Viewing entries tagged
Plavac Mali

     

 
   Kiridžija Dingač 2021  God gammeldags Dingač fra dens måske mest stilsikre fortolker, veteranen Vedran Kiridžija. Dingač er Kroatiens mest historiske appellation, og fra dens stejle skråninger på sydsiden af Pelješac-halvøen byder den på

Comment

Kiridžija Dingač 2021

God gammeldags Dingač fra dens måske mest stilsikre fortolker, veteranen Vedran Kiridžija. Dingač er Kroatiens mest historiske appellation, og fra dens stejle skråninger på sydsiden af Pelješac-halvøen byder den på karg kalksten og sparsom vild vegetation, mens de “tre sole” modner Plavac Mali-druerne: Den fra oven, dens spejling fra havet samt genskæret fra de lyse sten under vinstokkene. Vedrans eget erfarne lys stråler også så stærkt, at han som en slags fjerde sol må regnes som del af terroiret. Hans vine besidder en sjælden balance, nerve og nobel karakter, som er særdeles tydelig i årgang 2021. Den forener ungdom og alderdom, er forunderligt forfriskende for en så moden og rig vin og vil ganske sikkert udvikle sig fornemt i flere år. Allerede nu smæsker man sig i sursøde kirsebær, modne blå blommer, figner og svesker, og dertil delikat grønne noter af friske og tørrede krydderurter, nåleskov og havgus. Blød fylde med fornem balance og fast struktur, en spændstig syre og velouragtige tanniner i metermål; samt komplekse krummelurer nok til at holde opmærksomheden længe. Stor vin i en klasse for sig.

Flaske: Dingač 2021
Vinhus: Kiridžija
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Plavac Mali
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Forhandlere: f.eks. Miva
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Vinarija Križ Milo 2023

Strålende mørk saft med vidtløftig frugt og forunderlig dybde. Der er nærmest uendelige sommerdage langs havet under sydens sol i Vinarija Križs vidunderlige Milo, som er sært saftig og friskfrugtig Plavac Mali fra Pelješac-halvøen nord for Dubrovnik. Vinen er opkaldt efter vinmageren Denis Bogoević Marušićs nu afdøde far, som han for små tyve år siden vendte hjem for at lave vin sammen med. Et møde mellem to generationer og tidsaldre— der var 42 år mellem dem— men de mødtes på de karrige karstskråninger med gamle buskvine, økologisk biodynamisk dyrkede, og forvandlede med gammeldags minimalisme druerne til vin i deres lille garagevineri. Milo er husets topvin, om man vil, en friskfrugtig og charmerende version af den ellers så tanninrige, kraftige og krydrede sort. Nærværende årgang har en smule mindre morbær og figen end dens foregængere; men samme fjøjlsbløde stof og underfundige spil mellem sødmefuld frugt, mild syre og fine, støvede tanniner, som gør den saftspændt og virkeligt tør på samme tid. En lind strøm af modne sorte kirsebær og brombær med kompleks understrøm af kumquat, lakrids, læder, damascenerroser, middelhavsurter og havsalt, der smelter på tungen.

Flaske: Milo 2023
Vinhus: Križ
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Plavac Mali
Jordbund: Karst
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Vinarija Križ Plavac Milo 2021

Tæskelækker kondenseret solskin fra Dalmatien, brændende sol, varme sten og havets dybe blå på flaske. Med mantraet “modgang gør godt for Plavac Mali« fremtryller den lille men storslåede vingård Križ mystisk saftige dråber af en mærkværdigt mørk og nærmest dekadent frugt. Paradoksalt er det, at en så læskende og overdådigt righoldig vin kan frembringes fra så fattige, stenede og sandede forhold. Križ er selv en et kontrastfuldt forhold mellem ungdom og alderdom, fortid og fremtid. I 2004 vendte Denis Bogoević Marušić ryggen til en fortsat karriere i Split og vendte tilbage til den lille flække Prizdrina på Pelješac-halvøen i det sydlige Dalmatien for dér at restaurere sin families gamle hus. Samtidig hjalp han sin gamle far Mile med at passe nogle endnu ældre vinstokke; og i 2011 blev deres lille familievingård født. Der dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper, og vinene frembringes uden moderne faciliteter eller interventioner, så man får et rent og levende terroirudtryk. En lind strøm af friske figner og solmodne morbær, fin syre og spændstige men silkeglatte tanniner.

Flaske: Milo 2021
Vinhus: Križ
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Plavac Mali
Jordbund: Karst
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Pris: cirka 175,-

Comment