Viewing entries tagged
Momjan

Comment

Kabola Secco 2022

Nok er det en kliché, at vin er solstråler i flydende form, men nogle vine fanger bare præcist den følelse— for eksempel Kabolas mildt aromatiske og svært læskende Secco, en tør fortolkning af Muškat Momjanski, den lokale istriske klon af Moscato Bianco eller Muscat Blanc à Petit Grains, dyrket økologisk på områdets karakteristiske kalkholdige mergel. Den rammer næsen med milde topnoter af akacie og orangeblomst og derunder drivhus med vinranker, berusende strejf af solvarme modne druer og krydrede mørkegrønne vinblade. De saftspændte grønne druer går igen I smagen, der er sprød og frugtig, med en smule mandarin og frisk ananas, frisk syre og et delikat salt svirp til sidst. Tørstlukkende, appetitvækkende, aldeles elskelig og den perfekte sommervin!

Flaske: Secco 2022
Vinhus: Kabola
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Muškat Momjanski
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Vinomolim
Pris: 118,-

Comment

Comment

Kabola Amfora Malvazija 2019

Klassiske orangevin med gylden sommerglød og eftertænksomme efterårstoner. Omkring den lille middelalderlandsby Momjan i Istriens magiske bakkeland ligger familien Markežićs vinhus Kabola ved Kanedol. Området er traditionelt kendt for sin aromatiske og honningsøde Muškat Momjanski, men Malvazija Istarska står også skarpt på disse kanter. Siden 1891 har familien Markežić gjort sig som vinbønder, men Marino Markežić har søgt længere tilbage til en fjern fortid med sit forbilledlige arbejde med antikkens amforaer; og så var han samtidigt en af Kroatiens økologiske pionerer. Malvazija Amfora får omtrent syv måneder med skallerne, og det får dyb fylde og aromatisk flygelklang frem af sorten. Morgenfruer, friske ferskner, tørrede abrikoser, kvædebrød, akaciehonning, mandler og orientalske krydderier flyder sammen i en fløjlsblød mundfuld med summende syre og fine tanniner. Druerne er høstet fra topmarken Stancija og gærer på georgiske qvevri nedgravet uden for vinhuset; og siden modnet på gærresterne i store ege- og akaciefade.

Flaske: Amfora Malvazija 2019
Vinhus: Kabola
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på qvevri
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Vinomolim
Pris: 245,-

Comment