Viewing entries tagged
Posavje

Comment

Keltis Sivi Pinot 2019

Sig Sivi til din Grigio, så gider man godt fejre National Pinot Grigio Day, især når Miha Kelhar fra Keltis har gjort sig umagen med at macerere druerne en god uges tid og modne vinen godt et år på gamle fade. Flintet næse med frisk rød bærfrugt, som følger trop på tungen, fuldmodne hindbær med rød grape, krydderurter og et strejf af søde krydderier. Godt greb og forfriskende flow. Miha følger i sin far Marijans fodspor og fortsætter dermed 250 års familiehistorie med vinavl ved den lille landsby Bizeljsko i Štajerska i det østlige Slovenien tæt på grænsen til Kroatien.

Flaske: Sivi Pinot 2019
Vinhus: Keltis
Område: Posavje
Land: Slovenien
Druesort: Pinot Gris
Jordbund: Ler, skifer, sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Šuklje Vrbanjka Cru Plešivica 2018

Sart og velsmagende Blaufränkisch fra Slovenien, så lær hellere at sige Šuklje, Verbanjka og Plešivica. Blide tanniner, livlig syre og en tæt mørk frugt folder sig stille ud, blåbær, brombær og hyldebær toner over i sort peber, tørv, tobak, kanel og kakao. Vrbanjka er husets topvin, en selektion fra den stejleste del af vinmarken Plešivica, en sydvendt skråning med kalkholdig mergeljord. Bela Krajina ligger i den sydøstlige del af Slovenien, langs Kolpa-floden og lige ved grænsen til Kroatien. Det er skovklædt bakkeland spættet med blandet landbrug, og grundet det lune og solrige fastlandsklima er regionen traditionelt kendt for sit røde blend Metliška črnina. Vingården Šuklje ligger i byen Metlika, hvor Jože og Tatjana Šuklje har været lokale bannerførere for bedre vin. De etablerede ny kælder i 2000, og siden 2016 har de haft selskab af sønnen Matija, datteren Katja og hendes mand, den franske ønolog Guillaume Antalick. Driften er bæredygtigt orienteret og i omlægning til økologisk dyrkning. Šuklje er medstiftere af Slovensko Velika Lega, en sammenslutning af vinproducenter, der promoverer vine fra Sloveniens historiske regioner og marker. Familien driver desuden vinbaren Šuklje i Ljubljana.

Flaske: Vrbanjka 2018
Vinhus: Šuklje
Område: Bela Krajina
Land: Slovenien
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små og store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Keltis Riesling 2019

Riesling kender ingen grænser, så selvfølgelig færdes den stedkendt selv i slovenske Štajerska, den sydlige forlængelse af østrigske Steiermark. En af områdets mest sprudlende vinmagere er Miha Kelhar, som står bag vinhuset Keltis i Bizeljsko nær grænsen til Kroatien. Miha laver enormt let drikkelig hvid-, orange- og rødvin på et vidt spænd af sorter, økologisk og biodynamisk dyrket. Hans Riesling stammer fra sydvestvendte skråninger på Štajerskas særegne mergel med sandsten og skifer, spontangæres med et par dages skindkontakt og modnes et år på store træfade.  Den er saftspændt frugtig, smidigt stoflig og med en svævende, let løftet syre… smager af moden litchi, mirabelle, fersken, citronsirup, akaciehonning og et glas mere.

Flaske: Riesling 2019
Vinhus: Keltis
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Riesling
Jordbund: Mergel, skifer, sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Thorsteinssons
Pris: 200,-

Comment

Comment

Matic Wines Amphora 2018

Orange Riesling fra Matic i slovenske Štajerska. 214 dages skindkontakt har druerne fået i amforaen, og rationalet bag det tilsyneladende tilfældige tal er, at Matija Žerjav arbejder strikt efter månekalenderen og kun foretager høst, omstikning og flaskning ved nymåne. 300 dages yderligere modning i familiens gamle kælder, og op fra dybet kommer duft af orangeblomst, kaprifolium, bivoks, moskus og røgelse, mildt oxidativ.  I munden mandarin, pomerans og grapefrugt, saftspændt syre og milde tanniner som i grøn te, forfriskende let. Et ganske spændende glas.

Matic Wines Amphora Riesling 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Amphora 2018
Vinhus: Matic
Område: Stajerska
Land: Slovenien
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkmergel, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
syv måneders maceration
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 12,5%
Importør: Terroiristen
Pris: 169,-

Comment