Viewing entries tagged
Pet Nat

Comment

Tomac Pet Nat 2022

Logrende lækker pet nat fra Kroatien. Tomac mestrer den klassiske metode men hygger sig ind imellem med méthode ancestrale, og det kommer der nogle sommerlige og særdeles læskende vine ud af. Livligt skummende og fuld af ganske fine bobler, som bliver ved at knitre i glasset som sagte regndråber mod en rude. Forfriskende og fuld af modne grønne druer, en smule fersken og abrikoser, delikat bitre grapenoter og et tonisk tørt finish. Enkelt og ligefremt men ganske tørstslukkende og lettere appetitvækkende. Druen er Graševina, som også er gammel i gårde i Plešivica, selvom den sjældent fremhæves solo. Kort maceration før presning og flaskning.

Flaske: Pet nat 2022
Vinhus: Tomac
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Graševina
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Forhandler: f.eks. Nesputana Vina
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Harkamp Völlig Losgelöst Pet Nat 2020

Løssluppen stemning! Der tumler Shropshire-får rundt i Petra og Hannes Harkamps biodynamisk dyrkede vinmarker ved Sausal i Südsteiermark, og fårene har endda forvildet sig ind på etiketterne til parrets naturvinsserie. Med Harkamps forkærlighed for bobler (de fremstiller fremragende Sekt) skal de selvfølgelig have en pet nat på programmet. Som en slags Sturm— den i Steiermark så populære gærende, skummende druemost, der drikkes kort efter høsten— som blot har levet videre i flasken. Sauvignon Blanc, som det hør og bør sig på de kanter; og med en uges skindkontakt, så udtrykket er så forskelligt fra en klassisk Sekt som muligt. Men det skummer lystigt og smager livligt og godt. Lime, grapefrugt, ananas, urter og fine cider-, gær- og nøddenoter; en isotonisk forfriskende og fornøjeligt aromatisk drik.

Flaske: Völlig Losgelöst Pet Nat
Vinhus: Harkamp
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Rød skifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
en uges skindkontakt
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Kapsel
Alkohol: 11,5%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Kristinus Pet Nat 2019

Sárga Muskotály fra Balaton, og bare roligt, det er ikke ungarske bandeord men en skøn skum og udmærket måde at sige godt nytår på. Kristinus har kastet sig ud i at fremstille en pet nat på Muscat, og det er gået dem ganske glimrende. Sløret orangegylden farve, brusende skum med fine bobler og en frisk duft af druer og forårsblomster. Sprød, kildrende syre og cremet fylde, pære og fersken, grapefrugt, et behageligt bittert bid og små spor af friske urter, koriander, kørvel og estragon. En fest, og man må holde sig til, hvis man vil være med, kun 1984 flasker blev det til i første omgang.

Kristinus Pet Nat Brut Magyar Pezsgő 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Pet Nat 2019
Vinhus: Kristinus
Område: Balaton
Land: Ungarn
Druesort: Muscat
Jordbund: Sand, løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
kort skindkontakt
Lagring: Flaskegæring
Lukning: Kapsel
Alkohol: 11%
Importør: Orange Wine Cellar
Pris: 199,-

Comment

Comment

Fio Wines Piu Piu Petnat Rosé

Smuk skum af Spätburgunder fra Mosels skifer: En let krudtet snude med modne røde bær og et hint af dåsetun i baggrunden— og så fuldt skrald på jordbær, hindbær og rød grapefrugt i munden, med en luftig mousse og mild syre. Frugtigt og forfriskende. Daniel Niepoort og Philip Kettern står sammen bag Fio Wines, hvis røde tråd er naturnære vine med en knivskarp balance mellem friskhed og modenhed. Her af fuldmodne Spätburgunder-druer, spontangæret og modnet fire år på fade, før gæringen fuldendtes på flaske. Kvidder for viderekomne!

Fio Wines Piu Piu Pet Nat Rosé Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Piu Piu Rosé
Vinhus: Fio Wines
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Kapsel
Alkohol: 11,5%
Importør: Vinova
Pris: 175,-

Comment

Comment

Tre Monti Anabla 2018

ANABLA er navnet på de nye narrestreger fra Vittorio Navacchia, vinmageren på Tre Monti i Imola, Romagna. Denne gang er det en frisk skum af pære og fersken, med sprød syre og små, knitrende bobler og en tonic-agtig tørhed, der er på programmet. Da der ikke er anerkendte kategorier for pet nat eller frizzante til den lokale sort Albana, lusker han den under radaren med anagrammet Anabla. Økologisk dyrkede druer, høstet i august, gæringen startet med en pied de cuve og fuldført på flaske— flot håndværk. Tørstslukker, sorgedrukner og hemmelighed i én og samme flaske

Læs mere om Tre Montis vine her.

Tre Monti Vino Frizzante Anabla 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Anabla 2018
Vinhus: Tre Monti
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Albana
Jordbund: Sand, mergel, ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskelagring sur lie
Lukning: Kapsel
Alkohol: 11%
Importør: Det Italienske Hus
(dog ikke i sortiment)
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Fuchs und Hase Pet Nat 2016 Vol. 3

Fuchs und Hase er et legesygt samarbejde mellem to økologiske østrigske vinhuse, Jurtschitsch og Arndorfer, i jagten på den perfekte pet nat (a.k.a. auf den Spuren der prickelnden Vielfalt). En håndfuld forskellige forsøg frigives hvert år, og her er det den fabelagtige Vol. 3 fra 2016: Welschriesling og Riesling gæret sammen med 12 dages skindkontakt og flasket 5 uger efter høst, uklaret, ufiltreret og usvovlet. På flasken gærer den færdig til en saftig og læskende skum med smag af grønne druer og pærer, frisk syre og salt mineralitet — forførende lethed.

Fuchs und Hase Pet Nat 2016 Vol 3 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Pet Nat Vol.3 2016
Vinhus: Fuchs und Hase
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesorter: Welschriesling, Riesling
Jordbund: Gnejs, løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæring, maceration
Lagring: Flaskelagring sur lie
Lukning: Kapsel
Alkohol: 11%
Importør: Österreich Vin
Pris: 185,-

Comment