Viewing entries tagged
Pelješac

Comment

Vinarija Križ Milo 2023

Strålende mørk saft med vidtløftig frugt og forunderlig dybde. Der er nærmest uendelige sommerdage langs havet under sydens sol i Vinarija Križs vidunderlige Milo, som er sært saftig og friskfrugtig Plavac Mali fra Pelješac-halvøen nord for Dubrovnik. Vinen er opkaldt efter vinmageren Denis Bogoević Marušićs nu afdøde far, som han for små tyve år siden vendte hjem for at lave vin sammen med. Et møde mellem to generationer og tidsaldre— der var 42 år mellem dem— men de mødtes på de karrige karstskråninger med gamle buskvine, økologisk biodynamisk dyrkede, og forvandlede med gammeldags minimalisme druerne til vin i deres lille garagevineri. Milo er husets topvin, om man vil, en friskfrugtig og charmerende version af den ellers så tanninrige, kraftige og krydrede sort. Nærværende årgang har en smule mindre morbær og figen end dens foregængere; men samme fjøjlsbløde stof og underfundige spil mellem sødmefuld frugt, mild syre og fine, støvede tanniner, som gør den saftspændt og virkeligt tør på samme tid. En lind strøm af modne sorte kirsebær og brombær med kompleks understrøm af kumquat, lakrids, læder, damascenerroser, middelhavsurter og havsalt, der smelter på tungen.

Flaske: Milo 2023
Vinhus: Križ
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Plavac Mali
Jordbund: Karst
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Vinarija Križ Plavac Milo 2021

Tæskelækker kondenseret solskin fra Dalmatien, brændende sol, varme sten og havets dybe blå på flaske. Med mantraet “modgang gør godt for Plavac Mali« fremtryller den lille men storslåede vingård Križ mystisk saftige dråber af en mærkværdigt mørk og nærmest dekadent frugt. Paradoksalt er det, at en så læskende og overdådigt righoldig vin kan frembringes fra så fattige, stenede og sandede forhold. Križ er selv en et kontrastfuldt forhold mellem ungdom og alderdom, fortid og fremtid. I 2004 vendte Denis Bogoević Marušić ryggen til en fortsat karriere i Split og vendte tilbage til den lille flække Prizdrina på Pelješac-halvøen i det sydlige Dalmatien for dér at restaurere sin families gamle hus. Samtidig hjalp han sin gamle far Mile med at passe nogle endnu ældre vinstokke; og i 2011 blev deres lille familievingård født. Der dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper, og vinene frembringes uden moderne faciliteter eller interventioner, så man får et rent og levende terroirudtryk. En lind strøm af friske figner og solmodne morbær, fin syre og spændstige men silkeglatte tanniner.

Flaske: Milo 2021
Vinhus: Križ
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Plavac Mali
Jordbund: Karst
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Vinarija Križ Grk 2022

Solgylden Grk fra Križ i det sydlige Dalmatien; og de vokaler, den mangler, kompenserer den rigeligt i en velsmagende samklang af frisk fersken og kandiseret orangeskal, spændende spor af rabarber og kvan, harpiks, fennikel og kørvel samt et diskret strejf vanilje… mens fine tanniner smelter på tungen og en mundvandsdrivende syre liver det hele op. Det er sjældent appetitvækkende, læskende og levende dråber. Spontant gæret på store slavonske egetræsfade, druerne tilbringer omkring en uge med skallerne for at udtrække Grks fulde smag og fenoliske rigdom. Den modner på gærresterne og flaskes ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. En sjældenhed, kun knapt 1.000 flasker om året.

Flaske: Grk 2022
Vinhus: Vinarija Križ
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Grk
Jordbund: Sand og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
en uges skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Forhandlere: f.eks. thewine&more
Pris: cirka 300,-

Comment