Viewing entries tagged
Sekt

Comment

Jonas Dostert Elbling Crémant Brut Nature 2022

Genvinding af tabt land, fund af skjulte skatte. Jonas Dostert kaster nyt lys over det svært oversete Obermosel, et strækning af kalksten i et område kendt for skifer og Riesling, så klogeligt fokuserer han i stedet på Pinot-sorterne og den efterhånden sjældne lokale specialitet Elbling. Efter endte studier i Geisenheim og praktik hos Domaine Leflaive i Bourgogne, drog Jonas tilbage til hjemegnen og begik sin første egen årgang i 2018, deriblandt basevinen til denne crémant. Dosterts Elbling-druer stammer fra 40 år gamle vinstokke, økologiske dyrket, håndhøstet og og gæret på små gamle egetræsfade. Godt fem år med gæren i flasken før degorgement, og den funkler af ungdommelig friskhed såvel som bedaget dybde. Frisk luft, rindende vand, brusende bæk og levende land i duften (reduktion, ozon og geosmin i mere tekniske termer) og en lind strøm af saftig, frisk og særdeles fast stenfrugt i smagen, en smule kærnemælk og en salt sprødhed i eftersmagen. Frisk syre og flot balance.

Flaske: Elbling Crémant Brut Nature
Vinhus: Jonas Dostert
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Elbling
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Små træfade, flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Lieu-dit
Pris: 185,-

Comment

Comment

Weingut Odinstal Riesling Sekt Brut Nature MMXVI

Det er ikke kun størrelsen men også gørelsen, der gør Odinstals sekt til noget særligt. Basisvinen er gjort på biodynamisk dyrkede Riesling-druer fra gamle stokke på Schlossberg. Efter endt malolaktisk gæring fyldes den ufiltreret på magnumflaske til andengæring, og den er derefter modnet intet mindre end 45 måneder på gærresterne. Ingen dosage og ingen tilsatte sulfitter, kun ren frugt og lydefri fornøjelse: Citrusfrisk, let flintet og fuld af fine brød- og nøddenoter, foruden moden stenfrugt og kandiseret orangeskal. Sprød, luftigt skummende af fine bobler, glimrende balance. Godt gjort!

Flaske: MMXVI (Magnum)
Vinhus: Odinstal
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalksten, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret, flaskegæret
Lagring: 45 måneders flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 750,-

Comment

Comment

C. von Nell-Breuning Dominikus Riesling Sekt Extra Brut 2014

Kølig elegance og knitrende skum. Ruwerfloden danner en lille sidedal til Mosel med områdets højest beliggende vinmarker og den køligste gennemsnitstemperatur. Det er som skabt til rank Riesling og ikke mindst mousserende vine. Kombinationen er derfor oplagt, og for von Nell familiens historiske vinhus er Sektmanufaktur også en gammelkendt beskæftigelse, som de behersker med fin fingerspidsfornemmelse, siden 2013 med 11. generations Carmen von Nell-Breuning i front. Langsomhed er i højsædet og i øvrigt biodynamisk dyrkning siden 2019. 2014 var en kold årgang, men med sent høstede druer fra monopolmarken Kaseler Dominikanerbergs sydvendte skiferskråning og fire års modning på gærresterne før dégorgement, ja, så står det hele alligevel i vater. Slank, mild og luftig skum med de fineste bobler, sprød syre og moden frugt— grønne æbler og druer og en rund fylde af moden citrus og stenfrugt og fine noter af hø.

C. von Nell-Breuning Dominikus Riesling Sekt Extra Brut 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Dominikus 2014
Vinhus: C. von Nell-Breuning
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Blå skifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Rufus Vin
Pris: 170,-

Comment

Comment

Markus Molitor Haus Klosterberg Riesling Brut Sekt 2016

De er kommet efter det, tyskerne, det med boblerne og balancen; men nu var Markus Molitor også fakkelbærer for forfining af den tyske Sekt allerede fra sin overtagelse af familievinhuset i begyndelsen af 1980’erne. Riesling udvælges fra skiferskråningerne i Mittelmosel, og moussen trylles frem med traditionel andengæring på flasken. Det giver en fin skum med små sprøde bobler, der knitrer som kattepoter på sne. Kølig æbleduft og en mild smag af æbler, pærer og citrus, forfriskende ren. Sindig syre og mineralsk nerve, smukt skruet sammen, fuldstændigt i vatter.

Markus Molitor Haus Klosterberg Riesling Sekt Brut 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Haus Klosterberg Sekt 2016
Vinhus: Markus Molitor
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Skifer
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Otto Suenson
Pris: 199,-

Comment

Comment

Weingut auf den Fünfzehnmorgen Riesling Brut 2016

Riesling som skum, en Muntermacher af en Sekt fra familien Binzel på Weingut auf den Fünfzehnmorgen i Selzen, Rheinhessen. Knitrende mousse, frisk syre og krydret frugtsødme, som at suge kødet af en ferskensten, hertil hyld og gule æbler. Yderst venlig syre-sødme-balance, lad os kalde den “tysk brut”. Familien Binzel bedriver landbrug og vinavl i trettende generation og har specialiseret sig i Sekt siden 1992. Det er håndværkssekt og ikke industriel produktion, folkeligt i den bedste forstand af ordet, og prisen er yderst overkommelig.

Weingut Binzel auf den Fünfzehn Morgen Riesling Brut 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling Sekt Brut 2016
Vinhus: Weingut Binzel
Område: Rheinhessen
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Andengæring på flaske
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: WineFly
Pris: 95,-

Comment