Viewing entries tagged
Kjær Sommerfeldt

Comment

Domäne Wachau Riesling Smaragd Ried Singerriedel 2023

Singerriedel er en af Wachaus mest ikoniske enkeltmarker, en spektakulær skråning, som er kilde til nogle af regionens største vine. Den ligger lige øst for Spitz som en stejl sydvendt skråning direkte ned mod Donau, tæt linieret af områdets karakteristiske stenterrasser. Grüner Veltliner dyrkes for foden af skråningen, mens de øverste dele er forbeholdt Riesling— den går fra 208 til 328 meter over havet, med en gennemsnitlige hældning er omkring 50% og de stejleste strækninger 100%. Grundfjeldet er paragnejs med et tyndt tæppe af sand og muld. Mesoklimaet er ret køligt, selv for Wachau, især grundet kølige faldvinde fra det nærliggende Jauerling, områdets højeste punkt. Til gengæld modtager marken årligt omkring 1.900 solskinstimer, som varmer terrasserne op, så man får vine med både moden frugt, syrlig nerve og en særlig mineralitet. Singerriedel står for sofistikerede, intense og koncentrerede rieslinger, knastørre, syrestyrede og friskfrugtige i deres ungdom, men de modner eminent og udvikler dybde og kompleksitet, ofte med røgede og krydrede noter. Således også hos altid udmærkede Domäne Wachau; og senere årgang 2023 spiller simpelthen symfonisk. Den er saftig, smidig og fint stoflig, med lækkert moden fersken og abrikos, fine antydninger af både alpine urter og eksotiske frugter og krydderier. Ren og skær, velbalanceret og vedholdende, en fryd for ganen men også for kælderen.

Flaske: Riesling Smaragd Singerriedel 2023
Vinhus: Domäne Wachau
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Paragnejs, glimmerskifer, sand
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Kjær & Sommerfeldt
Pris: 405,-

Comment

Comment

Brazin (B)Old Vine Zinfandel 2020

Moderne take på en gammel traver, fuldmoden Zinfandel fra gamle buskvine i solrige Lodi. Bamser ikke alt for bombastisk igennem, men man skal dog kæmpe sig gennem en tæt underskov af fyldig, frodig frugt, før man kommer ud på den anden side. Æterisk mørk frugtduft og kompakt smag med blå blommer, sorte kirsebær, boysenbær, søde krydderier, friskristet kaffe og et kværn sort peber. Stor fylde og sødladen frugt frem for struktur, men en vis syre og meget smidige tanniner; bliver hængende længe. Brazin er en brand under Delicato Family Wines, som herhjemme bl.a. er kendt for supermarkedsklassikeren Gnarly Head. Druerne er dyrket efter bæredygtige foreskrifter fra Sustainable California, og vinen er modnet 10 måneder på franske og amerikanske egetræsfade.

Flaske: (B)Old Vine Zinfandel 2020
Vinhus: Brazin
Område: Californien
Land: USA
Druesorter: Zinfandel, Petite Sirah
Jordbund: Lehm og sand
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Importør: Kjær & Sommerfeldt
Pris: 149,-

Comment

Comment

Weingut Riffel Riesling Scharlachberg trocken 2019

Scharlachberg, en farverig Riesling fra lige så farverige Erik og Carolin Riffel i Rheinhessen. Fyrig frugt, isnende syre og krydret, mineralsk kompleksitet. Den er rig på saftig fersken- og abrikosfrugt med mørkere noter af solbær og hyldebær, små strejf af anis, fennikel- og bukkehornsfrø og en fin mineralsk understrøm i dens bløde fylde, fortættede sommerdage og sommernætter. Erik og Carolin har omstillet familiens vinhus til biodynamisk drift, for at styrke jordens sundhed og fremme biodiversiteten i deres marken, men ikke mindst for at højne stedsansen og kvaliteten i deres vine. Den varme og solrige årgang 2019 resulterede i meget modne druer, der blev høstet i slutningen af september. Tolv timers maceration og gæring på store gamle fade, modning på gærresterne og flaskning den følgende sommer. Binger Scharlachberg er en af de få rigtige Steillagen i Rheinhessen (20-50% hældning) og betragtes som husets bedste vinmark. Den ligger som sydvendt skråning for enden af Binger Rochusberg, og undergrunden består af kvarsit med enkelte skiferindslag. Den stenede jordbunds høje jernindhold farver den skarlagensrød, heraf navnet, som kan spores helt tilbage til 1248. Det er distinkt terroir, og det smager man!

