Viewing entries tagged
Senftenberg

Comment

Proidl Grüner Veltliner Ehrenfels 2020

Syrligt grønkrydret duft med hvid peber, fyrreblomster og grønne enge. Forfriskende syrlig og saftspændt i munden, med mineralsk nerve nerve og fint svævende tørstof. Grøn pære, grøn reineclaude, lime, milde krydderurter, urtesalt, delikat, struktureret og elegant. Som man må forvente det fra en så stejl og stenet mark som Ehrenfels for foden af slotsruinen ved Senftenberg i Kremstal; og så kompetent et team som far og søn Franz og Patrick Proidl.

Flaske: Grüner Veltliner Ehrenfels 2020
Vinhus: Proidl
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Paragneis, amfibolit, bronzit
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Weingut Nigl Riesling Ried Goldberg 2017

Familien Nigl holder til lige for foden af Senftenbergs berømte borgruin. Familien er dybt forankret i Kremstal, og siden 1990 har de med Martin Nigl i spidsen helliget sig vinproduktion og egen restaurant, efter østrigsk tradition med varme følelser og kølige vine. Goldberg-marken tilkøbte familien sig i 1999, og det er en ganske interessant grobund for Riesling, en sydvestvendt skråning på et fremspring af ren amfibolit. Stilsikkert vinificeret på stål og modnet på store træfade, fuld af limesaft, frisk eksotisk frugt, kandiseret kvan og rabarber, summende syre og mørk mineralitet.

Nigl Riesling Ried Goldberg 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Goldberg 2017
Vinhus: Nigl
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Amfibolit
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 350,-

Comment

Comment

Proidl Riesling Reserve Ried Pfeningberg 2019

Riesling fra Proidl er en varig fornøjelse, ikke mindst med den nyligt frigivne årgang 2019. Det glimmerskiferprægede Pfeningberg skråner over den lille Kremsflod og er en af de luneste skråninger i Kremstal, alligevel er der rankhed, letvægt og livlighed. En mild æbleduft åbner op for dybere spor af fersken, abrikos og -kerner, godt greb af syrlig lime og let røgede og salte noter. En anelse stille først, men med tiden kommer tydeligere toner. Alting tager sin tid hos Proidl, sen høst (oktober-november), langsom presning og kold maceration (12 timer), langsom gæring over flere måneder— langvarige og længe levende vine.

Proidl Riesling Ried Pfeningberg 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Pfeningberg 2019
Vinhus: Proidl
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Glimmerskifer, gnejs
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Mest Hvid
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Weingut Nigl Grüner Veltliner Kirchenberg Herzstück 2017

Syrlig saft af pærer og kvæder, sprød salt afslutning og strejf af fennikel og bladselleri i eftersmagen. Familen Nigls vinhus ligger lige for fødderne af Kirchenberg, en sydvestvendt skråning ved landsbyen Senftenberg i Kremstal, terrasser på glimmerskifer og løss. En subtil men i længden særdeles udtryksfuld Grüner Veltliner.

Nigl Grüner Veltliner Ried Kirchenberg Herzstück 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Kirchenberg Herzstück 2017
Vinhus: Nigl
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Glimmerskifer
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Vinificering
Lagring: Store træfade
Lukning: Lukning
Alkohol: 14%
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Proidl Ehrenfels Riesling Reserve 2009

En gylden hilsen fra 2009. Familien Proidl tager sig god tid, og det samme må man give deres vine, langsomt samler de sig og åbner sig— altid med saftig syre, stor modenhed og mørk mineralitet. Den svært stejle Ehrenfels lå hen i årene efter Anden Verdenskrig, indtil Franz Proidl genopdyrkede den i 1986. Grundfjeldet, en blanding af paragnejs, amfibolit og bronzit, bryder frem lige under det magre jordlag. Vinen er lige så stejl og kompakt, pakket med mandarin, fersken, abrikos, honningmelon og lynghonning, et pust petroleum og flint. Fra håndhøstede druer, spontangæret på små ståltanke og lagret et halvt år på gærresterne i store træfade. Fuldt udviklet nu og har nok nået toppen.

Proidl Riesling Ehrenfels 2009 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ehrenfels Riesling Reserve 2009
Vinhus: Weingut Proidl
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Gnejs, paragnejs
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Mest Hvid
(ikke i sortiment)
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Weingut Proidl Grüner Veltliner Ried Ehrenfels 2018

Glimrende Grüner Veltliner fra familien Proidl og marken Ehrenfels, der ligger for foden af den berømte Senftenberg slotsruin i Kremstal. Den nyligt frigivne 2018 er saftspændt, syrerig og supermineralsk med en fint urtet og krydret grundklang bag en moden frugt af pære, grønne reineclauder og mango. Ehrenfels er omtalt så tidligt som 1437, men dyrkningen af den svært stejle mark blev opgivet i årene efter Anden Verdenskrig; indtil Franz Proidl nærmest heroisk genopdyrkede den i 1986. Grundfjeldet, en blanding af paragnejs, amfibolit og bronzit, bryder frem lige under det tynde jordlag. Druerne blev høstet sidst i oktober og efter en kort udblødning med skallerne spontangæret på ståltanke og lagret på gærresterne i store træfade.

Clemens Busch Riesling trocken 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Grüner Veltliner Ried Ehrenfels 2018
Vinhus: Weingut Proidl
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Paragneis, amfibolit, bronzit
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 14%
Importør: MestHvid
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 225,-

Comment