Viewing entries tagged
Pinot Meunier

Comment

Champagne Franck Pascal Quinte-Essence Extra Brut 2010

Sublim Champagne med alder og ungdom, moden men livskraftig, alt andet end mæt af dage 🥂 Den biodynamiske pioner Franck Pascal har hjemme i Baslieux-sous-Châtillon i den nordlige del af Vallée de la Marne, hvor han med stor iver, flid og fingerspidsfornemmelse laver levende Champagner fra familiens syv hektarer vinmarker. Quinte-Essence er indbegrebet af hans bestræbelser, årgang 2010 kombinerer en dyb modnet rigdom med intens mineralsk friskhed. Duften er æterisk og efterårsagtig med noter af nedfaldsæbler, balsamisk æblecidereddike, kærnemælk, Comté og ristede hasselnødder. Livlig, fin skum og sprøde, små bobler i munden, med en sitrende syrlighed og komplekse smagsnuancer af modne gule æbler, reineclauder, kandiseret citrus og noget nøddet, næsten umami og salt i eftersmagen. Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay gæret separat på ståltanke, andengæring i uklaret og ufiltreret stand og modnet godt ti år med gærresterne før dégorgement. Det er bondechampagne af bedste skuffe!

Flaske: Quinte-Essence 2010
Vinhus: Franck Pascal
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesorter: Pinot Noir,
Pinot Meunier, Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig ler og kvarts
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Ståltanke, flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: BonBon Vin
Pris: 845,-

Comment

Comment

Champagne Pascal Mazet Nature

Pascal Mazet formår at fremmane det store fra det små, at fremelske mere ud fra mindre, mystikken i minimalismen. Vi er i Chigny-les-Roses i hjertet af Montaigne de Reims, hvor Pascal i 1980 etablerede vinhus sammen med sin hustru Catherine og en medgift på et par hektarer vinmarker fra hendes familie. Over årene styrkedes deres økologiske engagement, med officielt omlægning fra 2009 og certificering fra 2012. Siden er biodynamiske praksisser blevet integreret, og sønnerne Olivier og Baptiste har nu overtaget roret; men stilen forbliver den samme, gæring og modning på små fade og meget lang lagring på flaske. Seks år for cuvéen Nature, som er stukket sammen af godt 60% årgangsvin og 40% fra familiens solera reserve — Pinot Meunier, Pinot Noir, Pinot Blanc og Chardonnay fra premier cruerne Chigny-les-Roses og Ludes — og det er tæskelækker Champagne med masser af karakter. Sprøde bobler, strålende syre og en sært mørk mineralitet med noter af salt, jern og jod. Gylden frugt af citrisk og eksotisk beskaffenhed og en længde, der er en langdistanceløber værdig.

Flaske: Nature
Vinhus: Pascal Mazet
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesorter: Pinot Meunier, Pinot Noir,
Pinot Blanc, Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret, flaskegæring
Lagring: Små træfade, flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Niche Vine
Pris: 365,-

Comment

Comment

Champagne Nicolas Maillart Montchenot 2016

Forunderligt frugtig Champagne, som skummer over af roser, røde æbler, rabarber, rød grapefrugt, ristede hasselnødder og nybagt rugbrød. Fineste bobler, hvirvlende syre, salt mineralitet, elegance og balance. Nicolas Maillart er niende generation på sin families vingård i Ecueil med besiddelser udelukkende på premier og grand crus i Montagne de Reims og stor andel Pinot Noir. Montchenot kommer fra en parcel ved Villers Allerand med kalkholdig ler- og sandjord. 85% Pinot Noir og 15% Pinot Meunier, halvt om halvt gæret på ståltanke og træfade, spontant men uden malolaktisk gæring. Otte måneders modning med gærresterne før blend og tirage, basen er 80% årgang 2016 og 20% reservevin fra 2015. Degorgeret i februar 2020, 4 g/l dosage; men de tekniske detaljer yder den ingenlunde retfærdighed, det her er en poetisk komposition til gane såvel som hjerte.

Flaske: Montchenot 2016
Vinhus: Nicolas Montchenot
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesorter: Pinot Noir, Pinot Meunier
Jordbund: Kalkholdigt ler og sand
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Grower Champagne
Pris: 450,-

Comment