Viewing entries tagged
Monferrato

Comment

Cascina Iuli Rossore 2018

Violer, liljer og syrener i snuden og en eksplosion af sorte kirsebær i munden, blå blommer, blåbær og brombær, brilliant syre, nervøs velour og en smule sveskesødme, strejf af kanel og kryddernellike. Druerne kommer fra højt beliggende sydvendte bakkedrag ved Montaldo di Cerrina, høstet september-oktober, gæret en måned på cementtanke og modnet to år i store slavonske træfade. Flasket uklaret, ufiltreret og kun lige knapt svovlet, mindst et halvt år på flaske før frigivelse. Gode ting tager tid. Iuli laver mageløse Monferrato vine på de gode, gamle sorter Grignolino, Baratuciat og Slarina, Nebbiolo og Pinot Noir har han sågar også givet sig i kast med; men selvfølgelig er hjerteblodet Barbera, som det hør og bør sig på de kanter. Rossore var Fabrizios første vin, og navnet skulle hentyde til ens kinders røde glød efter indtag…

Flaske: Rossore 2018
Vinhus: Cascina Iuli
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Barbera
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Pétillant
Pris: 175,-

Comment

Comment

Dacapo Nizza Vigna da Capo 2017

Glimrende Barbera fra marken Vigna Dacapo og vinhuset med samme navn: En nydelig crème af hindbær, kirsebær, blommer, svesker, pibetobak, valnødder og kanel med den livlige syrenerve, som er Barberas signatur, afstemt med alkohol og frugtsødme i en flot balanceakt. Nizza er det historiske hjerte for bedre Barbera i Piemonte, og siden 2014 er området ophævet fra en Superiore i Barbera d’Asti til sin egen DOCG. Stikord: Struktur, kompleksitet og lagringspotentiale. Dacapo dyrker økologisk, høster manuelt (og stærkt selektivt i 2017, hvor mange klaser måtte sorteres fra pga. indtørrede druer) og presser nænsomt, til gengæld bruger de til deres Nizza lang maceration og lagring på mindre fade. Intenst og frugtigt resultat.

Flaske: Nizza Vigna da Capo 2017
Vinhus: Dacapo
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Barbera
Jordbund: Kalkholdig mergel, sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Importør: Vinslottet
Pris: 199,-

Comment

Comment

Michele Chiarlo Nizza Riserva La Court 2018

Michele Chiarlo er ikke kun en mester i Barolo men også i Monferrato, hvor Barbera har hovedrollen og spiller superbt i La Court fra Nizza, det historiske hjerte for finere Barbera vine— og riservaen La Court er en Barbera, der brilliant balancerer mørk frugt, stor fylde og saftig friskhed. Den driver af blå blommer, mørkerøde kirsebær, kirsebærsten, friske urter og nyslået hø, mørk chokolade og tobak. Kompleks som et spil skak og lang som en maraton. En vidunderlig vin!

Flaske: La Court 2018
Vinhus: Michele Chiarlo
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Barbera
Jordbund: Sand, mergel, ler
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Distinto Vinimport
(ældre årgange)
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Cascina Iuli Malidea 2015

Nu ikke så dårlig en idé, det med Nebbiolo i Monferrato… men det syntes Fabrizio Iulis kolleger, så da han i 1999 plantede en mark med sorten i Cerrina i det nordlige Monferrato, kom den til at hedde Malidea. “Jeg havde altid haft lyst til at lave Nebbiolo for at se, hvordan den ville arte sig i Monferrato. Nu ved jeg det — og jeg er meget tilfreds med resultaterne.” Som smager og dufter af saftige røde bær, hyben, bisongræs, lakrids, urter og tørv, tanninerne er fine og klækkelige, men det glider ubesværet ned, en nydelig vin. Vinificeret i cementtanke, modnet 16 måneder på store egetræsfade og kun tilsat sulfitter i småtingsafdelingen, <25 mg/L.

Cascina Iuli Malidea Nebbiolo 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Malidea 2015
Vinhus: Cascina Iuli
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Nebbiolo
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Pétillant
Pris: 250,-

Comment

Comment

Iuli Natalin 2018

Hyben smager af sensommer, og Fabrizio Iulis glimrende Grignolino syner, dufter og smager af hyben og lidt til. Grignolino er en gammel piemontesisk druesort, som fortjener langt mere anerkendelse. Den er brovten at bearbejde, både i marken og i kælderen, men med tålmod og talent giver den lyst granatrøde vine med en vilter duft og raffineret tanninstruktur. Det kræver selekteret høst og nænsom presning — og her blot 12 dages maceration. Dertil: Hybenrose, hibiscus, hybensylt, tørrede abrikoser, mandel, skovbund, saftig syre og et kløpulver af fine tanniner. Som Fabrizio er erklæret Barberista, var hans bedstefars favorit Grignolino, og derfor bærer vinen hans navn.

Iuli Natalin Grignolino 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Natalin 2018
Vinhus: Cascina Iuli
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Grignolino
Jordbund: Ler, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Cementtanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Pétillant
Pris: 150,-

Comment

Comment

Tenuta Montemagno Solis Vis 2016

Ud af Piemontes tåger dukker til stadighed spændende sorter frem. Timorasso er en af dem, forsaget og forglemt i nyere tid for i sidste time at genopdyrkes og forfines af Walter Massa og andre. I dag dyrkes der godt 60 hektar i Colli Tortonesi og Monferrato. I sidstnævnte dyrker Tenuta Montemagno flere af de autoktone piemontesiske sorter. Solis Vis (Solens Kraft) er en moden Timorasso med en fin flintet duft, fyldig smag af fersken og abrikos, honning og nødder. Smidig tekstur, god syre og mineralske anslag.

Tenuta Montemagno Solis Vis 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Solis Vis 2016
Vinhus: Tenuta Montemagno
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Timorasso
Jordbund: Kalkholdig mergel, sandsten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Pris: cirka €15

Comment