Viewing entries tagged
Lacon

Comment

Tamara Kögl Welschriesling Ried Stermetzberg 2019

Undertippet vin, en vidunderlig Welschriesling fra Stermetzberg i Südsteiermark, samvittighedsfuldt forvandlet fra sunde druer til stor vin af talentfulde Tamara Kögl. Stilfærdig i snuden med milde dufte af hvide blomster, gule stenfrugter og grønne urter. I munden er den anderledes udtryksfuld, saftig, spændstig og frisk, med masser af fin substans, modne pærer og mirabeller, måske antydninger af mango og tropefrugt. Let på tå og trods den sødmefulde frugt alligevel forfriskende og næsten tonisk tør med en fin salt mineralitet. 5,4 gram syre balancerer en restsødme på 1,5 gram. Stermetzberg er en stejl sydvendt skråning vest for landsbyen Ratsch, hvor Weingut Kögl har huse. Jordbunden er Südsteiermarks klassiske kalkholdige mergel, og vinstokkene er plantet tilbage i 1964. Spontangæring, to tredjedele i gamle træfade, en tredjedel i rustfrit stål, et år på gæren, filtreret før flaskning men med få sulfitter, totalt 46 mg/l. En lise for ganen.

Flaske: Welschriesling Stermetzberg 2019
Vinhus: Weingut Kögl
Område: Südsteiermark
Land: Østrig
Druesort: Welschriesling
Jordbund: Kalkholdig mergel, konglomerat
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade, ståltank
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Jurtschitsch Grüner Veltliner Stein 2021

Snorlige saft til livet i det grønne, Grüner Veltliner fra altid eminente Stefanie og Alwin Jurtschitsch. Afslappende og forfriskende, saftig, syrlig og frugtig, man får svært ved at finde mere arketypisk Kamptal i dette prisniveau; eller mere passende vin til diverse grønne forårsspiser eller stille stunder i forsommersolen. En dukkert i masser af modne grønne æbler og pærer, en smule ferskner og andre sydfrugter, friske urter og salt og peber. Jurtschitsch er dybt dedikeret til økologiske dyrkning og bæredygtige produktionsformer; og druer til Stein er håndhøstet fra flere højtliggende, terrasserede vinmarker i landskabet omkring Langenlois (ved Loiserberg, Steinberg og Steinmassl) og afspejler flot dets kølige klima og stenede jordbund; for derefter at blive forvandlet til vin ved spontan gæring og en lang blunder på den bundfaldne gær før flaskning.

Flaske: Grüner Veltliner Stein 2021
Vinhus: Jurtschitsch
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Gnejs og glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Østjysk Vinforsyning
Pris: 150,-

Comment

Comment

Fred Loimer Grüner Veltliner Ried Loiserberg 2017

Glimrende græsset Grüner Veltliner fra marken Loiserberg, mesterligt fortolket af selveste Fred Loimer. Mens den nyligt frigivne årgang 2021 er fuld af grønne reineclauder, mango og papaya, friskfrugtig med flot fylde og stor saftighed og en frisk urtethed, som spirer frem i baggrunden, så rykker urterne frem i forreste række i den flot modnede årgang 2017. Cremet tekstur righoldigt rustet med solvarme krydderurter, nyslået hø og et hint af ensilage, sort te, den eksotiske hvide peber og en let salt svirp til sidst. Stor og seriøs Grüner Veltliner.

Loiserberg ligger lige vest for hans hjem i Langenlois og dækker hele 50 hektarer. Loimer ejer omtrent 10 med Grüner Veltliner på denne terrasserede vinmark, der rejser sig fra 250 til 380 meters højde. Jordbunden er stenet og består foruden et tyndt toplag løss hovedsageligt af paragnejs, glimmerskifer og amfibolit. Dens sydvendte skråning samler sol og varme om dagen, mens højden og vinde fra nord betyder kølige nætter. Perfekte betingelser for langsommelig men fuld modning af Riesling såvel som Grüner Veltliner.

Flaske: Ried Loiserberg 2017
Vinhus: Loimer
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Gnejs, glimmerskifer, amfibolit
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Vinova / Österreich Vin
Pris: 225,-

Comment

Comment

Veyder-Malberg Grüner Veltliner Weissenkirchner Ried Weitenberg 2019

Glimrende Grüner Veltliner fra Wachaus verdensmest i mineralitet og raffinement, Peter Veyder-Malberg. Weitenberg er en terraseret vinmark ved Weissenkirchen midt i Wachau, en stejl sydvendt skråning bag byen på lehm, gnejs og glimmerskifer. Her dyrker Peter gamle stokke af en massal selektion af kloner med løsere klaser og mindre druer, der høstes høstes ved høj modenhed men helt og aldeles uden ædelråd. Langsom helklasepresning, gæret og modnet et år på store, gamle Stockinger fade. Stilsikkert Veyder-Malbergsk saft med koncentration og kompleksitet men uden flomme og unødig ornamentering. Fløjlsblødt stof med silkeagtig lethed, moden grøn pære, kiwi, fersken og ananas, med citrusfrisk syre og små strejf af pollen, hvid peber, kommen, stenmel og solskin.

Flaske: Weitenberg 2019
Vinhus: Veyder-Malberg
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Gnejs, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Österreich Vin
Pris: 495,-

Comment

Comment

Weingut Tement Ried Zieregg Vinothek Reserve 2018

Skal der Sauvignon i glasset, skænkes der sjældent mere storslået af slagsen end Zieregg fra familien Tement i Südsteiermark. Vinotheksreserve 2018 har superb struktur, tekstur og kompleksitet, “en vin til evigheden”, som familien selv beskriver den. Selvom det nærmest er helligbrøde at tage forsmag på evigheden allerede, så frister den med liflig fersken, passionsfrugt og moden mango, dugfriske grønne urter, våd skovbund, sten, sydesalt og en syre så spændt som Apollos gyldne bue. Knivskarp balance og betagende længde. Druerne stammer fra parcellen Weisse Wand på den stærkt skrånende, sydvendte Zieregg, og vinen lagrer 30 måneder sur lie i store træfade før flaskning. Fabelhaft!

Flaske: Zieregg Vinothek Reserve 2018
Vinhus: Tement
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Philipson Wine
Pris: cirka 750,-

Comment

Comment

Weingut Bründlmayer Grüner Veltliner Ried Spiegel Vincent 2018

Frisk, fyrig og intens Grüner Veltliner fra Vincent Bründlmayers hånd, med en velsignet håndsrækning fra de favorable vejrforhold i 2018: Frisk stenfrugtsduft med en smule vilde urter, pibetobak og nåleskovsnoter. Sirlig og stringent syre vibrerer gennem en fuldmoden frugt, citrus, fersken og abrikos, med mandler, hasselnødder, karamel og krydderier i eftersmagen. Vincent går efter en mere burgundisk stil, som stadig er atletisk og slank i udtrykket og har Grüners klassisk krydrede signatur og en salt mineralitet, som må tilskrives terroiret. Spiegel ligger lige syd for Langenlois og er en østsydøstvendt hvælving, som spejler sig mod solen. Bründlmayers gamle stokke står her grundigt rodfæstet i dyb, kalkholdig løss, superb til Grüner Veltliner. Et herligt svirp på tungen nu, egner sig eminent til mad og til ti år i kælderen.

Flaske: Ried Spiegel Vincent 2018
Vinhus: Bründlmayer
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Jysk Vin
Pris: cirka 400,-

Comment