalt, der smelter på tungen.

Flaske: Milo 2023
Vinhus: Križ
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Plavac Mali
Jordbund: Karst
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Vina Deak Ćaća moj Pošip 2022

Pošip i fuldt flor. Ćaća moj fra familien Deak i det sydlige Dalmatien er stilsikker sommervin fra Middelhavet med solskin og salt brise. Økologisk, håndhøstet, gæret på stål og modnet seks måneder sur lies. Blomsterlig duft, masser af moden citrus og saftig stenfrugt i smagen, mild syre og let urtede og mineralske undertoner. Udmærket til al frisk fangst fra havet og eminent til østers. Pošip er, efter Graševina og Malvazija, den mest plantede hvidvinsdrue i Kroatien med hjemmebane i Dalmatien og oprindelse på øen Korčula— men den er også den hvide hoveddrue i den unge appellation Komarna ved Neretva-flodens udmunding i Adriaterhavet en smule nord for Dubrovnik. I 2006 anlagde Rizman de første vinmarker her, hvor der før ellers kun var vild vegetation og oliventræer; og for at kere sig om lokalmiljøet og biodiversiteten har alle områdets syv producenter fra begyndelsen praktiseret økologiske dyrkning. Således også Vina Deak, som startede op i 2011 og fra deres 15 hektarer olivenlinde og vinmarker fremstiller fin økologiske olivenolie og velsmagende Plavac og Pošip fra de svimlende stejle skråninger ned til havet.

Flaske: Pošip Ćaća moj 2022
Vinhus: Vina Deak
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Pošip
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Vinarija Križ Plavac Milo 2021

Tæskelækker kondenseret solskin fra Dalmatien, brændende sol, varme sten og havets dybe blå på flaske. Med mantraet “modgang gør godt for Plavac Mali« fremtryller den lille men storslåede vingård Križ mystisk saftige dråber af en mærkværdigt mørk og nærmest dekadent frugt. Paradoksalt er det, at en så læskende og overdådigt righoldig vin kan frembringes fra så fattige, stenede og sandede forhold. Križ er selv en et kontrastfuldt forhold mellem ungdom og alderdom, fortid og fremtid. I 2004 vendte Denis Bogoević Marušić ryggen til en fortsat karriere i Split og vendte tilbage til den lille flække Prizdrina på Pelješac-halvøen i det sydlige Dalmatien for dér at restaurere sin families gamle hus. Samtidig hjalp han sin gamle far Mile med at passe nogle endnu ældre vinstokke; og i 2011 blev deres lille familievingård født. Der dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper, og vinene frembringes uden moderne faciliteter eller interventioner, så man får et rent og levende terroirudtryk. En lind strøm af friske figner og solmodne morbær, fin syre og spændstige men silkeglatte tanniner.

Flaske: Milo 2021
Vinhus: Križ
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Plavac Mali
Jordbund: Karst
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Vinarija Križ Grk 2022

Solgylden Grk fra Križ i det sydlige Dalmatien; og de vokaler, den mangler, kompenserer den rigeligt i en velsmagende samklang af frisk fersken og kandiseret orangeskal, spændende spor af rabarber og kvan, harpiks, fennikel og kørvel samt et diskret strejf vanilje… mens fine tanniner smelter på tungen og en mundvandsdrivende syre liver det hele op. Det er sjældent appetitvækkende, læskende og levende dråber. Spontant gæret på store slavonske egetræsfade, druerne tilbringer omkring en uge med skallerne for at udtrække Grks fulde smag og fenoliske rigdom. Den modner på gærresterne og flaskes ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. En sjældenhed, kun knapt 1.000 flasker om året.

Flaske: Grk 2022
Vinhus: Vinarija Križ
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Grk
Jordbund: Sand og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
en uges skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Forhandlere: f.eks. thewine&more
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Black Island Winery The Dalmatian Dog 2022

Saftig køter med kridhvidt smil: Dalmatian Dog er en stålsat og pletfri Pošip fra Merga Victa på den skønne kroatiske ø Korčula. Høstet fra området omkring Smokvica, hvor en lokal vinbonde ved navn Marin Tomašić efter sigende skulle have opdaget druen i 1880; og “den sorte øs” vinhus Merga Victa er samtidigt arvtagerne efter det lokale kooperativ, som i sin tid genopdyrkede druen i større stil. I glasset: Nydelig snude med pocherede pærer og pinje, citrusfriskt syrebid uden at vise tænder, flot fylde og små strejf fersken, humle og krydderurter. Genskær fra sommeren og en fornem, madvenlig hverdagsvin.

Flaske: Dalmatian Dog Pošip 2022
Vinhus: Merga Victa
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Pošip
Jordbund: Sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Forhandler: f.eks. wine&more
Pris: cirka 200,-

Comment