Viewing entries tagged
Pinot Gris

Comment

Pivnica Čajkov Vulcanica #7

Et velsmagende vulkanudbrud fra Slovakiet. Luftigt skummende, med sprød syre og salt mineralitet og slyngede strømme af modne druer, pink grapefrugt, jordbær og hindbær, bitter orange og dybe gærnoter. En munter og mangefacetteret forfriskning skabt på Pinot Gris 2020 og Pesecká Leánka 2021, en lokal specialitet fra det sydlige Slovakiet, som også kendes som Királyleányka i Ungarn og Fetească Regală i Rumænien og Moldova. Her i en herligt utraditionel udgave, begge gæret med skallerne og siden fadlagret med gærresterne, før de blandes og gærer endnu engang på flasken ved tilsætning af frisk most af Pesecká Leánka 2022. En livlig lækkerbidsken.

Flaske: Vulcanica #7
Vinhus: Pivnica Čajkov
Område: Nitra
Land: Slovakiet
Druesorter: Pinot Gris, Pesecká Leánka
Jordbund: Ler, tuf og vulkanske sten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
anden gæring på flaske
Lagring: Store træfade,
flaskelagring
Lukning: Kapsel
Alkohol: 12,5%
Importør: Bon Bon Vin
Pris: 205,-

Comment

Comment

Tomac Šipkovica 1999

Et fantastisk fortidslevn fra familien Tomacs arkivkælder i kroatiske Plešivica, Šipkovica 1999, som Tomislav og Martina var så venlige at skænke til en forunderlig smagning på vingården i foråret 2024. Friskheden overrasker, mens modenheden var forventelig, dufte af eksotiske frugter og tørrede blomster strømmer op af glasset— og så er der ganefryd: Saftige ferskner, moden ananas og mango, friske krydderurter og mørkere strejf af rørsukker, brunet smør og sydesalt. Stadig spændstig og i fuld firspring efter så mange år, muntre miner i livets efterår, det lover godt for lagringsværdigheden af husets vine. Šipkovica er opkaldt efter sin oprindelse ved Okić i Plešivica og var et field blend af Graševina, Pinot Gris, Pinot Blanc, Chardonnay og Sauvingon, afstilket, presset og spontangæret. Zvonimir Tomac (1950-2023) var manden bag, en arbejdsom og visionær vinmager, som hjalp med at sætte Plešivica på den mousserende vins verdenskort, ikke mindst ved at inspirere sin søn Tomislav til at skabe den mousserende, macererede Amfora af et andet field blend af lokale sorter, et unikum af en vin. Tak for skænken til Tomek, og æret være Zvonko Tomacs minde!

Flaske: Šipkovica 1999
Vinhus: Tomac
Område: Plesivica
Land: Kroatien
Druesort: Graševina, Pinot Gris,
Pinot Blanc, Chardonnay, Sauvignon
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,8%
Pris: Udsolgt

Comment

Comment

Jaroslav Osička Pinot Gris 2020

Ingen gråtoner på grisen, bare et svinsk godt glas spændstig Pinot Gris fra den tjekkiske naturvinspioner Jaroslav Osička i Mæhren. Frisk, livlig og let volatil snude, der emmer af friskpresset pæresaft og nygæret pærecider. Sløret i glasset men glasklar i munden med syrlig saft af pærer, pomelo og grapefrugt, grønne sager, ananas og fersken. Flot stoflig fylde mellem den indledende sprødhed og den tørre, let tonic-agtige eftersmag. Alt i alt en usædvanlig og usædvanligt forfriskende Pinot Gris. Denne tjekke har tjek på druen— med køligt klima, økologisk dyrkning, håndhøst fra marker i Velkopavlovická, spontan gæring, en smule skindkontakt, et godt år på bærmen i gamle fade og endnu et år på flaske for at bringe det hele i balance.

Flaske: Pinot Gris 2020
Vinhus: Jaroslav Osička
Område: Morava
Land: Tjekkiet
Druesort: Pinot Gris
Jordbund: Kalkholdig løss og lehm
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 220,-

Comment

Comment

Iva Měřínská Neruš 2020

Do not disturb! Der er rolige stunder, tid til fordybelse og særdeles god smag i tjekkiske Iva Měřínskás hyggelige orangevin Neruš (som netop betyder: forstyr ikke) på en blanding af Pinot Gris og Neuburger. Afslappet aromatisk, rund og fyldig med en fin frugt, mandariner, ferskner, abrikoser og en mild mandelnote, ren i spyttet og med ganske fine tanniner. Begge sorter er gæret sammen med seks ugers skindkontakt, og vinen er modnet 10 måneder på gærresterne på egetræs- og akaciefade. Uklaret, ufiltreret og flasket med små fem gram tilsat sulfit. Spændende dråber fra Morava.

Flaske: Neruš 2020
Vinhus: Měřínská
Område: Morava
Land: Tjekkiet
Druesorter: Pinot Gris, Neuburger
Jordbund: Sand og grus
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
seks ugers skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 230,-

Comment

Comment

Hauksson Weine Im Lee Pinot Gris 2019

Da sig rejste ved Gry den rosenfingrede Dagning! Der er både kølig morgendug og indre glød i islandske Hoss Haukssons Pinot Gris fra Im Lee i Aargau, Schweiz. Skal vi kalde det en rosé eller en orangevin? To ugers skindkontakt gør det svært at skelne med den mørkt rødbrune Pinot Gris; men en saftspændt og struktureret vin med mange lag er det under alle omstændigheder. Dufter af kandiseret orangeskal, bergamot, marcipan, stjerneanis, urter og græs og smager stille og roligt videre af skovjordbær, hindbær, rabarber og granatæble. Snorlige saft med meget fine tanniner, en smuk og meget sommerlig vin.

Flaske: Im Lee 2019
Vinhus: Hauksson Weine
Område: Aargau
Land: Schweiz
Druesort: Pinot Gris
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
to ugers skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Cool Wines
Pris: 249,-

Comment

Comment

Matthias Gaul Pinot Gris St. Stephan 2016

Matthias Gaul er en af de tyske pokalvindere i Pinot, og en god orange udgave af den grå gør han sig også i. De fuldmodne Pinot Gris-druer plukkes på den kalkstensholdige St. Stephan-mark ved Asselheim i det nordlige Pfalz, og efter et par dage med skallerne og et års tid på bundfaldet i burgundiske barriques er der intens og raffineret, ravfarvet vin til ganen. Fløjlsblød fylde, smidig syre og yderst lavmælte tanniner, tæt smag af fersken, abrikos, orangeskal, blomster, rød bær og røg. Genremæssigt som den norditalienske ramato men stilistisk mere som Bourgogne med en kølig åre.

Matthias Gaul Pinot Gris St. Stephan Orange 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Pinot Gris St. Stephan 2016
Vinhus: Matthias Gaul
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Pinot Gris
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret,
to dages skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Bichel
Pris: 350,-

Comment