Viewing entries tagged
Lessona

Comment

La Prevostura Garsun 2019

En kæk fyr med et lyst sind. Garsun er piemontesiske La Prevosturas unge og umiddelbare rødvin, et svirp saftige røde bær og blommer, abrikoskerner, tørrede roser, tranebær og figner; let, frisk og fremkommelig trods en vis tannisk træghed og svirpende syre. Det er noget nærmest forårsbebudende over den— langt fra Langhes strenghed og mørke miner. Det er en klassisk kombination af 65% Nebbiolo med 25% Vespolina og 10% Croatina, Alto Piemontes stærke treenighed; og har det høje nords lyksaligheder endnu ikke åbenbaret sig for en, så er Garsun et godt sted at springe på— og storebroren Muntacc et spændende stoppested og topvinen Lessona et glimrende endemål.

Flaske: Garsun 2019
Vinhus: La Prevostura
Område: Alto Piemonte
Land: Italien
Druesorter: Nebbiolo,
Vespolina, Croatina
Jordbund: Ler, vulkansk sten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, små og store fade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vinimondo
Pris: 199,-

Comment

Comment

La Prevostura Lessona 2017

En bjergtagende vin, bør drikkes knælende! La Prevosturas Lessona har en duft som i et gammelt kirkekammer, og vinhusets navn har endda en kirkelig klang, Provstiet… duft af kolde sten, tørt ædeltræ, røgelse… og roser, rooibos, mos og læder.  I munden en liflig frugt med fløjlet fylde, saftige skovbær, hyben, tørrede tranebær, bergamot, kirsebærsten og mandel, en salt note og selvfølgelig syrestringens og fint støvede tanniner. Æterisk, det hele går op i en højere enhed. Vi er også højt oppe, godt 400 meter over havet, i den sandede jord i Lessona lige for fødderne af Alperne. Spanna, som Nebbiolo historisk har været kendt som på disse kanter, har mindre muskelkraft end i Langhe men mere nerve og frem for alt friskhed og finesse. Høstet langt inde i oktobertågerne, gæret på ståltanke med en måneds maceration og godt to års lagring på brugte barriques og tonneaux.

La Prevostura Lessona 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Lessona 2017
Vinhus: La Prevostura
Område: Alto Piemonte
Land: Italien
Druesort: Nebbiolo
Jordbund: Vulkansk og marint sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Vinimondo
Pris: 399,-

Comment

Comment

Colombera & Garella Lessona Pizzaguerra 2013

Det nordlige Piemonte fortjener den fornyede interesse, området har fået i de seneste årtier. Længe før Langhe var områderne omkring Lessona, Gattinara, Ghemme, Boca og Bramaterra berømte for deres Nebbiolo: Kølige, lyse, livlige og længe levende vine med masser af struktur og dybe aromaer. En stigende stjerne er det unge talent Cristiano Garella, der laver naturnære og terroirtro vine hos familien Colombera. Deres Lessona Pizzaguerra er æterisk duftende og elegant struktureret med livlig syre og stramme, fine tanniner og en let metallisk mineralitet. Violer, skovjordbær, hindbær, læder, muld, salt. Ren Nebbiolo fra sandjorde, spontangæret på cementtanke, lang maceration og lagring på gamle træfade.

Colombera & Garella Lessona Pizzaguerra 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Lessona Pizzaguerra 2013
Vinhus: Colombera & Garella
Område: Alto Piemonte
Land: Italien
Druesort: Nebbiolo
Jordbund: Sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Winewise
Pris: cirka 200,-

Comment