Viewing entries tagged
Ried Vom Stein

Comment

Nikolaihof Ried Vom Stein Riesling Smaragd 2021

Som altid fremragende og umiskendelig, Riesling Vom Stein fra Nikolaihof i Wachau. Huset skiller sig ud fra sine kolleger i Vinea Wachau ved i år at frigive årgang 2021, som er både frisk og krystallinsk og så dyb, mørk og stemningsfuld som husets ældgamle kælder, den er modnet i. Milde noter af fransk nougat og flint i næsen, med modne gule æbler og mirabeller nedenunder. De safter igennem i munden, slynger sig smidigt om tungen med en strålende syre og en delikat tør eftersmag med noter af ferskensten og enghø. Ret raffineret og elegant inden for Smaragd-stilen. Vom Stein er en mindre del af marken Silberbichl, jordbunden er løss og lehm men fuld af grus og småsten, mestendels forvitret paragneis, deraf navnet. Gamle stokke, dyrket biodynamisk og ganske langsommeligt vinificeret, 36 måneders modning på store, gamle fade.

Flaske: Vom Stein Smaragd 2021
Vinhus: Nikolaihof
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, lehm, paragnejs
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: cirka 350,-

Comment