Viewing entries tagged
Sauvignon Blanc

Comment

Roxanich Zara 5/6 2011

Et orange overflødighedshorn fra Roxanich. Sorelle-serien har Mladen Rožanić dedikeret til sine seks døtre, hvoraf Zara er den femte, og det er ifølge ham en vin med al en yngre søsters præstationstrang og ubegrænsede virkelyst men også en udviklingshistorie om modning og fordybelse. Druerne stammer fra marken Bačva ved Višnjan på det vestlige Istrien, og det er en blandet beplantning med syv forskellige sorter, som modtager 65 dages skindkontakt og derefter modnes 116 måneder på fad og før flaskning— høstet den 4. september 2011 og først flasket den 23. august 2021, ufiltreret og ved aftagende måne selvfølgelig. Som sådan følger den i fodsporene på Mladens tidligere aftapning Ines u bijelom, men den virker mørkere og mere modnet. Den folder sig ud som mangefacetteret orangevin med spraglet frugt, fløjlet mundfølelse, fine oxidative noter og en stille overflod af smagsnuancer: Fersken, tørrede aprikoser, kandiseret appelsinskal, gari og umeboshi, harpiks, pinjekerner og saltede mandler. Madvin og meditationsvin.

Flaske: Zara 2011
Vinhus: Roxanich
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesorter: Sauvignon, Pinot Blanc,
Pinot Gris, Vermentino, Glera,
Friulano, Graševina
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
to måneders skindkontakt
Lagring: Store træfade, små krukker
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Pelican Wines
Pris: 325,-

Comment

Comment

Venica & Venica Sauvignon Ronco del Cerò 2022

Familien Venica har gennem generationer gjort sig til eksperter i friske og fint stoflige hvidvine fra hjemstavnen i Dolegna del Collio lige på grænsen til Slovenien. Efter lokal skik dyrker de adskillige sorter, som hver især kan udtrykke forskellige aspekter af det lokale terroir— Sauvignon er linsen, som genspejler Ronco del Cerò og Ronco del Mele. Begge meget udtryksfulde, syrlige og duftende men først og fremmest dybe. Druerne til Ronco del Cerò dyrkes efter bæredygtige principper og udvælges omhyggeligt fra marker rundt om vingården, med forskellige højder og vinkler, hvilket resulterer i et ret mangfoldigt sortsaftryk. Nyslået enggræs og brændenælder i næsen, en duft af dampende drivhus, og i smagen dykker den dybere ned i moden lime, rødmende ferksner, hyldebær, tomatkerner, mandler og pistacier. Mundvandsdrivende saft med friskhed, spænding og flot fylde, mineralsk og meget madvenlig, et alsidigt akkompagnement på spisebordet. Collio Sauvignon med stil!

Venicas marker ligger blandt frugtplantager og skove, en mindre del er stadig plantet i det gamle blandede “promiscuo” system, der arbejdes efter økologiske og biodynamiske principper, og vinhuset deltager desuden i biodiversitet- og bæredygtigheds-projektet VIVA. Ronco del Cerò er udvalgt fra forskellige marker rundt om gården, druerne håndhøstet hen over sidste halvdel af september, afstilket og koldt udblødt knapt et døgns tid før gæringen og modnet et halvt år på ståltanke— dog undergår 20% gæring og lagring på bærmen på store træfade.

Flaske: Ronco del Cerò 2022
Vinhus: Venica & Venica
Område: Friuli Venezia-Giulia
Land: Italien
Druesort: Sauvignon
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Textur Vin
Pris: 275,-

Comment

Comment

Vino Gross Colles 2022

Fantastisk Sauvignon fra Štajerska, og endnu en forunderligt levende flaske fra Maria og Michael Gross. Colles er som en krystalklar kilde, der strømmer over af friske frugter og alt, hvad der er grønt i denne verden; som et dyk ned i den frodige vinmark på en smuk sommerdag og en gåtur gennem enge og skove. Citrisk sprød og næsten cideragtig, med mundvandsdrivende syre og masser af saftig stenfrugt mingeleret med limeskal, krydderurter, nåleskov, harpiks, humle, pibetobak, røg. Afstemt og appetitvækkende, ren og skær velsmag. Colles er en svært stejl parcel på den større enkeltmark Gorca, en sydvendt skråning i 290 til 330 meters højde. Marken har kun et tarveligt tyndt lag muldjord, så Maria og Michael arbejder aktivt med kompostering og formuldning, og ellers må vinstokkenes rødder søge fodfæste i sprækker i den kompakte opok nedenunder, Štajerskas karakteristiske kalkmergel.