Flaske: Scharlachberg trocken 2019
Vinhus: Weingut Riffel
Område: Rheinhessen
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Jernholdig lehm, kvartsit, skifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Kjær & Sommerfeldt
Pris: 419,-

Comment

Comment

Weingut Weszeli Grüner Veltliner Ried Schenkenbichl 2016

Intens krydret Grüner Veltliner fra Davis Weszeli i Kamptal, et kondensat for kendere og andre viderekomne. Fyrig næse med moden fersken, nåleskov, fyrreblomster og grønne urter; og en saftig mundfuld fersken, mango og ananas, med masser af karakter, kompleksitet og ikke mindst længde. Druerne stammer fra den sydvendte skråning Schenkenbichl, fra fire terrasser med vinstokke plantet tilbage i 1972 og rodfæstet i løss, amfibolit, paragnejs og kalksten; økologisk dyrket, og som symbol på biodiversitet prydes etiketten af den sjældne hærfugl, som Weszeli har været med til at genindføre i området ved at indrette redepladser til den i sine vinmarker.

Flaske: Schenkenbichl 2016
Vinhus: Weszeli
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, amfibolit,
paragnejs, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Kjær & Sommerfeldt
Pris: 359,-

Comment

Comment

Domäne Wachau Ried Achleiten Riesling Smaragd 2017

Én for alle, alle for én! Østrigske Domäne Wachau er kooperativ på første klasse, hvilket tydeligt fremgår af deres Riesling fra Achleiten— en af Wachaus bedst kendte og mest markante marker. Det er ren og skær stensaft, som kommer i glasset, syrlig ferskenfrugt med noter af grapefrugtskal, limesaft og citrongræs, isprængt flintede, røgede, salte noter. Achleiten ligger ved Weissenkirchen midt i Wachau og er en sydøstvendt skråning, som strækker sig lige fra Donaufloden til Waldviertelskoven, fra 209 til 357 meters højde. Dens stenterrasser er bygget op primært på gnejs og paragnejs på den øverste del, mens amfibolit fylder mere på den nedre. Med Roman Horvath og Heinz Frischengruber i front dyrker Domäne Wachau næsten ni af de godt 22 hektarer vinmarker på Achleiten, 60% Riesling og 40% Grüner Veltliner— og begge bliver små mineralske mesterværker, som lagrer glimrende.

Flaske: Achleiten Riesling Smaragd 2017
Vinhus: Domäne Wachau
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Gnejs, paragnejs, sand
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Kjær & Sommerfeldt
Pris: 349,-

Comment

Comment

Tokaj-Hétszőlő Dry Furmint Selection 2017

Tør Tokaj er på mode, og man forstår det godt, når man smager en så fin Furmint som huset Tokaj-Hétszőlős. Frisk og syrerig, med mineralsk spænding og en mild bitterhed, hvide blomster, gule æbler, pærer og kvæder. Druerne er dyrket økologisk og stammer fra markerne Hétszőlő, Kis-Garai og Nagyszőlő, hvor stokke gror på løss med vulkanske sten i undergrunden. Tokaj-Hétszőlő har en lang historie i Tokaj. Det forfaldt i den kolde krigs tid, men er nu tilbage på toppen igen ved fransk mellemkomst: Huset ejes i dag af forretningsmanden Michel Reybier, der også ejer Cos d’Estournel i Bordeaux.

Tokaj-Hétszőlős Dry Furmint Selection 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Dry Furmint Selection 2017
Vinhus: Tokaj-Hétszőlő
Område: Tokaj
Land: Ungarn
Druesort: Furmint
Jordbund: Løss, basalt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Kjær Sommerfeldt
Pris: 179,-

Comment