Viewing entries tagged
RAW Wine

Comment

Bastian Beny Riesling 2022

Livligt syretrip! Bastian Beny begår en klassisk syrestyret og rensende Riesling fra sit helle i Rheinhessen, så det hviner i tandhalsene og hvidter smilet med hver slurk. Frit løb for spændstig frugt og mundvandsdrivende syre, med appetitligt urtede undertoner og en salt mineralitet i eftersmagen. Druerne er fra biodynamisk vinbrug på Bastians fædrende vingård, som han selv omlagde ved overtagelsen— oprindeligt var han gået kokkevejen, men naturen trak ham ud af køkkenet og tilbage i markerne. Med mellemstationer på ønologistudiet på Geisenheim og praktikophold hos Frank John og Klaus Peter Keller. Gode folk og erfaringer, og Bastian slægter dem på. Hans Riesling er direkte presset af hele klaser, spontant gæret på små træfade og modnet med gæren 14 måneder på fade og til dels ståltanke, minimalt svovlet ved flaskning.

Flaske: Riesling 2022
Vinhus: Bastian Beny
Område: Rheinhessen
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Reduktivt
Pris: 295,-

Comment

Comment

Ktima Dymatou Ampeli 2023

Spændende cypriotisk hvidvin fra familien Savvas unge vingård, som ligger lige over landsbyen Dymes i Pitsilia-regionen på Troodos-bjergenes skråninger. Ampeli er et blend af de indfødte sorter Xynisteri, Vasilissa og Morokanella, håndhøstet fra upodede, biodynamisk dyrkede vinstokke, Michele Lorenzetti er konsulent. Spontangæret og flasket uden klaring, filtrering eller formastelige mængder sulfitter. Det er rent trav og et levende udtryk for middelhavssol og kølig bjergluft. Mild og smidig med saftige gule æbler og honningmelon og strejf af krydderurter, bivoks og våde sten, måske et ekko af grundfjeldets ophiolit og den vilde vegetation, de plejer i og omkring markerne. Det er første frigivne årgang, en rigtigt flot vin, så godt gjort! Familien fremstiller også den røde Metamorphosis på Giannoudi og Mavro samt æblecider, frugtkonserves og gedeost.

Flaske: Ampeli 2023
Vinhus: Ktima Dymatou
Område: Pitsilia
Land: Cypern
Druesorter: Xynisteri,
Vasilissa, Morokanella
Jordbund: Sand, ophiolit
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Slobodné Vinárstvo Cutis Deviner 2020

Aromatisk orangevin fra slovakiske Slobodne, Gewürztraminer i godt selskab med sin lokale slægtning Devín, og det er en rigtig humørbombe. Devín er en krydsning mellem Tramín Cervený a.k.a. Gewürztraminer og Veltlínske Červené Biele a.k.a. Rotweisser Veltliner, en lokal farvemutation af gode, gamle Roter Veltliner. Kommer man under huden på denne vin, er der orangeblomstvand blandet med rosenvand, saftige ferskner, tørrede abrikoser, grapefrugt, kandiseret orangeskal og flødekarameller; men det sødmefulde forbliver i frugtens modenhed, som sådan er den knastør, med citrusfrisk syre og smidige tanniner. Økologisk og biodynamisk dyrkede druer, 70% Devín og 30% Tramín, godt en måneds skindkontakt og et par år på et terracotta æg.

Flaske: Cutis Deviner 2020
Vinhus: Slobodné
Område: Trnava
Land: Slovakiet
Druesorter: Devín, Gewürztraminer
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Terracottaæg
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Niche Vine
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Salvatore Marino Turi Bianco 2022

Sjov siciliansk sommersaft fra Salvatore Marino på øens sydøstspids, Contrada Buonivini ved Pachino, hvor solen brager igennem, men Catarratto sørger for frisk citrus i metermål— og eksotisk frugt, små strejf af blomster og urter og et gran salt, meget Middelhavsagtigt og muntert. En naturlig tørstslukker med karakter og klasse, uklaret, ufiltreret og uden tilsat sulfit.

Flaske: Turi Bianco 2022
Vinhus: Salvatore Marino
Område: Sicilien
Land: Italien
Druesort: Catarratto
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre dages skindkontakt
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Azienda Vin
Pris: 185,-

Comment

Comment

Maurer Oszkár Pet-Nat 2022

Grøn skum fra den serbisk-ungarske skuffe, den aldrig skuffende Oszkár Maurer. Han er den heldige indehaver af en mark med upodede buskvine af den gamle sort Bakator, som blandt andet bliver til denne pet nat, en sjældent fint sprudlende af slagsen. Sprød og slank med masser af delikat grønlig frugt, æbler og pærer især, spændt op af en rank og rensende syre. Nul tilsatte sulfitter men nul unoder. Bakator er en gammel og tidligere ganske udbredt centraleuropæisk sort af uvis oprindelse og afstamning men aldeles værd at stifte bekendskab med. Slukker tørsten og mætter samtidigt trangen til obskuriteter uden at geråde ud i bølleuvæsen.

Flaske: Pet-nat 2022
Vinhus: Maurer Oszkár
Område: Vojvodina
Land: Serbien
Druesort: Bakator
Jordbund: Sand, lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
kort skindkontakt
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Terroiristen
Pris: 185,-

Comment

Comment

Champagne Franck Pascal Quinte-Essence Extra Brut 2010

Sublim Champagne med alder og ungdom, moden men livskraftig, alt andet end mæt af dage 🥂 Den biodynamiske pioner Franck Pascal har hjemme i Baslieux-sous-Châtillon i den nordlige del af Vallée de la Marne, hvor han med stor iver, flid og fingerspidsfornemmelse laver levende Champagner fra familiens syv hektarer vinmarker. Quinte-Essence er indbegrebet af hans bestræbelser, årgang 2010 kombinerer en dyb modnet rigdom med intens mineralsk friskhed. Duften er æterisk og efterårsagtig med noter af nedfaldsæbler, balsamisk æblecidereddike, kærnemælk, Comté og ristede hasselnødder. Livlig, fin skum og sprøde, små bobler i munden, med en sitrende syrlighed og komplekse smagsnuancer af modne gule æbler, reineclauder, kandiseret citrus og noget nøddet, næsten umami og salt i eftersmagen. Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay gæret separat på ståltanke, andengæring i uklaret og ufiltreret stand og modnet godt ti år med gærresterne før dégorgement. Det er bondechampagne af bedste skuffe!

Flaske: Quinte-Essence 2010
Vinhus: Franck Pascal
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesorter: Pinot Noir,
Pinot Meunier, Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig ler og kvarts
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Ståltanke, flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: BonBon Vin
Pris: 845,-

Comment