Viewing entries tagged
Smaragd

Comment

Weingärtnerei Frischengruber Ried Kirnberg Riesling Smaragd 2023

Yyderst frisk Riesling fra Wachau, hvor der blæser nye vinde, ikke mindst på Donaus højre bred. Et af de bedste beviser på, at ikke kun venstre bred byder på glimrende Riesling kommer fra marken Kirnberg ved Rossatz, et solbeskinnet plateau lige vest for landsbyen, hist hvor Donau slår en bugt, og kølige briser fra floddalen strømmer gennem og giver særlig isnende nerve. Jordbunden har et tyndt lag løss med forvitringsmateriale oven på grundfjeld af paragnejs. I unge Georg Frischengrubers kyndige hænder, han er vinbonde i femte generation, forvaltes markerne med økologiske og bæredygtige dyrkningspraksisser, blandt andet har han får til at afgræsse vinmarkerne. Der er dog intet uldent ved vinen, som er saftspændt og silkeglat og strømmer over af syrligsød fersken, ananas og passionsfrugt, gennemskåret af en elektrisk syre og funklende mineralitet. Flot balanceret og god længde.

Flaske: Riesling Smaragd Kirnberg 2023
Vinhus: Frischengruber
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss og paragnejs
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Domäne Wachau Ried Achleiten Riesling Smaragd 2017

Én for alle, alle for én! Østrigske Domäne Wachau er kooperativ på første klasse, hvilket tydeligt fremgår af deres Riesling fra Achleiten— en af Wachaus bedst kendte og mest markante marker. Det er ren og skær stensaft, som kommer i glasset, syrlig ferskenfrugt med noter af grapefrugtskal, limesaft og citrongræs, isprængt flintede, røgede, salte noter. Achleiten ligger ved Weissenkirchen midt i Wachau og er en sydøstvendt skråning, som strækker sig lige fra Donaufloden til Waldviertelskoven, fra 209 til 357 meters højde. Dens stenterrasser er bygget op primært på gnejs og paragnejs på den øverste del, mens amfibolit fylder mere på den nedre. Med Roman Horvath og Heinz Frischengruber i front dyrker Domäne Wachau næsten ni af de godt 22 hektarer vinmarker på Achleiten, 60% Riesling og 40% Grüner Veltliner— og begge bliver små mineralske mesterværker, som lagrer glimrende.

Flaske: Achleiten Riesling Smaragd 2017
Vinhus: Domäne Wachau
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Gnejs, paragnejs, sand
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Kjær & Sommerfeldt
Pris: 349,-

Comment

Comment

Nikolaihof Riesling Vinothek 2002

En lille tidsrejse tilbage til 2002 og til gammeldags håndværk fra en svunden tid: Nikolaihofs Vinotheksabfüllung er efter 16 år på et stort, gammelt træfad smukt udviklet men stadig så ungdommelig, som var tiden gået i stå. Duften er fuld af hvide forårsblomster, friskrevet limeskal og en let petroleumsnote. Citrus slår igennem i smagen, en glasklar saft med sirlig syre og dybere lag af moden stenfrugt, ristede kastanjer, bivoks og knuste sten. En rank og livskraftig vin med tid bag— og foran sig. Nikolaihof kan spore sin historie tilbage til romersk tid. Vinhuset, som det står i dag, blev købt af familien Saahs i 1894, og efter en svær tid i århundredets første halvdel rejste det sig som Fugl Fønix. Biodynamisk dyrkning siden 1971 med fuld Demeter-certificering siden 1998.

Nikolaihof+Riesling+Vinothek+2002+Flaskevis+%28C%29+Thomas+Bohl.jpg

Flaske: Riesling Vinothek 2002
Vinhus: Nikolaihof
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Gnejs, lehm, løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
(dog ikke i sortiment)
Pris: cirka 750,-

Comment

Comment

Franz Hirtzberger Rotes Tor Grüner Veltliner Smaragd 2016

Grønne pærer, saftig fersken, frodig urtehave, haricots verts, hvid peber — Grüner Veltliner fra familiedynastiet Hirtzberger i det vestlige Wachau. Druerne dyrkes på gnejs- og skiferholdige skråninger omkring porten Rotes Tor, en rest af Spitzs gamle bymur, som efter sigende blev farvet svenskrød af blod i 1630 under Trediveårskrigen. Druerne er håndhøstet af flere omgange fra midt i oktober til midt i november. Vinificeret på ståltanke og gamle træfade, et års modning før flaskning. Klassisk stil, kølig og mineralsk.

Franz Hirtzberger Rotes Tor Grüner Veltliner Smaragd 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Rotes Tor Smaragd 2016
Vinhus: Franz Hirtzberger
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Gnejs, skifer
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæring på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: 175,-

Comment