Flaske: Colles 2022
Vinhus: Vino Gross
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 278,-

Comment

Comment

Lukas Strobl Étretat 2020

Smæskelig østrigsk Sauvignon med havet i frisk erindring. Selvom Lukas Strobl er vokset op i en indlandsstat, lader han sine naturnære vine (under labellet LUST) opkalde efter fjerne egne og afbilde formationer og fossiler fra havet— som bølgeskvulp fra en fjern fortid, til minde om tiden, hvor hele Niederösterreich og dermed Wagram var en del af urhavet Parathetys. Selv navnet Wagram menes faktisk at stamme fra Wogenrain, som kan oversættes til rev, revle eller kyst; og langt senere lod området sig forme af Donau og blev gradvis dækket af den vindbårne løss, som i dag er dets særkende. Vinen her er opkaldt efter Étretat på Côte d'Albâtre i Normandiet, som er berømt for sine naturligt formede kalkstensklipper med ophav i kridttiden; som modstykke til hans hjemlige blide bakker og undergrund. Druerne er dyrket økologisk, spontangæret og flasket ufiltreret— så forvent en karakteristisk Sauvignon men langt væk fra alfarvej. Den har Wagrams terroir og Strobls karisma og kombinerer moden eksotisk frugt med en levende syre og en salt mineralsk nerve. Ren, rund og fyldig, frisk fersken, ananas og mango, flot balanceret stof og syre og en delikat let urtet eftersmag.

Flaske: Étretat 2020
Vinhus: Lukas Strobl
Område: Wagram
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Husted Vin
Pris: cirka 500,-
(ikke i sortiment)

Comment

Comment

Didier Dagueneau Blanc Fumé de Pouilly Buisson Renard 2015

Sjælden Sauvignon fra Domaine Didier Dagueneau, der efter mesterens tragiske død i 2008 i dag drives videre af børnene Charlotte og Louis-Benjamin. Biodynamisk dyrkning og stilen er stadig Pouilly-Fumé med præcision og personlighed, og det er fortsat til UG med kryds og slange, især efter nogle år på langs, nærværende vin er 2015. Buisson Renard stammer fra en parcel midt på Saint Andelains sydvestlige skråning, silex og ler i noget nær ideel fordeling, og den giver druer til husets nok mest frodigt frugtige vin. Fun fact: Oprindeligt hed cru'en Buisson-Ménard, men Didier lod den drillende omdøbe, efter en ellers ærværdig fransk vinskribent havde fejllæst og forkert gengivet navnet som Renard, følgeligt ræven på etiketten. Frugten får frit løb med eksotik og tørstof og samtidigt er der en kølig nerve og diskret elegance over den. Flint, grapefrugt, frisk ananas, moden mango og passionsfrugt, pollen og honning, kærnemælk og kalkstøv, hyldeblomstsalt og kattegrus. Det er dyrt, men det er dælme også i en klasse for sig.

Flaske: Buisson Renard 2015
Vinhus: Domaine Dagueneau
Område: Loire
Land: Frankrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig ler og flint
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Laudrup Vin
(allokationsvin)
Pris: cirka 1.800,-

Comment

Comment

Tomac Šipkovica 1999

Et fantastisk fortidslevn fra familien Tomacs arkivkælder i kroatiske Plešivica, Šipkovica 1999, som Tomislav og Martina var så venlige at skænke til en forunderlig smagning på vingården i foråret 2024. Friskheden overrasker, mens modenheden var forventelig, dufte af eksotiske frugter og tørrede blomster strømmer op af glasset— og så er der ganefryd: Saftige ferskner, moden ananas og mango, friske krydderurter og mørkere strejf af rørsukker, brunet smør og sydesalt. Stadig spændstig og i fuld firspring efter så mange år, muntre miner i livets efterår, det lover godt for lagringsværdigheden af husets vine. Šipkovica er opkaldt efter sin oprindelse ved Okić i Plešivica og var et field blend af Graševina, Pinot Gris, Pinot Blanc, Chardonnay og Sauvingon, afstilket, presset og spontangæret. Zvonimir Tomac (1950-2023) var manden bag, en arbejdsom og visionær vinmager, som hjalp med at sætte Plešivica på den mousserende vins verdenskort, ikke mindst ved at inspirere sin søn Tomislav til at skabe den mousserende, macererede Amfora af et andet field blend af lokale sorter, et unikum af en vin. Tak for skænken til Tomek, og æret være Zvonko Tomacs minde!

Flaske: Šipkovica 1999
Vinhus: Tomac
Område: Plesivica
Land: Kroatien
Druesort: Graševina, Pinot Gris,
Pinot Blanc, Chardonnay, Sauvignon
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,8%
Pris: Udsolgt

Comment