Viewing entries tagged
Loire

Comment

Didier Dagueneau Blanc Fumé de Pouilly Buisson Renard 2015

Sjælden Sauvignon fra Domaine Didier Dagueneau, der efter mesterens tragiske død i 2008 i dag drives videre af børnene Charlotte og Louis-Benjamin. Biodynamisk dyrkning og stilen er stadig Pouilly-Fumé med præcision og personlighed, og det er fortsat til UG med kryds og slange, især efter nogle år på langs, nærværende vin er 2015. Buisson Renard stammer fra en parcel midt på Saint Andelains sydvestlige skråning, silex og ler i noget nær ideel fordeling, og den giver druer til husets nok mest frodigt frugtige vin. Fun fact: Oprindeligt hed cru'en Buisson-Ménard, men Didier lod den drillende omdøbe, efter en ellers ærværdig fransk vinskribent havde fejllæst og forkert gengivet navnet som Renard, følgeligt ræven på etiketten. Frugten får frit løb med eksotik og tørstof og samtidigt er der en kølig nerve og diskret elegance over den. Flint, grapefrugt, frisk ananas, moden mango og passionsfrugt, pollen og honning, kærnemælk og kalkstøv, hyldeblomstsalt og kattegrus. Det er dyrt, men det er dælme også i en klasse for sig.

Flaske: Buisson Renard 2015
Vinhus: Domaine Dagueneau
Område: Loire
Land: Frankrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig ler og flint
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Laudrup Vin
(allokationsvin)
Pris: cirka 1.800,-

Comment

Comment

Château de Plaisance Anjou Ronceray 2021

Præcist skåret Chenin fra Anjou, med frisk frugt, fløjsblød fylde og mineralsk spænding. Går elegant fra duft til smag gennem saftige gule æbler, kvæder, hø, hasselnødder, mandler og makroner, akaciehonning og våde sten men runder tørt og salt af. Kølig forfriskning af første rang! Ronceray er navngivet efter det nærliggende kloster, som i middelalderen dyrkede vin i området. Château de Plaisance var længe i familien Rochais hænder, men siden 2019 har unge Vanessa Cherruau fra Angers svunget taktstokken over vingården, som i øvrigt har været økologisk certificeret siden 1995 og biodynamisk siden 2008. Håndhøstet fra Butte de Chaume, et terroir stik syd for Savennières på nordsiden af Loire-floden, med jordbund rig på lerskifer og sandsten. Køligt spontangæret på ståltanke og modnet 12 måneders, 30% med malolaktisk gæring på en blanding af amfora, foudres og barriques fra Bourgogne. Betagende dråber!

Flaske: Ronceray 2021
Vinhus: Plaisance
Område: Loire
Land: Frankrig
Druesort: Chenin Blanc
Jordbund: Kalkholdig ler, lerskifer, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Cru Vin
Pris: 259,-

Comment

Comment

Des Jus et du Lien Bigarade 2020

Tør, sød og skummende, den altid alsidige Chenin gør sig (så glimrende) gældende over hele spektret, tilmed i orange, og tak til Julien Rousselot for det. Ti dages maceration af fuldmodne, hele klaser, og det har givet en righoldig og harmonisk vin med spændstig sursød frugt, honningmelon, kvæde og orangeskal (bigarade er det franske navn for pomerans) samt delikat krydrede noter af tomatstilk, ærtehalm og gule ærter. Sært lyder det sidste måske, men det smager sgu glimrende! Des Jus et du Lien er Juliens nyligt opstartede soloprojekt i Rablay-sur-Layon, tidligere har han arbejdet for flere andre naturligt orienterede vinmagere i Anjou og Saumur.

Flaske: Bigarade 2020
Vinhus: Des Jus et du Lien
Område: Loire
Land: Frankrig
Druesort: Chenin Blanc
Jordbund: Sand, sandsten, skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
ti dages skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Reduktivt
Pris: 215,-

Comment

Comment

Riffault Sancerre Saulétas 2012

Riffault retrouvé, og splitte mine bramsejl, hvor de kan udvikle sig storslået! Her er skarp lud til skurvede hoveder, som stadig måtte mene, at naturvin ikke kan holde sig. Saulétas, solopgangen, stammer fra gamle stokke på en mark med Kimmerigde kalksten, og druerne er høstet ved høj modenhed og med en del botrytis. Æterisk snude, pikant sursød i munden og fuld af moden gul frugt, abrikos, kvæde og grapefrugtskal, rå hyldeblomstsaft, citrongræssirup og et snip salt. Smager endnu ungt men har en dybde af noget aldrende.

Flaske: Saulétas 2012
Vinhus: Sebastien Riffault
Område: Sancerre
Land: Frankrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Mergel, kalsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Rosforth & Rosforth
Pris: 276,-

Comment

Comment

Château de la Roche aux Moines Clos de la Bergerie 2014

En superb Savenièrres med en lille smule alder og meget at give af endnu! Kæk forårsfrisk syre og tænksomme efterårstoner. Clos de la Bergerie svejer frem og tilbage mellem lys og mørke, mellem livlig syre, moden frugt og flintet mineralitet. Grønne æbler, pærer, kvæder, en smule mandel, stejf af safran og kamille, kompleksitet er kun et fattigt ord. Få har sat terroir og biodynamik på dagsordenen som Nicolas Joly, og hans vine er altid levende aftryk af landskabet i hans lille hjørne af Loire. Clos de la Bergerie ligger i Savennières-Roche-aux-Moines og er en lettere østvendt skråning på skifer- og kvartsholdig jordbund. 100% Chenin, spontangæret og modner på gamle træfade.

Château de la Roche aux Moines Clos de la Bergerie 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.JPG

Flaske: Clos de la Bergerie 2014
Vinhus: Château de la Roche aux Moines
Område: Savennières
Land: Frankrig
Druesort: Chenin Blanc
Jordbund: Skifer, kvarts
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Esprit du Vin
(ældre årgange)
Pris: 495,-

Comment

Comment

Thomas Batardière Pneuma 2018

Der er en bittersød sensommerstemning over Thomas Batardières orange Chenin med dens rigdom af moden pære og kvæde, kumquats og abrikoser, akaciehonning og orangeblomstvand. Blød stoflighed med en mild sødme, fin syre og lette tanniner. Pneuma 2018 er Chenin Blanc fra Batardières biodynamisk marker i Coteaux du Layon, gæret med maceration carbonique, flasket ufiltreret og usvovlet; men med endnu et kunstværk af Anne Charrin.

Clemens Busch Riesling trocken 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Pneuma 2018
Vinhus: Thomas Batardière
Område: Loire
Land: Frankrig
Druesort: Chenin Blanc
Jordbund: Ler, sand, skifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Kulsyregæring
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Reduktivt
Pris: 400,-

Comment