Viewing entries tagged
Premier Cru

Comment

Champagne Pascal Mazet Nature

Pascal Mazet formår at fremmane det store fra det små, at fremelske mere ud fra mindre, mystikken i minimalismen. Vi er i Chigny-les-Roses i hjertet af Montaigne de Reims, hvor Pascal i 1980 etablerede vinhus sammen med sin hustru Catherine og en medgift på et par hektarer vinmarker fra hendes familie. Over årene styrkedes deres økologiske engagement, med officielt omlægning fra 2009 og certificering fra 2012. Siden er biodynamiske praksisser blevet integreret, og sønnerne Olivier og Baptiste har nu overtaget roret; men stilen forbliver den samme, gæring og modning på små fade og meget lang lagring på flaske. Seks år for cuvéen Nature, som er stukket sammen af godt 60% årgangsvin og 40% fra familiens solera reserve — Pinot Meunier, Pinot Noir, Pinot Blanc og Chardonnay fra premier cruerne Chigny-les-Roses og Ludes — og det er tæskelækker Champagne med masser af karakter. Sprøde bobler, strålende syre og en sært mørk mineralitet med noter af salt, jern og jod. Gylden frugt af citrisk og eksotisk beskaffenhed og en længde, der er en langdistanceløber værdig.

Flaske: Nature
Vinhus: Pascal Mazet
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesorter: Pinot Meunier, Pinot Noir,
Pinot Blanc, Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret, flaskegæring
Lagring: Små træfade, flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Niche Vine
Pris: 365,-

Comment

Comment

Champagne Nicolas Maillart Montchenot 2016

Forunderligt frugtig Champagne, som skummer over af roser, røde æbler, rabarber, rød grapefrugt, ristede hasselnødder og nybagt rugbrød. Fineste bobler, hvirvlende syre, salt mineralitet, elegance og balance. Nicolas Maillart er niende generation på sin families vingård i Ecueil med besiddelser udelukkende på premier og grand crus i Montagne de Reims og stor andel Pinot Noir. Montchenot kommer fra en parcel ved Villers Allerand med kalkholdig ler- og sandjord. 85% Pinot Noir og 15% Pinot Meunier, halvt om halvt gæret på ståltanke og træfade, spontant men uden malolaktisk gæring. Otte måneders modning med gærresterne før blend og tirage, basen er 80% årgang 2016 og 20% reservevin fra 2015. Degorgeret i februar 2020, 4 g/l dosage; men de tekniske detaljer yder den ingenlunde retfærdighed, det her er en poetisk komposition til gane såvel som hjerte.

Flaske: Montchenot 2016
Vinhus: Nicolas Montchenot
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesorter: Pinot Noir, Pinot Meunier
Jordbund: Kalkholdigt ler og sand
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Grower Champagne
Pris: 450,-

Comment

Comment

Maison Nicolas Morin Nuits-Saint-Georges Les Terres Blanches 1er Cru 2018

Sjælden hvid Bourgogne fra Nuits-Saint-Georges, hvor Pinot Noir ellers er enerådende— men i Premeaux-Prissey står der en smule Pinot Blanc, blandt andet på premier cruen Les Terres Blanches, og den bliver blid og bedårende i Nicolas Morins hænder. Morin er oprindeligt uddannet bødker med virke i Champagne, men nu virker han som négociant fra sit lille domæne i Bourgogne og opkøber økologiske druer fra mindre vinhuse, som han vinificerer med nænsom hånd og selvfølgelig fylder på hjemmelavede fade. Er selvgjort så velgjort? Les Terres Blanches har diskret burgundisk charme, syrlig, mild og moden stenfrugt, kærnemælk og syrnet smør men uden fedme, og nette noter af paranød, karse og salvie. 20 måneder på et 600-liters fad har forsynet de små 560 flasker med et ganske let fadpræg, som flot afrunder den syrestyrede frugtighed. Lovende.

Flaske: Les Terres Blanches 2018
Vinhus: Nicolas Morin
Område: Bourgogne
Land: Frankrig
Druesort: Pinot Blanc
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Melin Vin
Pris: cirka 400,-

Comment

Comment

Philippe Pacalet Pommard Les Arvelets 2010

Modne rødvine, samlerobjekter og anden voksensnak til side, Philippe Pacalet er en slags levende legende og laver rustik terroirvin rundt omkring i Bourgogne. Hans Pommard premier cru Les Arvelets 2010 er intens og struktureret saft med sorte kirsebær, solbær og hindbær og krydrede, mineralske undertoner. Flot balanceret syre og fine tanniner. Les Arvelets er en sydvendt skråning i det nordlige Pommard på jern- og kalkholdig mergel. Økologisk dyrkede ældre stokke, spontangæret, en måneds maceration og lagring sur lie på gamle træfade i halvandet år.

Philippe Pacalet Pommard Les Arvelets 2010 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Les Arvelets 2010
Vinhus: Philippe Pacalet
Område: Bourgogne
Land: Frankrig
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vinrosen
Pris: ca. 750,-

Comment