Viewing entries tagged
Slovenska Velika Lega

Comment

Vino Gross Iglič 2022

REn af de vine, hvor hver slurk gør tilfreds men fortsat skaber længsel efter mere… med så levende et væsen, at det føles, som var man landet lige lukt i vinmarken. Det er i øvrigt en af de smukkeste af slagsen, den yndefuldt svungne Iglič ved Haloze i Štajerska i Slovenien, hvor Michael og Maria Gross med talent, tålmod og forståelse for naturens egne rytmer kan få landskabet til at komme til live i glasset, formidabelt formidlet af Furmint. Den er snoer og slynger sig livligt og smidigt som sin stejle, sydvendte skråning med brede terrasser og et højt plateau på toppen. Jordbunden er opok, kalkholdig mergel, dyrkningsformen er biodynamisk, og druematerialet er til dels fra ældre stokke, dels en selektion af særligt udvalgte kloner fra den ungarske Furmint-hvisker István Szepsy i Tokaj. Vinificeret og flasket i reneste form (spontan gæring i store gamle tønder, modnet på gærresterne, flasket uklaret, ufiltreret og med kun 10 mg sulfit tilsat før flaskning) og flyver op fra glasset med en særegen duft af nyslået hø, vild timian og marrokansk mynte, i munden syrlig og mineralsk med en rigdom af gule mirabeller, kvæder, kandiseret citrus, akaciehonning og hvid te. Elegance, balance, kompleksitet.

Flaske: Iglič 2022
Vinhus: Vino Gross
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Furmint
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 255,-

Comment

Comment

Vino Gross Colles 2022

Fantastisk Sauvignon fra Štajerska, og endnu en forunderligt levende flaske fra Maria og Michael Gross. Colles er som en krystalklar kilde, der strømmer over af friske frugter og alt, hvad der er grønt i denne verden; som et dyk ned i den frodige vinmark på en smuk sommerdag og en gåtur gennem enge og skove. Citrisk sprød og næsten cideragtig, med mundvandsdrivende syre og masser af saftig stenfrugt mingeleret med limeskal, krydderurter, nåleskov, harpiks, humle, pibetobak, røg. Afstemt og appetitvækkende, ren og skær velsmag. Colles er en svært stejl parcel på den større enkeltmark Gorca, en sydvendt skråning i 290 til 330 meters højde. Marken har kun et tarveligt tyndt lag muldjord, så Maria og Michael arbejder aktivt med kompostering og formuldning, og ellers må vinstokkenes rødder søge fodfæste i sprækker i den kompakte opok nedenunder, Štajerskas karakteristiske kalkmergel.

Flaske: Colles 2022
Vinhus: Vino Gross
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 278,-

Comment

Comment

Roka Laški 2019

Righoldig Riesling med duft af hvide blomster, akaciehonning og galiamelon og smag af modne kerne- og stenfrugter. Flot fylde og en smidig syre danser sig gennem dens tætte stof og milde frugtsødme. Super charmerende og ikke uden seriøse miner, der er dybere, mere krydrede lag, som lægger op til længere tids flaskemodning. Druerne er dyrket på marken Laškovec ved Okić i området Plešivica vest for Zagreb, hvor de solrige dage og kølige nætter giver perfekt modnede, sursøde druer. Et par dages kold maceration før spontangæring på store træfade og et års modning med gærresterne.

Flaske: Laški 2019
Vinhus: Roka
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Welschriesling
Jordbund: Kalkholdig ler og sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Roka Furmint 2019

Formfuldent Furmint fra Slovenien. Milde noter af akaciehonning, candyfloss og syrlige drops, men der er ikke en dråbe sødme på tungen, det er bentør og syrestyret saft. Fint vævet stof med stringent syre og funklende mineralitet, grønne æbler, grønne reineclauder, grapefrugt og limesaft, læskende og stimulerende, håndværk af høj kaliber. Roka betyder hånd på slovensk, og håndværkerne bag huset er det irske par Liam og Sinead Cabot, som før de slog sig ned i Štajerska i Slovenien drev vinimport i Dublin. Det var Liams far, ornitologen og miljøforkæmperen Dr. David Cabot, som gjorde dem nysgerrige på landet, efter selv at have boet der en årrække. Så i 2007 købte de hus i Kog med tilhørende halvanden hektar vinmarker, men først fra 2011 begynde de langsomt at lave vin selv. Vinmarkerne rummer gamle stokke af Šipon og Laški Rizling, de slovenske synonymer for Furmint og Welschriesling, og i 2012 besluttede de desuden at plante Modra Frankinja a.k.a. Blaufränkisch. Kog ligger tæt på grænsen til Kroatien og den kroatiske Furmint-spydspids Meðimurje, og områdets rullende bakker er rige på kalksten fra det pannoniske urhav. Roka praktiserer en skånsom tilgang i såvel vinmarker som kælder, ingen sprøjtegifte eller tilsætningsstoffer, og resultatet er autentiske vine, som er terroirtro, rene og livlige.

Flaske: Furmint 2019
Vinhus: Roka
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Furmint
Jordbund: Ler og sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Šuklje Vrbanjka Cru Plešivica 2018

Sart og velsmagende Blaufränkisch fra Slovenien, så lær hellere at sige Šuklje, Verbanjka og Plešivica. Blide tanniner, livlig syre og en tæt mørk frugt folder sig stille ud, blåbær, brombær og hyldebær toner over i sort peber, tørv, tobak, kanel og kakao. Vrbanjka er husets topvin, en selektion fra den stejleste del af vinmarken Plešivica, en sydvendt skråning med kalkholdig mergeljord. Bela Krajina ligger i den sydøstlige del af Slovenien, langs Kolpa-floden og lige ved grænsen til Kroatien. Det er skovklædt bakkeland spættet med blandet landbrug, og grundet det lune og solrige fastlandsklima er regionen traditionelt kendt for sit røde blend Metliška črnina. Vingården Šuklje ligger i byen Metlika, hvor Jože og Tatjana Šuklje har været lokale bannerførere for bedre vin. De etablerede ny kælder i 2000, og siden 2016 har de haft selskab af sønnen Matija, datteren Katja og hendes mand, den franske ønolog Guillaume Antalick. Driften er bæredygtigt orienteret og i omlægning til økologisk dyrkning. Šuklje er medstiftere af Slovensko Velika Lega, en sammenslutning af vinproducenter, der promoverer vine fra Sloveniens historiske regioner og marker. Familien driver desuden vinbaren Šuklje i Ljubljana.

Flaske: Vrbanjka 2018
Vinhus: Šuklje
Område: Bela Krajina
Land: Slovenien
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små og store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 250,-

Comment